Ræhr

I Ræær skole kom der noget vand til at stå på et af skolebordene. Læreren tørrede det af, men det kom igjen. Så siger han til hans kone, hvad det var for vand, der var bestandig på det bord? Ja, hun vidste ikke af noget vand at sige. Så hørte det op. En tid efter druknede mange fiskere på èn gang ved Hansted strand, og de blev kjørte op i Ræær, og nogle af dem til skolen, hvor noget af det våde tøj blev smidt op på loftet over det sted, hvor der var kommet vand ned på skolebordet, og det var altså varsel derfor, læreren havde set.
Meddelt af Lærer Nørby, Hurup til Evald Tang Kristensen.

I Nørby i Tved ved Tisted er der en gård, som kaldes Grobgård, og den ejedes af et par rige folk, som havde en eneste datter. Hun skulde nu giftes med èn, som hun nødig vilde have. Trolovelsen blev holdt, og man var i færd med store forberedelser til brylluppet. men et par dage før dette skulde holdes, hængte pigen sig. Hun blev begravet i al stilhed, som man den gang begrov selvmordere. Men efter begravelsen mærkede man hende næsten hver aften, og forældrene henvendte sig da til præsten i Nors, som også var deres præst. Men han havde ikke lært den kunst at mane de døde, og så henvendte man sig til præsten i Ræær, der var en ung mand. Han lovede også at komme en aften til Tved kirke. Den ligger afsides helt inde mellem klitterne, så der rundt om kirken er høje sandbjærge, og de er næsten lige så høje som kirketårnet. Sognet er for en stor del bleven øde af sandflugt, og kirken ligger nu i den ene side af den beboede del, meget ubelejligt for beboerne. Rygtet om gjengangeren var bleven meget udbredt, og alle folk vidste af det.

Den aften præsten tog af sted, tog han ind i den nordligste gård i Tved, der hedder Skjelsgård, for han skulde der forbi, og da det var temmelig tidlig, han var kommen på veje, vilde han tøve lidt der. Han sagde naturligvis ikke, hvor han vilde hen, eller hvad ærende han red i, men det faldt dog beboerne ind, at han skulde hen til kirken og mane, både for det de havde hørt rygtet, og for det han var meget bekjendt for sin klogskab. Så fik manden sin karl til at spænde for og kjøre henefter et læs strøsand, der skulde tages i sandgraven tæt vesten for kirken, og da skulde han jo give agt på, hvordan det gik. Karlen kjørte og holdt sig skjult mellem bakkerne, så præsten kunde ikke se ham.

Lidt efter at solen var gået ned, forlangte præsten at få sin hest og red så efter kirken, der ligger en god fjerdingvej sønden for Skjelsgård. Da han kom der, bandt han sin hest ved ligporten, gik hen til pigens grav, tog en bog op af lommen og begyndte at læse. Alt det så karlen, der lå og kigede over kirkegårdsdiget. Han så, at da præsten begyndte at læse, steg der fire røgsøjler op, èn fra hvert hjørne af graven. Dem omfavnede præsten, og straks stod den unge pige foran ham; men hun slog øjeblikkelig bogen fra ham. Han tog da en anden bog op af lommen, men det gik ikke bedre med den. Nu blev præsten ængstelig, da han så, at pigen stadig havde sit øje vendt mod et vist hjørne af kirkegården, og han så da også der hen, og blev karlens hoved vaer oven over diget. Nu tilkjendegav han ham ved tegn, at han skulde fjærne sig, som han da også gjorde. Så fik præsten hende manet, men på tilbageturen tog han atter ind ad Skjelsgård og gav dem en alvorlig irettesættelse for deres næsvished. “Jeg havde kuns èn bog til,” sagde han, “og dersom hun også havde fået den slået fra mig, så havde det kostet mit liv.” Pigen var borte og gik aldrig mer igjen.
Meddelt af K.N. Nørby til Evald Tang Kristensen.

I et sogn, der hedder Rær, to mil norden for Tisted, der var en karl, og han forlangede en pige til at gå op i kirken at hente en bog sådan i mørkningen, hun skulde få så og så meget for det. Hun var jo ikke meget for det, og dersom hun havde vidst, at de vilde forskrække hende, så havde hun vel heller ikke gjort det. Men hun vilde nu vise, at hun var ikke ræd, og så går hun sin gang op til kirken og op til alteret. Den gang hun vil så gå op fra kirken igjen, er hun så gesvindt og hun hugger døren i, men der står èn bag ved, og han siger: “Vil du ikke se, hvor røde mine øjne er?” Hun er hastig betænkt og svarer: “Vil du ikke se, hvor rød min r.. er?” Dermed gik hun hjem til præsten, som hun tjente ved, og det kom ind for dem selv, hvad folkene havde haft for. Så vågner det op for præsten, og han havde ingen ro, men må derop den samme aften og se ad, hvordan det forhar sig. Da lå hans træsko imellem stolene og var gruttede lige så små, men ingen mennesker var der at se. Ja, det var alt for sildig, sagde præsten, da han kom tilbage, og karlen så de aldrig mere.
Meddelt af Mads Garder, Vejby til Evald Tang Kristensen.

En præst i Ræær, der hed Børge Pontoppidan, han blev en gang enig med hans avlskarl om at flytte en skjelsten, fordi der gik en bred vej imellem præstegården og kirken, og den vej syntes han kunde nok gjøres noget smallere, det var unyttigt, at den jord lå der, og når han flyttede stenen, kunde han få næsten en halv ager til. Men det blev også bestemt, at når den mark skulde lægges ud igjen, skulde stenen flyttes tilbage. Det var nu lige før der skulde pløjes.

En dag vilde præsten kjøre til Tisted, men da de var komne på Skjelsgård bakke, kom karlen til at se om, og da sad præsten og var død. Så vendte han naturligvis og kjørte hjem igjen. Efter at præsten var begravet, mærkede karlen hver aften en puslen i karlekammeret. Han blev bange og puttede hovedet under dynen, men det blev ved, og så omsider vovede han da at se op, og da så han præsten stå uden for sin seng. Det skete flere aftener, men han turde ikke tiltale præsten, skjøndt han så så alvorlig bedende på ham.

Endelig en aften tog han mod til sig, rejste sig pludselig af sengen og spurgte præsten, hvorfor han stod der. Han svarer: “Ja, følg med uden for, så skal du få det at vide.” Sagen var, at drengen lå også i samme kammer. Karlen sagde nu: “Gå I foran, fåer, så skal a følge efter.” Det havde netop præsten lært ham, han skulde sige, når han nogen sinde, mødte en gjenganger. Da de så kom uden for, sagde præsten: “Du kan vel nok huske, vi flyttede den skjelsten, og inden den bliver sat tilbage, kan jeg ingen fred få i graven.” Han bad derfor karlen om at sætte den på sit sted. Da karlen hertil bemærkede, at han ikke bestemt kunde huske, hvor den skulde stå, sagde præsten: “Tag en stok med dig og følg mig.” Da de kom hen til stedet, sagde præsten igjen: “Sæt nu stokken der og læg stenen på den plads i morgen.” Det lovede karlen, og derefter opstod ligesom en lys tåge. Han syntes, den tåge var rundt omkring ham, og så var præsten forsvunden. Det første han tog sig for næste morgen, var at sætte stenen på det anviste sted, og siden den tid så han ikke præsten.
Meddelt af K.N. Nørby til Evald Tang Kristensen.