Da Sennels kirke blev bygt, blev der ført to klokker her over fra England til den; men den ene gik under. Derfor siger Sennels klokke, når den ringer:
“Mi mååg leger å æ fywebonnd!”
og når fjenden kommer i landet, og den ringer til storm, så ringer klokken i fjorden med.
A. Olrik.
En herremand på Ullerupgård spøgte efter hans død. Næsten hver nat kom han kjørende ad landevejen vester på fra Tisted i en karet med fire heste for. Så hørte man tale om en præst, der skulde kunne forstå sig på at mane, og ham måtte man da have bud efter. der blev lejet en vognmand fra Tisted til at hente ham, og da han nu kom kjørende med ham, bad præsten ham om, at han måtte mage det sådan, at han kunde møde gjengangeren på selve landevejen, inden de kom til Tisted. Lige før de så mødte ham, stod præsten af vognen og sagde til kusken: “Nu må du forholde dig rolig, i hvad du end ser, der sker.”
Præsten stoppede så gjengangeren, og han måtte kjønt holde stille. Lidt efter forsvandt hestene, og så forsvandt kareten, og præsten og gjengangeren stod nu ene med hinanden på landevejen. Da ser vognmanden, at gjengangeren begynder at synke i jorden. Da han var kommen omtrent ned til midt på knæene, tænkte vognmanden: “Han skal ligevel også have en bitte påmindelse fra mig af, for han har tit gjort mig megen ulejlighed, når jeg har færdedes på vejen ved nattetid.” Dermed tager han en vognkjæp og går hen bag til gjengangeren og driver ham et slag oven ned i hovedet, for at han bedre kunde synke, men det gik den modsatte vej, og straks sad han igjen i kareten med hestene for, præsten havde dog endnu så megen magt over ham, at han ingen steder kunde kjøre. Så siger præsten til vognmanden: “Tror du nu, du kan være rolig, så skal vi forsøge endnu en gang.” Han gik tilbage til sin vogn, og det gik så som første gang.
Omsider fik præsten magten med gjengangeren, så han blev manet ned i jorden, men da præsten kom tilbage til vognen, da svedte han, så det løb af ham som om det var blod, og så sagde han til vognmanden: “Det var en hård tur, og det var din skyld, for jeg måtte indgå på den betingelse, at du aldrig vover dig uden for Tisted by, når solen ikke er på himlen.” Der gik så nogle år hen, da var det en dag, at han kjørte sand til byen, og så han imod aften var der en gammel kone, der bad ham om at hente et læs sand til hende. Vognmanden så på sit uhr og svarede: “Ja, jeg kan vel nok komme med det, inden solen går ned.” Men siden er der ingen, der har set ham.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.
Østen fra Tisted ligger en herregård sønden landevejen, og der kom en gjenganger ridende til. Han bandt hans hest uden gården, og så kom han ind i nogle kamre, men ikke ind i sovekammeret, derimod satte han hans ansigt på vinduerne til det. Nu var de jo kjede af hans fart, og så var der en præst, de kaldte den bitte præst, han kunde mane de døde, min fader vidste nok, hvor han boede, ham hentede de. Han spurgte ud om, hvad vej gjengangeren tog, og det siger de ham. Så går han om i haven for sovekammervinduet, der var jo også bedst handel til at tage imod ham. Den døde slog bogen fra ham tre gange, men han var belavet på det og havde èn at tage til igjen. Så manede han ham i luften, og når det var klart vejr, kunde de se, han svævede oppe i luften over gården. Præsten vilde ikke ind hverken først eller sidst og tog så hjem igjen.
Meddelt af Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.