Sjørring sø i Thy stod før i tiden i forbindelse med havet, men nu er denne forbindelse afbrudt ved flyvesandet, der har dannet “Klitterne”. Thy var på den tid ofte hjemsøgt af sørøvere, og det var som et værn imod dem, at kong Nilaus anlagde en borg ved søens sydøstlige ende; den hed Sjørringborg, og endnu står der nogle 60 fod høje volde tilbage af den. Da sørøverne nu faldt ind i landet igen, blev der udkæmpet et stort slag på søen, og herunder fik en biskop sit banesår. Hans grav ses endnu på kirkegården; der er sat tre sten på graven, og på dem er der afbildet en biskop med sin krumstav. i samme slag sank nogle skibe og med dem en del kostbare skatte, som endnu ligger på søens bund.
Engang ville nogle stærke karle, der kendte stedet, forsøge at hæve en kiste med nogle af disse skatte, og de havde allerede fået den helt op til bådens ræling, da en karl, som havde fat i ringen, råbte: “Nu har jeg dig, og nu skal du ikke slippe!” Da sank kisten til bunds igen, og han beholdt kun ringen tilbage i sin hånd. Denne ring blev indsat i kirkedøren, og byen fik sit navn efter den. Men nu er kun halvdelen af ringen tilbage.
J. M. Thiele
Der sidder en ring på den indre kirkedør i Sjørring, og den skal være kommen fra den kiste med en skat i, de søgte at fiske op af Sjørring s¢. De fik den så langt op, at de så den og beholdt ringen. Deraf skal kirken have sit navn.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.
Ved Sjørring i Ty var der også røvere i en bakke. om natten lagde de lænker ud over vejen og tog sådan folk og plyndrede dem. Så var der en kone, som vilde se at robe dem, og hun gav sig ud for et fattigt menneske, fik noget surt mælk i et krus og gik ved nattetid der ud ad. Da hun nu fornemmer, at hun kommer i lænken, så lader hun sig falde og får hendes krus i stykker og spilder mælken. Nu giver hun sig til at role over hendes mælk og læser sådan over den lænke, og hun kunde høre, hvordan røverne skranniede. hende lod de gå, for der var ikke noget at tage, men om andendagen i lysningen mødte der folk på pladsen. Skårene havde røverne nok fået samlet af vejen, men mælken kunde de ikke sådan få væk, og så blev de grebne og arresterede. Sådan kom den kule af vejen.
Meddelt af Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.
I bispegraven på Sjørring kirkegård er begravet en biskop, som menes at have ført pesten ind i landet. Det havde været storm i flere dage, men så blev det godt vejr. To mænd fra Dollerup vilde nu gå ned til stranden for at bjærge, og da træffer de på et ruf, hvori lå en pænt klædt mand. De vilde først have dræbt ham, men så bad han dem om at lade ham leve og føre ham til præsten.
De tager ham så og fører ham til Sjørring kirke og kommer der, ligesom præsten og menigheden var gået ud af kirken. Præsten lyser nu velsignelsen over ham, og straks efter døer manden. Kjødet falder fra benene, og de fleste af dem, der var til stede, blev syge og døde. Men før han døde, havde han forklaret, at han var biskop, kom fra Antverpen og skulde til Børglum stift at være biskop. Men han kom der jo ikke, nu skulde hans grav være i Sjørring. De to mænd, der bar ham dertil, de levede pesten over. En 12, 13 måneder lå der en tåge over egnen, og i den tid rasede pesten. Det var en tro, at den, der kunde få solen at se, den kunde leve, og derfor holdt de dem ude, der kunde, men de fleste var jo ringe, at de kunde ikke.
Meddelt af L.P. Eriksen, Hassing til Evald Tang Kristensen.
Pesten skal være kommen i land her vesten for Sjørring ved et skib, og den udbrød, da folkene kom ud fra kirken, efter at de havde begravet de skibbrudne. præsten væltede først om, lige da han stod og kastede muld på ligene. Det tog dem lige så fast, de nyste tre gange, og så væltede de. Deraf kom den skik at sige: Gud velsigne dig. Folkene, der blev angrebne, blev helt sorte, og græsset blev også sort, deraf kommer navnet den sorte død.
Meddelt af Morten Overgård, Kjelstrup til Evald Tang Kristensen.
På den sorte døds tid strandede et fremmed skib på vestsiden af Ty. Af mandskabet var de fleste døde, men nogle kom dog levende i land, der iblandt en biskop fra England, som trak sig tilbage for strandboerne, der nærmede sig, og i frastand lod dem forstå, at pesten havde raset om bord på deres skib, samt at han selv og de øvrige skibsfolk, der var komne i land, var syge og uundgåelig måtte dø, hvorfor han advarede dem fra at komme nærmere. Kystboerne agtede dog ikke på advarslen, og følgen deraf blev, at de smittede, og at pesten udbredte sig videre og også her i landet anrettede de største ødelæggelser. Sagnet mælder til sidst, at den omkomne biskop blev begraven her på kirkegården, hvor der desforuden findes et andet minde om hin sørgelige tid i en fordybning på kirkegården tæt sydvest for kirken, der endnu kaldes pestkulen, og hvor der ikke findes spor af gl. grave, lige så lidt som den nærværende slægt har grave der.
Meddelt af Madelung, Sjørring til Evald Tang Kristensen.
En præst i Sjørring sad en aften ved hans folk og snakkede om de døde, der kan gå igjen og sådan. Så siger præsten: Ja, om det skulde passere, at de mødte dem, og de var i deres hvide dragt, så skulde de ikke være bange, for at tale med dem, for så var det meningen, at de var faret vel, men var de i deres hverdagsdragt, var det galt, og den uret, som de havde gjort kunde de ikke tale til rette. Han vilde også fortælle dem, hvad de skulde sige til den døde, om de skulde træffe èn. Når de hilste Guds fred, og den døde så svarede: “Om man kan den nyde.” skulde de spørge: “Hvorfor ej?” Så vilde den døde give til kjende, hvorfor han kunde ikke have fred, og når han var faren vel, kunde det gjøres til rette.
Sådan var nu snakken, de havde haft om aftenen, og det hørte stuepigen på. Kort efter døde præsten og blev begravet. Så et par aftener efter kom hans madamme ind ad hans studerekammer, og da stod han ved hans skatol lige så hvid. Hun blev jo forskrækket og sprang ind og sagde til stuepigen: “Ak,” siger hun, “Ham selv står inde i kammeret ved hans skatol.” Så svarer stuepigen: “Hvad klædedragt bærer han?” for hun havde jo hørt talen. “Han bærer sin hvide ligdragt.” – “Så skal du ikke være bange,” og så vilde hun gå ind til ham. Hun gik hen og lukte døren op. “Guds fred?” siger hun, han vendte sig med det samme og siger: “Om man kan nyde?” – “Hvorfor ej?” Der var nogle børnepenge her, som han ikke havde gjort rede på, mens han var levendes, og så snart det skete, kunde han få fred. Han sagde hende rele besked på det hele, og hun svarede, at næste morgen skulde det blive gjort i stand. Så var han også henne med det samme, og siden så de ingen færd til ham.
Meddelt af Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.
På Djernæs havde de en nisse, og på Færgegård havde de også èn. Disse to kunde aldrig forliges, ti de stjal så forvovent fra hinanden, at de en dag blev uklar, og hver tog en bagplov i hånden, og med den sloges de så længe, til hver havde kuns en lille stump i hånden.
Meddelt af Lars Dybdahl til Evald Tang Kristensen.
Djernæs er en stor gård med en mølle ved vest for Tisted, og straks overfor Jannerup ved den nordre ende af Sjørring sø. Der skal være ført nogle sten dertil fra Tvorup kirke, som er brækket ned for sandets skyld, og den har spøgeriet især hængt ved. Det har været slemt inde i stalden. Somme tider farer det midt om natten langs gjennem den hen af grævningen og ser ud som en sort stud med rødgloende øjne. Studene farer op i deres båse og brøler, så det er forfærdeligt, men ellers gjør det ingen fortræd.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.
Bispen som kom med pest. Genfortalt af Gorm Benzon.
Sjørring kirke i Thy ligger et stykke ret vest for Thisted. Den er stor og meget vel bygget, hvilket skyldes, at den i gammel tid var knyttet til kongeborgen Sjørring, hvis voldsted endnu er bevaret og ligger et stykke fra kirken ved en udtørret sø.
Kirken har romansk apsis, kor og skib, der er bygget af granitkvadre og med en meget fint tilhugget sokkel. Våbenhuset er sengotisk, og kirketårnet fra 1929 har erstattet et sengotisk tårn, der forsvandt i 1700-årene.
Blandt andre romanske gravminder finder man på kirkegården en såkaldt bispegrav, dens særprægede udsmykning består af to tresidede prismeformede granitsten lagt ved siden af hinanden. Den ene er glat, medens den anden på den ene side er prydet af en engel og på den anden af en bisp. For enderne af de to sten står der gavlsten – ialt fire, og mellem dem er anbragt en stenplade med rester af en latinsk inskription.
Om denne grav beretter sagnet, at der under en storm strandede et stort skib på vestkysten. Da stormen havde lagt sig, gik et par mænd fra Sjørring ned på stranden for at se, om der måske var noget, man kunne redde sig. De fandt en ilanddrevet luge fra skibet, og til lugen var en fornemt klædt mand fastbundet. Han levede endnu, og de to mente, at det nok var bedst at slå ham ihjel og røve, hvad han eventuelt havde på sig af værdi. Han bad dem imidlertid skåne sig og i stedet føre ham til deres præst.
De to thyboer var åbenbart ikke synderligt forhærdede, for de tog den fremmede med sig og kørte til Sjørring med ham. De nåede netop frem hertil, da hele menigheden var samlet til gudstjeneste i kirken.
Den fremmede blev ført frem til præsten og fortalte denne, at han var biskop, kom fra Antwerpen og at han egentlig skulle have været til Børglum for at overtage det ledigblevne bispesæde der. Under turen var folkene på skibet imidlertid blevet syge, og så mange af dem døde, at de tiloversblevne ikke kunne holde skibet flot, da det blæste op.
Medens bispen fortalte denne historie, nøs han nogle gange, og han var knapt færdig med beretningen, førend han sank sammen og døde. Man skyndte sig at få gravet en grav til ham, men just som præsten var ved at kaste jord på kisten, begyndte han også at nyse, hvorpå han faldt om og var død. Det var pesten, bispen havde bragt til landet, og den hærgede i den følgende tid på det frygtligste. Alle der havde været samlede ved bispens komme blev syge, og de fleste døde. De eneste, der gik helt fri, var de to mænd, der havde fundet ham på stranden og skånet hans liv.
Det siges, at medens pesten hærgede, hang der en tyk, næsten uigennemtrængelig tåge over egnen, da den efter nogle ugers forløb lettede, forsvandt sygdommen samtidig som ved et trylleslag, man da var også størsteparten af befolkningen i Thy uddød.
Der går dog også et helt andet sagn om bispegraven, og det går ud på følgende:
Oprindelig stod den nu udtørrede Sjørring sø i forbindelse med havet, og den var et sted, hvor sørøvere med en vis forkærlighed sejlede ind, fordi den bød på en god naturhavn, hvorfra de kunne iværksætte deres plyndringer. For at værne egnen imod disse viderværdigheder, anlagde kong Nilaus en borg ved søen, og da sørøverne igen stævnede ind i søen – eller vigen som den vel snarere var – gik danskerne løs på dem. Det kom til et vældigt søslag, og en biskop, som deltog i det, faldt og blev begravet på Sjørring kirkegård.
Moderne forskere har dog ikke megen tro til, at der virkelig er tale om en bispegrav, de hælder til den anskuelse, at det snarere er en fremstilling af bispehelgenen Nicolaus af Myra, der i så fald skulle optræde som en værner af graven. I øvrigt er den først så sent som i forrige århundrede kommet til at se ud, som den gør nu, den er nemlig samlet af flere romanske gravminder.