Sjørring – Sundby

Sjørring, Torsted, Jannerup, Hundborg, Snedsted, Sundby, Nørho, Kallerup, Gjersbøl og Stenbjerg

Sjørring

Sjørring sø i Thy stod før i tiden i forbindelse med havet, men nu er denne forbindelse afbrudt ved flyvesandet, der har dannet “Klitterne”. Thy var på den tid ofte hjemsøgt af sørøvere, og det var som et værn imod dem, at kong Nilaus anlagde en borg ved søens sydøstlige ende; den hed Sjørringborg, og endnu står der nogle 60 fod høje volde tilbage af den. Da sørøverne nu faldt ind i landet igen, blev der udkæmpet et stort slag på søen, og herunder fik en biskop sit banesår. Hans grav ses endnu på kirkegården; der er sat tre sten på graven, og på dem er der afbildet en biskop med sin krumstav. i samme slag sank nogle skibe og med dem en del kostbare skatte, som endnu ligger på søens bund.

Engang ville nogle stærke karle, der kendte stedet, forsøge at hæve en kiste med nogle af disse skatte, og de havde allerede fået den helt op til bådens ræling, da en karl, som havde fat i ringen, råbte: “Nu har jeg dig, og nu skal du ikke slippe!” Da sank kisten til bunds igen, og han beholdt kun ringen tilbage i sin hånd. Denne ring blev indsat i kirkedøren, og byen fik sit navn efter den. Men nu er kun halvdelen af ringen tilbage.
J. M. Thiele

Der sidder en ring på den indre kirkedør i Sjørring, og den skal være kommen fra den kiste med en skat i, de søgte at fiske op af Sjørring s¢. De fik den så langt op, at de så den og beholdt ringen. Deraf skal kirken have sit navn.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.

Ved Sjørring i Ty var der også røvere i en bakke. om natten lagde de lænker ud over vejen og tog sådan folk og plyndrede dem. Så var der en kone, som vilde se at robe dem, og hun gav sig ud for et fattigt menneske, fik noget surt mælk i et krus og gik ved nattetid der ud ad. Da hun nu fornemmer, at hun kommer i lænken, så lader hun sig falde og får hendes krus i stykker og spilder mælken. Nu giver hun sig til at role over hendes mælk og læser sådan over den lænke, og hun kunde høre, hvordan røverne skranniede. hende lod de gå, for der var ikke noget at tage, men om andendagen i lysningen mødte der folk på pladsen. Skårene havde røverne nok fået samlet af vejen, men mælken kunde de ikke sådan få væk, og så blev de grebne og arresterede. Sådan kom den kule af vejen.
Meddelt af Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.

I bispegraven på Sjørring kirkegård er begravet en biskop, som menes at have ført pesten ind i landet. Det havde været storm i flere dage, men så blev det godt vejr. To mænd fra Dollerup vilde nu gå ned til stranden for at bjærge, og da træffer de på et ruf, hvori lå en pænt klædt mand. De vilde først have dræbt ham, men så bad han dem om at lade ham leve og føre ham til præsten.

De tager ham så og fører ham til Sjørring kirke og kommer der, ligesom præsten og menigheden var gået ud af kirken. Præsten lyser nu velsignelsen over ham, og straks efter døer manden. Kjødet falder fra benene, og de fleste af dem, der var til stede, blev syge og døde. Men før han døde, havde han forklaret, at han var biskop, kom fra Antverpen og skulde til Børglum stift at være biskop. Men han kom der jo ikke, nu skulde hans grav være i Sjørring. De to mænd, der bar ham dertil, de levede pesten over. En 12, 13 måneder lå der en tåge over egnen, og i den tid rasede pesten. Det var en tro, at den, der kunde få solen at se, den kunde leve, og derfor holdt de dem ude, der kunde, men de fleste var jo ringe, at de kunde ikke.
Meddelt af L.P. Eriksen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

Pesten skal være kommen i land her vesten for Sjørring ved et skib, og den udbrød, da folkene kom ud fra kirken, efter at de havde begravet de skibbrudne. præsten væltede først om, lige da han stod og kastede muld på ligene. Det tog dem lige så fast, de nyste tre gange, og så væltede de. Deraf kom den skik at sige: Gud velsigne dig. Folkene, der blev angrebne, blev helt sorte, og græsset blev også sort, deraf kommer navnet den sorte død.
Meddelt af Morten Overgård, Kjelstrup til Evald Tang Kristensen.

På den sorte døds tid strandede et fremmed skib på vestsiden af Ty. Af mandskabet var de fleste døde, men nogle kom dog levende i land, der iblandt en biskop fra England, som trak sig tilbage for strandboerne, der nærmede sig, og i frastand lod dem forstå, at pesten havde raset om bord på deres skib, samt at han selv og de øvrige skibsfolk, der var komne i land, var syge og uundgåelig måtte dø, hvorfor han advarede dem fra at komme nærmere. Kystboerne agtede dog ikke på advarslen, og følgen deraf blev, at de smittede, og at pesten udbredte sig videre og også her i landet anrettede de største ødelæggelser. Sagnet mælder til sidst, at den omkomne biskop blev begraven her på kirkegården, hvor der desforuden findes et andet minde om hin sørgelige tid i en fordybning på kirkegården tæt sydvest for kirken, der endnu kaldes pestkulen, og hvor der ikke findes spor af gl. grave, lige så lidt som den nærværende slægt har grave der.
Meddelt af Madelung, Sjørring til Evald Tang Kristensen.

En præst i Sjørring sad en aften ved hans folk og snakkede om de døde, der kan gå igjen og sådan. Så siger præsten: Ja, om det skulde passere, at de mødte dem, og de var i deres hvide dragt, så skulde de ikke være bange, for at tale med dem, for så var det meningen, at de var faret vel, men var de i deres hverdagsdragt, var det galt, og den uret, som de havde gjort kunde de ikke tale til rette. Han vilde også fortælle dem, hvad de skulde sige til den døde, om de skulde træffe èn. Når de hilste Guds fred, og den døde så svarede: “Om man kan den nyde.” skulde de spørge: “Hvorfor ej?” Så vilde den døde give til kjende, hvorfor han kunde ikke have fred, og når han var faren vel, kunde det gjøres til rette.

Sådan var nu snakken, de havde haft om aftenen, og det hørte stuepigen på. Kort efter døde præsten og blev begravet. Så et par aftener efter kom hans madamme ind ad hans studerekammer, og da stod han ved hans skatol lige så hvid. Hun blev jo forskrækket og sprang ind og sagde til stuepigen: “Ak,” siger hun, “Ham selv står inde i kammeret ved hans skatol.” Så svarer stuepigen: “Hvad klædedragt bærer han?” for hun havde jo hørt talen. “Han bærer sin hvide ligdragt.” – “Så skal du ikke være bange,” og så vilde hun gå ind til ham. Hun gik hen og lukte døren op. “Guds fred?” siger hun, han vendte sig med det samme og siger: “Om man kan nyde?” – “Hvorfor ej?” Der var nogle børnepenge her, som han ikke havde gjort rede på, mens han var levendes, og så snart det skete, kunde han få fred. Han sagde hende rele besked på det hele, og hun svarede, at næste morgen skulde det blive gjort i stand. Så var han også henne med det samme, og siden så de ingen færd til ham.
Meddelt af Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.

På Djernæs havde de en nisse, og på Færgegård havde de også èn. Disse to kunde aldrig forliges, ti de stjal så forvovent fra hinanden, at de en dag blev uklar, og hver tog en bagplov i hånden, og med den sloges de så længe, til hver havde kuns en lille stump i hånden.
Meddelt af Lars Dybdahl til Evald Tang Kristensen.

Djernæs er en stor gård med en mølle ved vest for Tisted, og straks overfor Jannerup ved den nordre ende af Sjørring sø. Der skal være ført nogle sten dertil fra Tvorup kirke, som er brækket ned for sandets skyld, og den har spøgeriet især hængt ved. Det har været slemt inde i stalden. Somme tider farer det midt om natten langs gjennem den hen af grævningen og ser ud som en sort stud med rødgloende øjne. Studene farer op i deres båse og brøler, så det er forfærdeligt, men ellers gjør det ingen fortræd.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.

Bispen som kom med pest. Genfortalt af Gorm Benzon.
Sjørring kirke i Thy ligger et stykke ret vest for Thisted. Den er stor og meget vel bygget, hvilket skyldes, at den i gammel tid var knyttet til kongeborgen Sjørring, hvis voldsted endnu er bevaret og ligger et stykke fra kirken ved en udtørret sø.

Kirken har romansk apsis, kor og skib, der er bygget af granitkvadre og med en meget fint tilhugget sokkel. Våbenhuset er sengotisk, og kirketårnet fra 1929 har erstattet et sengotisk tårn, der forsvandt i 1700-årene.

Blandt andre romanske gravminder finder man på kirkegården en såkaldt bispegrav, dens særprægede udsmykning består af to tresidede prismeformede granitsten lagt ved siden af hinanden. Den ene er glat, medens den anden på den ene side er prydet af en engel og på den anden af en bisp. For enderne af de to sten står der gavlsten – ialt fire, og mellem dem er anbragt en stenplade med rester af en latinsk inskription.

Om denne grav beretter sagnet, at der under en storm strandede et stort skib på vestkysten. Da stormen havde lagt sig, gik et par mænd fra Sjørring ned på stranden for at se, om der måske var noget, man kunne redde sig. De fandt en ilanddrevet luge fra skibet, og til lugen var en fornemt klædt mand fastbundet. Han levede endnu, og de to mente, at det nok var bedst at slå ham ihjel og røve, hvad han eventuelt havde på sig af værdi. Han bad dem imidlertid skåne sig og i stedet føre ham til deres præst.

De to thyboer var åbenbart ikke synderligt forhærdede, for de tog den fremmede med sig og kørte til Sjørring med ham. De nåede netop frem hertil, da hele menigheden var samlet til gudstjeneste i kirken.

Den fremmede blev ført frem til præsten og fortalte denne, at han var biskop, kom fra Antwerpen og at han egentlig skulle have været til Børglum for at overtage det ledigblevne bispesæde der. Under turen var folkene på skibet imidlertid blevet syge, og så mange af dem døde, at de tiloversblevne ikke kunne holde skibet flot, da det blæste op.

Medens bispen fortalte denne historie, nøs han nogle gange, og han var knapt færdig med beretningen, førend han sank sammen og døde. Man skyndte sig at få gravet en grav til ham, men just som præsten var ved at kaste jord på kisten, begyndte han også at nyse, hvorpå han faldt om og var død. Det var pesten, bispen havde bragt til landet, og den hærgede i den følgende tid på det frygtligste. Alle der havde været samlede ved bispens komme blev syge, og de fleste døde. De eneste, der gik helt fri, var de to mænd, der havde fundet ham på stranden og skånet hans liv.

Det siges, at medens pesten hærgede, hang der en tyk, næsten uigennemtrængelig tåge over egnen, da den efter nogle ugers forløb lettede, forsvandt sygdommen samtidig som ved et trylleslag, man da var også størsteparten af befolkningen i Thy uddød.

Der går dog også et helt andet sagn om bispegraven, og det går ud på følgende:

Oprindelig stod den nu udtørrede Sjørring sø i forbindelse med havet, og den var et sted, hvor sørøvere med en vis forkærlighed sejlede ind, fordi den bød på en god naturhavn, hvorfra de kunne iværksætte deres plyndringer. For at værne egnen imod disse viderværdigheder, anlagde kong Nilaus en borg ved søen, og da sørøverne igen stævnede ind i søen – eller vigen som den vel snarere var – gik danskerne løs på dem. Det kom til et vældigt søslag, og en biskop, som deltog i det, faldt og blev begravet på Sjørring kirkegård.

Moderne forskere har dog ikke megen tro til, at der virkelig er tale om en bispegrav, de hælder til den anskuelse, at det snarere er en fremstilling af bispehelgenen Nicolaus af Myra, der i så fald skulle optræde som en værner af graven. I øvrigt er den først så sent som i forrige århundrede kommet til at se ud, som den gør nu, den er nemlig samlet af flere romanske gravminder.

Torsted

I Torsted i Ty vesten for æ by ligger en stor høj med en kløft i. Der lå en gård lige østen for, og de mænd, der boede der, de blev al tid tåbelige. En gang fik folkene deres barn forbyttet og fik en ussel èn i steden, der vokste ingen ting og snakkede ikke. Når moderen var framme, så kunde hun høre, den mumlede, men hun forstod ikke, hvad det var. Så fik hun et godt råd. Hun lavede en gris til, og satte den på bordet for den og sagde: “Værs’god, sikke den pølse, du skal ha’!” Så gik hun ud i kjøkkenet igjen og hørte nu barnet sige: “Nu har a levet i tredive år, og aldrig har a set sådan en pølse, den har både øjne og øre og næse og mund og frit (det var nemlig en hun¬gris), nej, nu har a aldrig set mage til pølse.” Så kunde hun nok mærke, det var et højmandsbarn.
Meddelt af Johanne Kirstine Nielsdatter, Fabjærg til Evald Tang Kristensen.

I en høj i Torsted, kaldet Torshøj, boede en bjærgmand, der tilranede sig en gårdmandsdatter, som boede ved siden af. Hun var borte i to år, og ingen vidste, hvor hun var. De troede rigtignok ikke bjærgmanden for vel; men de kunde alligevel ikke være sikker derpå, før end det en gang hændelsesvis kom for dagen. Datteren blev frugtsommelig ved bjærgmanden. Da tiden kom, at hun skulde føde, kunde hun ikke blive forløst, før en kristen jordemoder kom til hende. Bjærgmanden satte sig på en hest og red til Dollerup jordemoder. Hun turde ikke nægte ham dette, satte sig derfor bag ved ham på hesten, og kom straks ind i højen uden at vide, hvorledes. Konerne gjenkjendte straks hinanden, men til ingen nytte for konen i bjærget, da hun ikke kunde komme derfra. Der hun nu var bleven forløst, siger hun så stille til jordemoderen: “Så snart han nu kommer hjem med dig, så skal du i en hast lade dig skride bag af hesten, ellers kommer du med tilbage igjen og så kommer du aldrig mere her fra.” Hun gjorde, som pigen havde sagt hende, og i det hun var kommen af hesten, siger bjærgmanden: “Den har ikke slået dig på munden, der lærte dig det,” kastede derpå en stor mængde guld til hende og red bort.
Meddelt af Lars Dybdahl til Evald Tang Kristensen.

En grøn plet vesten for Niels Kristensens gård i Torsted, Ty, må aldrig pløjes. Efter konens fortælling er pletten samlingssted for heksene på vejen til Troms kirke i Norge, og der kan altså ikke være held ved at have med den plet at gjøre. På det samme sted jordes også gårdens døde heste.
Meddelt af Lærer Brams, Gundestrup til Evald Tang Kristensen.

Lange-Terkel boede i Sjørring og ofrede til Tor på Torshøj. Deraf kommer navnet Torsted. Han kom i krig med en anden konge, der ofrede til Balder, men Lange-Terkel vandt. Af Balder kommer Balderum.
Meddelt af Else og Maren Dissing, Skallerup til Evald Tang Kristensen.

Jannerup

Jannerup kirke blev betragtet for et helligt sted, hvor de syge kunde hente lægedom, og hvor de søfarende burde knæle, inden de vovede sig fra kysten. Derfor blev der givet kirken store gaver. Der fortælles, at en mand en gang kjørte derhen med sin stakkels søn, som havde mistet sit syn. Da de var i nærheden, sagde sønnen: “Fader, hvad er det, vi ser der henne?” – “Det er Jannerup kirke, min søn, men hvad! kan du se den? Nå ja, lad os så kjøre hjem igjen.” Dermed kjørte de, men til straf for, at de undlod at yde deres gave til det hellige sted, mistede sønnen igjen sit syn på hjemvejen.
Meddelt af N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

Der har været en hellig kilde vesten for skolen i Jannerup. En mand havde en blind datter. han lovede en stud til kirken, når hun måtte få sit syn. Så trækker han af med studen, og pigen følger med. Lige med et siger hun: “Fader! kan du se engelen på Jannerup kirke?” – “Hvad!” siger han, “kan du se den, min pige?” Ja, hun kunde. “Ja, så vender vi om.” De trak så tilbage, men straks var hun blind igjen, og uagtet hun vaskede sig i kildens vand, og han lovede studen påny var det forgjæves.
Lærer Jensen, Jannerup til Evald Tang Kristensen.

Sjørring slot har ligget ude i søen lige ned for Jannerup. Det kaldes endnu æ Borg. Der boede røvere og gamle vikinger. De havde en gang været ovre på Mors på røveri og havde der røvet en pige, en velhavende mands datter, som var forlovet med en fattig karl. Han vilde have fat på hende igjen, tiggede færgemanden til at færge over Vilsund og fulgte så strømmens løb op til borgen, for den gang var der, efter sagnet, indsejling fra Limfjorden til Sjørring sø. Da han kom nu til borgen, sang han for brovægteren og tårnvægteren så smukt, at han fik lov til at komme ind, for han skulde være så udmærket til at synge. Han opholdt sig der nu en tid og fik kjæresten i tale, og de fik lagt deres plan til at komme ud. Så fik han hendes slægt til at komme at hjælpe sig med at få hende ud af borgen. De kom begge lykkelig ud og fik så hinanden.
Meddelt af Lars Peter Eriksen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

Hundborg

Ved Hundborg degns skal der også være spøgeri. En gang havde de fået en ny pige, der var uvant med et og kom om aftenen løbende ind og spurgte, om hun også skulde malke den sorte ko med et store yver, der stod ude ved stalddøren, for hun vidste jo ikke rigtig, om det var deres. Nej, for Guds skyld, nej, hun måtte ikke røre den, for den passede nok sig selv, for de vidste jo, hvad det var. Da hun nu kom ud, stod koen der alligevel, men var nu bleven så stor, 3, 4 gange så stor som før, og yveret og patterne hængte rent ned på jorden. Som hun nu med forbavselse står og ser på denne her ko, bliver den større og større, øjnene som døre, og kroppen nåede til sidst til skyerne, og yveret og alt det øvrige blev derefter. Men da det var blevet så stort, at hun slet ikke kunde se, hvor stort det var længere, svandt det hele hen som af sig selv.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.

Ved herregården Ulstrup i Hundborg sogn ligger en vejrmølle, hvor for nogle år siden en møllerkarl hængte sig af kjærestesorg, og han går igjen. Gravers i A…. havde været oppe i Hundborg, og da han gik hjem lidt over midnat just ved den tid, da man sagde, at gjengangeren skulde være til færds, fik han en person ved siden af sig, og skjøndt det var klingrende frost var der dog ikke den ringeste lyd ved hans fodskifte, han lige som svævede hen ad jorden. Kaskjet og kort trøje havde han på, og gusten så han ud i ansigtet, så Gravers kunde aldrig være i tvivl om, hvem han havde for sig. Af og til prøvede han på at gå af vejen ud på marken, men spøgelset var al tid rede til at møde for ham, og han gav sig da Gud i vold.

Spøgelset bøjede sig over imod ham, som om der var noget, han vilde. Men Gravers skulde have snakket til ham, så var han bleven forløst, og det var synd, han ikke gjorde det, for et spøgelse kan aldrig selv begynde at tale, når det går på den måde. Nu kan det måske vare 100 år, før nogen kommer igjen til ham på den måde, og så kan det være, han heller ikke bliver tiltalt og må gå til Dommedag. Nu gik det hen ad vejen ud og ind i emmer (zigzag) fra vejgrøft til vejgrøft. Da de kom til Ulstrup mølle gik spøgelset fra vejen og blev borte ved døren ned til kjælderen. Glad var Gravers, og det kan nok være, han brugte ben hjem.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.

Gården Nystrup i Vang sogn: Se under ”Klitmøller, Vandet”.

Snedsted

I Snedsted var der mange dværge; det var så skjønt at se på dem, når de løb med deher snurreler eller små røde luer på hovedet, for når de kom til en agerren, så trimlede de lige over den. Det var ikke så sjældent at se dem, de løb og lånte folks skydsler og rager og andre ting, og når man så vilde bruge det, så var det væk. Men det kom altid igjen, og somme tider lå der en skoldkage ved siden af, de skulde have til tak for lån. Min moder har tit fortalt os om dem, men siden vi kom herned, har vi næsten ikke hørt snak om slige sager.
Meddelt af Hans Kristiansen, Vokslev til Evald Tang Kristensen.

Der er en høj på Elsted byes mark, der kaldes Jennhyw. Min kones bedstefader har set en kone sidde der og spinde på en guldrok. Så svandt hun hen og sank ned i højen. Han sagde til hans søn, at han måtte vide, han fredede den, og den er endnu holdt i hævd af folkene.
Meddelt af Lærer Nørgård, Snedsted til Evald Tang Kristensen.

Gamle Karen Bang i Elsted, Snedsted sogn, siger, at hun mange gange har mødt og været i følge med varsler for ligskarer. Det, siger hun, gjør ingen ting, når man kun går på siden af vejen, men hvis man går midt på den, bliver man stødt, skumplet og tilsølet, så det er rent forskrækkeligt, ja man kan endog blive revet omkuld og brække både arme og ben. Hun havde selv en gang gået midt på vejen, idet en ligskare var kommen hende i møde. Der var tåge, og hun kunde ikke se den, før hun var kommen i klemhærke med den, men den tur var hård ved hende; hun blev sådan tumlet med, at hun ikke forvandt det i mange dage. En anden gang, som hun fra sit hjem vilde gå et ærende i byen, kom der et lys hoppende foran hende på vejen, det forsvandt inde på kirkegården, hvor hun skulde forbi.
Meddelt af Lærer Ditlevsen til Evald Tang Kristensen.

Gamle Karen Bang i Elsted mente, hun havde været i følge med sin egen lille drengs ligskare. Han døde kort efter og blev båren til kirkegården. Hun mener ligeledes, der er forvarsler for, hvor der skal bygges huse. Hun har selv set lys på den plads, hvor huset, hun nu beboer, er bygget, og når hun om aftenen kom gående forbi den plads, huset står på, kunde hun aldrig komme derover, hun syntes al tid, der var så meget skramleri i vejen for hende, hvorfor hun gik uden om.
Meddelt af Lærer Ditlevsen, Elsted til Evald Tang Kristensen.

En mand her i Snedsted i Biersted by kastede i Tåshøj, vel sagtens for at få nogle sten. Dagen efter satte han en åringsplag ud på græs, og da den var løben nogle gange om i tøjret, faldt den og brækkede låret. Samme dag mistede han en ko og havde sådan nogle flere småuheld. Så mente han, at det skulde komme af, at han havde kastet i højen. Han gik da til præsten og fortalte ham det. “Ja, tror du, at der er synd ved det, så lader du være,” svarde han, og nu gik manden hjem og dækkede højen til, samt pålagde sønnen aldrig at røre den. Da vejvæsenets folk gik omkring for at finde sten til broer o.s.v., kom de også her til og begyndte at kaste. Manden gik nu hen og spurgte, hvorfor de kastede i højen. “Det har vi lovlig ret til.” – “Hvad vil I da have for at lade det være?” Så gav han dem penge for at rejse igjen, og siden solgte han højen til staten.
Meddelt af Lærer Nørgård, Snedsted til Evald Tang Kristensen.

Sundby

Der er en bakke nordvest i Sundby ned til fjorden, der kaldes Halds bakke. Så var det en aften, nogle af deres får i Klitgård var bleven henne, og så vilde konen så tidlig op om morgenen og hen og lede om dem. Lige som hun går, kommer hun om ved en gammel kone, der gik med et kar på sit hoved. Hun siger godmorgen. Den svarte ikke. “Hvor er denher kone fra?” Hun var fra Halds bakke og skulde ned ad Rygs bakke og bage ved hendes søster. Det er en gammel kone, der har fortalt det, og hendes moder, det er passeret med, og altså er det hændet for en hundrede år siden.

Bjærgfolkene i den bakke havde også undertiden deres linned ude.
Meddelt af Johan Worm, Sundby til Evald Tang Kristensen.

Nørhå

For mange år tilbage kjørte avlskarlen på Lægindgård i Nørhå i marken med noget sædekorn. Han kjørte om ved en høj, som ligger der på marken, og kom tilfældigvis til at kjøre lidt op på siden af den. Da han gjorde det, hørte han en dundren, som om nogen flyttede bohave fra den ene side af højen, det har rimeligvis været højfolkene, som har flyttet deres sager til side af frygt for, at højen skulde falde ned i den side, hvorpå karlen kjørte.

En dag gik en anden mand og såede sæd i nærheden af samme høj, og hans kone, som var svanger, gik og kjørte harven. Da manden havde sået kornet, tog han fat på tømmen og lod sin kone sætte sig hen til højen at hvile sig lidt. Da han nu kjørte, vendte han sig om, og da så han en lille mand med en rød lue på hovedet stå og tale med hans kone. Idet manden så det, løb han, alt hvad han kunde, derhen, man da han kom nær til dem, greb den lille mand om konens hals og kyssede hende og forsvandt derefter i højen. Konen havde dog hverken set eller mærket noget til højmanden.
Meddelt af Kristoffer Holm, Sønderhå til Evald Tang Kristensen.

Der skal komme store oversvømmelser, og Årup (i Nørhå) møllers vugge skal strande ved Tegård ved gården Lægind i Nørhå. Møllen går under.

Tegård kaldes en hulning eller indsænkning, der fra gården Læginds mark fører ned til den over en mil lange indsø, der støder til. Ejeren af gården har meddelt mig, at han antog, gården havde sit navn af, at skibene i gamle dage lagde ind der, og at Tegård (te æ gård) var det sted, hvor der lagdes ind til gården.
Meddelt af P.U. til Evald Tang Kristensen.

I Nørhå i Hundborg herred var for mange år siden en kilde, som folk langvejs fra drog til for at blive helbredede for en og anden sygdom. Vandet i den skulde nemlig være af en sådan beskaffenhed, at det kunde helbrede for sygdom, og der er i ruinerne af den fundet penge, som de syge har lagt i betaling for helbredelsen.
Meddelt af Kristoffer Holm til Evald Tang Kristensen.

Årup og Hørsted skulde have været èt sogn, og så skulde de til at bygge deres kirke. Den skulde stå på Kirketoft, henne på Kristen Olesens jord, men det var nede om morgenen … Så opdagede de, at et træ, der var bestemt til kirken, lå henne på den plads, hvor kirken nu står, og så byggede de den der. Årup kom så til at høre til Snedsted, da de nu fik for langt til kirken. Meddelt af lærer Yde, Stagstrup til Evald Tang Kristensen.

Kallerup, Gjersbøl

På vejen fra Gjersbøl til Kallerup ret nord for Snedsted er et vadested over Kallerup å, som kaldes Kallerup vadested. Der er ikke andet end vand og dynd at se, men man kjører dog dristig over uden at synke igjennem, hvorimod der er bundløst ved siden af. En sølle hyrdedreng havde læst Fanden til sig og kunde ikke blive af med ham igjen. Han spurgte: “Hvad har min herre at befale?” Så sagde han, at han skulde vende alt høet i Beersted kjær. Det var straks gjort, og han spørger så om, hvad mere han skal gjøre. “Gå nu hen og lav mig en bro over åen der henne, den må hverken være til at høre eller se, og den skal altid holde sig, så man behøver aldrig at bygge anden bro der”

(Nu er der dog en bro). Så foer Fanden løs i bjærgene og sten og grus foer ud i åen. Men mange af de store sten tabtes også på vejen, og de ligger strøet med vejen fra Gjersbøl over Kallerup vadested ad Tisted til. Det er så livagtig, at man næsten kan tænke sig til, hvor han har sat foden for hvert evige skridt han har taget. Drengen var ham endnu ikke kvit, men endelig finder han på at rive èn af og beder Fanden stoppe den ind igjen, hvor den var kommen ud fra. Men det kunde Fanden ikke forrette, han rendte 7 sognemarker over efter den, og kunde dog ikke få så meget som et eneste svøbeslag på den. Så måtte han give sig tabt, og drengen blev fri.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.

En herremand i Todbøl nedbrød en kirke og tog stenene til at bygge en studefold af; men det var ikke muligt at holde studene der en eneste nat.
Meddelt af Fru E. Dybdahl til Evald Tang Kristensen.

I Hunskjær mellem Aarup og Gjersbøl skal ellers også være spøgeri; der skal være set et svin der engang. Det var just om julen, og folkene af Christen Christiansens hus havde været ude i besøg; stærk frost var det, og et fint lag sne var der på jorden. I det lag de nu går over Hunskjær og hjem, så hører de et svin komme gående der vester fra: “Øf, øf, øf!” sagde det, og så kom det nærmere, og de kunne godt se det allesammen, for det var ikke så lille endda. Drengen ville havt det ind til om morgenen, men kvindfolkene blev bange og tog flugten hjem efter, og tilsidst blev han også forskrækket og løb med. Men så kom svinet bagefter helt hen til døren; “Drengen havde ligesom indbudt det ved det, at han vilde havt det ind”, sagde manden. Men døren fik de lukket, og det var i en hast, og en pind blev der sat for, og så gjorde svinet heller ikke videre ud af det, så lod det dem være i ro.

Men drengen kunne alligevel ikke få i sir hoved, andet end det måtte været et virkeligt svin, og han stod tidlig op næste morgen og så sig godt for, om der ikke skulle være spor i sneen, men der var ingenting at se, og han kunne heller aldrig få opspurgt, at der var nogen, der havde savnet sit svin. Sært nok er det, for det var stærk frost, og et svin kunne ikke holde det ud ret længe i sådan en kulde.
Efter Svend Grundtvig.

Stenbjerg

Gravers Nørgård hed en mand, som boede i Stenbjærg ude ved Vesterhavet. Han havde for skik hvert år at sejle til Norge med gryn, da dette gav en god profit. Når han kom hjem fra disse ture, skulde skuden gjerne renses og fejes. Der var så nogle gamle koner, som havde den bestilling, og derfor fik de aldrig anden betaling end de gryn, der var bleven i skuden, som de også var godt nøjet med.

Det var så en gang, de havde renset skuden, som de plejede, at de kom hen til Gravers og sagde tak, som de også plejede. Da sagde den ene: “Når du nu sejler til Norge igjen med gryn, kommer der en sørøver efter dig på hjemrejsen, og han tager alt fra dig.” Gravers var jo kjed af dette her, for han havde stor lyst til at sejle, men han var helt forknyt over, om han skulde have det uheld at miste alt. Han spurgte derfor konen, om hun ikke vidste noget råd. Jo, det vidste hun da, når han vilde give hende sit lommetørklæde. Det gav han hende, og derpå bandt hun tre knuder, hvorefter hun gav ham det igjen og sagde til ham, at når nu sørøveren kom, måtte han løse èn af dem. Men det var mulig, det hjalp ikke, og så måtte han løse den anden knude, og vilde det ikke hjælpe, måtte han løse den tredje, men da vilde stormen blive så stærk, at de gik på land begge to.

Gravers sejlede så, og på hjemvejen kom røveren ganske rigtig. Han løste den første knude, da begyndte det at blæse rask, men sørøveren kom nærmere. Så løste han den anden, men da forgik sørøveren, og Gravers fik ikke brug for den tredje knude, men kom vel hjem med alt godt om bord.
Efter Ane Pedersen, Karby og Jens Kr. Kristensen, Rakkeby til Evald Tang Kristensen.

Op