Ikke langt fra det sted i Thy, hvor Vestervig kloster ligger, gik St. Thøger i land for at udbrede kristendommen der på egnen. På strandbredden byggede han sig en lille hytte og en kirke, og kirken blev senere en af de rigeste i landsdelen. I begyndelsen vandt hans lære dog ingen synderlig udbredelse blandt folk, men engang da han havde lagt sig til at sove på det sted, hvor hans kirke nu er, sprang der en kilde frem under hans hoved, og da indså man, at han var en Guds mand. Ved denne kilde byggede man ham da en kirke, som dog nu er sunket i grus, men kilden besøges endnu af mange syge ved St. Hans.
J. M. Thiele
Om St. Tøgers kilde på den gamle kirkegård i Vestervig fortælles ellers, at det var en lægedomskilde, og vist er det, at mange rejste dertil for at få en drik vand af den; ja, den syge behøvede end ikke selv at komme der, blot han kunde få vandet, så havde det undergjørende kraft nok. Men så var det en gang, en mand fra Vesterby havde et par skabede helmisser, som han red ind til kilden med, for at lade dem drikke, og siden tabte vandet sin kraft. i min barndomstid, i trediverne og fyrrerne, var der endnu vand i kilden, og da blev gitteret omkring den holdt vedlige, men senere fyldtes den med snavs.
Meddelt af L.N. Bertelsen, Østen-Vandet til Evald Tang Kristensen.
St. Hans nat samledes alle heksene på Vestervig kirkegård omkring st. Tøgers kilde i skikkelse af katte med gloende øjne. Så tjente der også et stykke forvoven knægt på Kloster en gang, og han var ikke mere ræd, end han vilde se deher kunster ved kilden. Han gik ned, siden solen var af syne, og fik noget kirkegårdsmuld hjem, og der det var ud ad aftenen, stillede han sig an med det på hans hoved og under hans fødder inden stetten.
Det varede ikke svar længe, inden han blev så mange katte vaer, der dandste om kilden. Der han så havde set på det en bitte krumme, gik han hjem efter en kat af hans, og den kylte han imellem de andre. Den blev snart splittet ad, og der han så det, pillede han hjem og i hans seng, det første han kunde.
Han havde ligget lidt, da blev der sådan et spektakkel ved hans kammerdør, te det var fælt, og det varede ikke længe, før der kom ind af kattene, ihvor meget han stræbte at holde dem ude. Det så galt ud, men han fik ved en gammel rusten sabel, der hængte der, og den slog han løs med og ramte en bitte mis. Med èt blev de henne, men om andendagen var det ene lår i stykker på en kone i nabolaget, og dem, der så det, sagde, at det var hugget næsten rent over.
Meddelt af Joh. N. til Evald Tang Kristensen.
En karl, der tjente på Vestervig kloster, havde hørt tale om, at heksene samledes og dandsede rundt om st. Tøgers kilde hver st. Hans aften, men kun den, som havde kirkegårdsmuld på hovedet, kunde se det. Han dristede sig da til en sådan aften at gå ind på kirkegården og tage kirkegårdsmuld på hovedet, og da det blev hen ved midnatstid, kom ganske rigtig heksene og gav sig til at dandse om kilden. Da han havde set på dem det, han vilde, tog han sin kat, som var fulgt med ham, og kastede den ind imellem dem.
Han gik så hjem og i seng, men som han lige var ved at falde i søvn, hørte han en kat mjave ved kammerdøren, og i den tanke, at det var hans kat, som var kommen og vilde ind, som den plejede, stod han op og lukkede døren op. Aldrig så snart han havde gjort det, så vrimlede det ind i kammeret af katte, der rev og bed om sig, så det var grueligt. I sin nød greb karlen en gammel kårde, der var sat fast med spidsen i loftet; med den huggede ham løs på kattene, indtil han sårede èn af dem. Med skrig og jamren flygtede de alle sammen bort, men næste dag rygtedes det, at en kone i Vesterby havde fået et slemt sår i det ene lår, og hun blev en krøbling alle sine dage.
Meddelt af L.N. Bertelsen, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.
I skjellet mellem stenbroen og møddingen skrås for en stalddør i en gård i Randrup, Vestervig, har stået et trækors, hvorpå der var følgende indskrift:
Det er for ingen overtro,
men til et stadigt minde
st. Tøgers kors i dette bo,
som I nu her kan finde.
Da Tyboernes apostel, st. Tøger, drog omkring og forkyndte Guds ord, kom han også til den nævnte gård i Randrup, og der traf han manden stående i sin stalddør. Som de nu taltes ved, beklagede han sig over sine mange uheld på kreaturerne, men da sagde st. Tøger: “Sæt en Kristi kås, hur æ no stoer, så skal ed nåk blyw bæjer.” Straks udsprang en kilde der på stedet – en hellig kilde, hvor mangfoldige syge i lange tider kom til helbred, og den beholdt sin lægende kraft, indtil manden i den gård der sønden for vanhelligede den ved at vaske nogle skabede helmisser deri. At der blev sat et kors ved siden af kilden, følger af sig selv, og det blev holdt vedlige ind i dette århundrede.
Da meddeleren heraf i 1849 kom til Randrup, var kilden der endnu og flød af en lille brink ud i en dam, men korset var forsvundet. Nu er både kilde ag dam afsivet gjennem bakken ned i Kiddal til fjorden. Korset kunde en gammel kone, Ingeborg Povlsdatter, huske, og hun opgav mig indskriften, den hun som barn, født på nabogården, havde læst mangfoldige gange og derfor kunde uden ad.
Meddelt af Johan Nielsen til Evald Tang Kristensen.
Ved Troldgab norden for Tøgers kilde er en høj, der kaldes Trolleshøj, og den bærer navn efter en svensk anfører Trolle, som der ligger begravet. I de senere år er der gravet en hel del hesteben og en gammel stigbøjle af messing op nede i kjæret i Troldgab, det kaldes nu Hassing Grønne. Man mener, at Svenskerne der har søgt en overgang, og så er blevne siddende i moradset.
Meddelt af Lars Peter Eriksen, Hassing til Evald Tang Kristensen.