I Skyum ligger Storehøj, hvor en dreng fandt en ovnskåde, som var i stykker. Han kunde da forstå, at bjærgfolkene var ved at bage, og gjorde den så i stand, men skrev på den, at han vilde have noget for sin ulejlighed. Da han kom tilbage, lå der en fin-meldmad, og da han nu spiste den, blev han siden så vældig stærk.
I samme høj bor en smed, som har en hest, og hver nat trækker han med hesten til en kjelde for at vande den. Derved er der blevet en sti fra højen og ned til kjelden. På samme ejendom ligger en mindre høj, som kaldes Lillehøj. Sønnen i gården lovede en gang, at når han blev mand der, skulde han snart få højen jævnet ud. Han holdt sit ord, men så blev hans kreaturer syge, og straks efter han selv. Han lod da kjøre lige så meget jord til højen igjen, som han havde taget, og den dag i dag ligger højen usløjfet.
Meddelt af J. Kr. Krabbe, Skyum til Evald Tang Kristensen.
En aften sendte præsten i Skyum sin karl et hastigt ærende ned til Irup. For at gjøre det hurtigt tog karlen den bedste af præstens heste, som de kaldte “Slumplykke”, og red på den. Da han var kommen midtvejs, så han en hel del harer, der var forsamlede og sprang og legede uafladelig. “Mon det også er rigtige harer”, tænkte han, “siden der er så mange forsamlede.” Han sukkede efter dem og klappede i hænderne, men de lod sig slet ikke forjage. Han lagde sig da ned på hesten, lettede hovedstykket af bidslet og så mellem det og hesten, for på den måde kunde alt unaturligt kjendes. Da kunde han kjende en stor del af byens gamle koner; men disse mærkede straks, at han så dem, og begyndte at samle sig rundt om ham, og hvem vèd, hvad de havde gjort ved ham, hvis hesten ikke havde været så god til at løbe, som den var, men så satte den straks i fuld galop, og således slap han lykkelig fra dem.
Næste dag var det søndag, og karlen vilde i kirke. Som han nu stod uden for kirken og talte med andre af menigheden, så han de samme gamle koner, som også vilde i kirke, komme, nogle på krykker, andre ved kjæppe, og for alderdomsskrøbeligheder kunde de næsten ikke gå. Nogle beklagede dem og sagde, at de måtte vist være meget gudfrygtige, siden de ikke kunde blive fra kirken, hvor skrøbelige de end var; men karlen svarede: “I dag er de ikke så lette til bens, som de var i aftes, for havde Slumplykke da ikke været så god til at løbe, som den var, var jeg vist ikke sluppet fra dem.” I det samme kom præsten, og der blev ikke talt mere den gang, men midt under gudstjenesten tog karlen sin hue og gik ud, og fra den dag af så ingen ham mere. Enhver troede, at disse hekse havde skaffet ham væk ved deres djævelskunster, for at han ikke skulde røbe dem.
Meddelt af Lars Dybdal, Hundborg til Evald Tang Kristensen.
Salig hr. Højer i Skyum havde en broder, som ejede Irup i Hørdum. En søndag efter sidstpræken var præsten henne at besøge herremanden, og om aftenen da de kjørte hjem, kom de over et kjær, der har navn efter en lille bæk, som hedder Årbæk. Da de kom der, holdt karlen, vender sig om og siger: “Fåer!” – “Hvad er der min søn?” – “Fåer, æ troer et, vi kan komme længere.” – “Hvi så?” – “Æ heste kan ikke mere trække æ vuen.” – “Let dig op, min søn og tag min bog i vognskrinet.” Det gjorde karlen. “Stig nu af vognen og tag den højre lundstikke af, og når jeg så læser, så tager du hjulet og lægger det bag op i vognen, og springer op og kjører, så skal du se, hestene vil nok trække.” – “Hwans fore skal æ gjøre det?” – “Jo, min søn, for jeg mener, at den Slemme vil age med os bag i vognen.” Så kjørte de.
Da de var komne ind i præstegården og holdt for de brede døre, havde præsten imidlertid glemt den hele historie. Men karlen blev stående inden for i gangen og kløede sig i hovedet. “Nå, hvad vil du min søn?” siger præsten. “Æ vilde spørge fåer, hwans æ skulde gjøre med ham, der står og holder på den ene ovsel af æ wuen.” Så siger præsten: “Bi lidt, min søn, jeg skal komme med min bog. Men hvor skal vi gjøre af ham?” siger præsten. “Æ tænker, fåer, om vi kunde ikke stille ham an nede i æ lade.” Det skete, præsten læste, og karlen kjørte ned i laden, hvorpå præsten lukkede dørene. men om morgenen, da karlen kom op, så lå den ene side af vognen på jorden, og den Slemme var der ikke, han var rejst ud på den nordre gavl under mønningen oppe ved storkereden, hvor der fandtes et hul i taget på en halv alens gjennemsnit, hvilket hul aldrig nogen sinde senere kunde holdes tættet og var der endnu 1866, da fortælleren har set det. Der var tækket om torsdagen, og om fredagen var det der. Da laden senere blev bygget op af ny, var det forbi.
Meddelt af Pastor Bille, Vesterbølle til Evald Tang Kristensen.
På en mands mark i Skyum var der en høj, i hvilken der boede bjærgfolk. Manden var meget gjerrig på jord; han gav sig en dag til at pløje nogle furer ned fra siden af højen; men knap nok havde han pløjet tre furer, før den ene hest styrtede. Som han og hans kone meget bekymrede sad om aftenen og talte med hinanden derom, hører de en stemme uden for vinduet, som siger: “Hvis du vil lægge disse tre furer tilbage igjen, så skal de være dig lige så gode som denne hest.” Næste dag lagde han igjen furerne tilbage og pyntede højen af, og morgenen derefter, da han kom ud i stalden, stod der en hest i den døde hestes sted.
Meddelt af Lars Dybdah til Evald Tang Kristensen.
Nissens smør i grøden var bare hyllet til, for at det kunde bredes. Han fik travlt med at slæbe den døde ko ud og få den begravet, og så få en ny hentet ovre på Mors. Dette skete i Bangsgård i Skyum. Der havde de en søn, som rejste bort en dag, og ingen vidste, hvor han var bleven af. Mange år efter kom han tilbage som præst og blev så præst i Skyum. Men siden han kom hjem, var der ingen, der så færd til nissen.
Meddelt af J.Kr. Krabbe til Evald Tang Kristensen.
I Skyum boede i nærheden af skolen en mand, hvis kone kunde hekse. Hun var bleven vred på sin tjenestepige, der skulde vogte kreaturerne og nok en gang havde jaget for stærkt efter fårene, eller hvad det var. Konen gravede nu noget troldtøj ned et sted, hvor hun vidste, at pigen skulde komme over, men hendes egen datter gik først over stedet og blev straks så dårlig, at hun måtte ligge til sengs og kom heller aldrig op mere, men lå i mangfoldige år og skal have lidt store pinsler. Virkningen på datteren var stærkere, end den vilde have været på den fremmede, heller ikke kunde heksen gjøre det om igjen, hvor gjærne hun end vilde, netop fordi det havde truffet hendes eget kjød og blod.
A.C.P. til Evald Tang Kristensen.
Heksen i Skyum var bleven vred på hendes nabo, degnen. det var nu i den tid, da man brugte parykker, og en skjøn morgen kommer konens lille søn ind til degnen med en smuk paryk, som han skulde forære ham fra sin moder. Men degnen var klogere end som så, hvorfor han siger til drengen: “Sæt den på dit hoved, min søn, og lad os se, hvordan den kan stå dig.” Drengen gjorde det, men da han tager parykken af hovedet igjen, fulgte ikke blot alt hovedhåret med, men hvert hår på hele hans legeme faldt af og voksede ikke ud mere, så han blev i strængeste forstand skaldet, så længe han levede. Han blev for resten en gammel mand og beboede sin fødegård til sin død. Som barn gik jeg i Skyum skole og så da ofte manden. Hovedhåret havde han erstattet ved en paryk, men øjenbryn og skjæg manglede ganske, hvilket gav hans ansigt et eget udtryk. Min moder kan tydelig mindes heksen, hun var altid så sleg og talte så sødt.
Meddelt af A.C.P. til Evald Tang Kristensen.
I en gård i Skyum var der tre søstre, af hvilke de to havde lært at hekse, men den tredje, Kirsten, havde ikke lært det, kunde nok heller ikke lære sådanne kunster, fordi hun var den førstefødte. Beboerne havde i den tid meget vanheld med deres kreaturer, hvoraf flere tit blev pludselig syge, uden at nogen kunde forstå, hvoraf eller hvorledes sygdommen kom, navnlig var det galt, når kvæget om efteråret gik til Dybdal, en stor dal nordøstlig for byen, der den gang var fællesmark og nyttedes til græsning. Nu blev den ene, jeg tror den yngste, af disse søstre tosset og åbenbarede da, at der på flere steder i Dybdal var gravet troldtøj ned for kvæget, der voldte syg¬dommen. Hun betegnede de steder, hvor de lå, og man gravede og fandt også mange sære ting, og nu kunde kreaturet uden fare gå i dalen. Den samme pige plejede tit i vanvid at sige: “Ja, Kjesten kommer nok til Himmerig, mæn mæ å Ann vi æ fåsuer.”
Meddelt af A.C.P. til Evald Tang Kristensen.
Mads Mulli boede i Skyum. En dag kom en mand fra Gjerup ind at besøge ham, og konen var ikke hjemme, hvorfor Mads søgte rundt på hylderne for at finde noget at traktere den fremmede med. Til sidst fandt han en pandekage. Denne spiste den fremmede, og kort efter gik han. Men da han var kommen et stykke ud på vejen, begyndte han at kagle og lægge æg, og inden han kom hjem, havde han gjort 15 æg, der ganske så ud som hønseæg på det nær, at der ingen blomme var i dem. Siden efter kom atter den samme mand til Mads Mulli, og konen beklagede sig da over, at hendes mand havde taget fejl, den pandekage havde hun lavet til sine høns. Om nu pandekagen var bestemt for dem eller for hende selv er ikke godt at vide, men i ethvert tilfælde var sagtens de æg, den frembragte, uden blommer og altså til at narre folk med.
Meddelt af A.C. Povlsen til Evald Tang Kristensen.
Man havde en gang forsømt at give en frugtsommelig kone i Skyum nål og tråd, og hvad der hører til, med i kisten, og så gik hun igjen. Manden dristede sig til at spørge, hvad hun gik efter. Det sagde hun, og så blev det lagt på et bestemt sted, hvor hun siden hentede det.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.