Gravers Nørgård hed en mand, som boede i Stenbjærg ude ved Vesterhavet. Han havde for skik hvert år at sejle til Norge med gryn, da dette gav en god profit. Når han kom hjem fra disse ture, skulde skuden gjerne renses og fejes. Der var så nogle gamle koner, som havde den bestilling, og derfor fik de aldrig anden betaling end de gryn, der var bleven i skuden, som de også var godt nøjet med.
Det var så en gang, de havde renset skuden, som de plejede, at de kom hen til Gravers og sagde tak, som de også plejede. Da sagde den ene: “Når du nu sejler til Norge igjen med gryn, kommer der en sørøver efter dig på hjemrejsen, og han tager alt fra dig.” Gravers var jo kjed af dette her, for han havde stor lyst til at sejle, men han var helt forknyt over, om han skulde have det uheld at miste alt. Han spurgte derfor konen, om hun ikke vidste noget råd. Jo, det vidste hun da, når han vilde give hende sit lommetørklæde. Det gav han hende, og derpå bandt hun tre knuder, hvorefter hun gav ham det igjen og sagde til ham, at når nu sørøveren kom, måtte han løse èn af dem. Men det var mulig, det hjalp ikke, og så måtte han løse den anden knude, og vilde det ikke hjælpe, måtte han løse den tredje, men da vilde stormen blive så stærk, at de gik på land begge to.
Gravers sejlede så, og på hjemvejen kom røveren ganske rigtig. Han løste den første knude, da begyndte det at blæse rask, men sørøveren kom nærmere. Så løste han den anden, men da forgik sørøveren, og Gravers fik ikke brug for den tredje knude, men kom vel hjem med alt godt om bord.
Efter Ane Pedersen, Karby og Jens Kr. Kristensen, Rakkeby til Evald Tang Kristensen.