Nordligst i Tisted plantage har ligget en gård, der hed Bisgård. Engen norden for kaldes endnu Bisgård eng. Der har gået en jomfru nede i plantagen, og hun skulde have født i dølgsmål og smidt barnet i gårdens brønd. Der gik hun så og søgte efter det. Brønden er til endnu, men tildækket.
Meddelt af Lars Peter Eriksen, Hassing.
I nordsiden af Tisted plantage har ligget en gård ved navn Bisgård, der nu er forsvunden. Man har længe efter kunnet finde en brød inde mellem træerne ved en af de mørke gange i plantagen. Der i nærheden var det efter sigende ikke rådeligt at færdes ved aftenstid, ti da færdedes en hvidklædt jomfru der. Hun havde tjent på Bisgård og havde ombragt sit barn, hvorfor hun ikke kunde finde ro i graven. Engen norden for plantagen bærer endnu navn af Bisgård eng.
Meddelt af N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.
Tisted har en gang gået helt ned til Fortoft, men er bleven ødelagt ved en ildebrand. Rådstuen stod i gl. dage på Østergade. man fandt en gang ved at grave der, hvor den havde stået, benrade af mennesker. det spøger også her.
Evald Tang Kristensen.
Tisted skal have sit navn af, at der omkring i amtet ligger ni steder, som alle har sted i enden af navnet, og Tisted skal så være det tiende.
Evald Tang Kristensen.
I Kirkebjærg i Tisted har der været en lindorm, men den blev hugget i stykker, da manden gravede ned i bjærget.
Meddelt af Nik. Christensen til Evald Tang Kristensen.
I Kirkebjærg, Tisted sogn, findes omtrent atten huller, lige så mange, som der er gårde og huse i sognet, og der gjemte folk deres bohave og kostbarheder i krigens tid.
Evald Tang Kristensen.
For mange år siden levede en kone i nærheden af Tisted, hvis barn var bleven forbyttet. Konen var så vred på skiftingen, at hun næsten ikke kunde lide at se den. En nabokone gav hende det råd, at hun skulde lade, som om hun vilde male barnet på håndkværnen. Da konen nu forestillede at ville male den her skifting, begyndte denne, der ellers ikke havde ladet høre fra sig, at vræle, og i det samme kom en bjærgmandskone med konens eget barn og smed det til hende, idet hun sagde:
“Der har du dit, så vil jeg ha’ mit;
du har ikke gjort mod mit,
som jeg har gjort mod dit.”
Meddelt af Lærer Søren Ditlevsen, Elsted til Evald Tang Kristensen.
En Nordmand, der kunde fordrive rotter, kom til Thisted, og der vilde de så have ham til at fordrive dem. Han tog sig det også på mod en vis betaling af hver af beboerne. Men der var èn af dem, som ikke vilde betale. Så kaldte Nordmanden alle rotterne til sig og drev dem ned i Limfjorden. Men den mand, der ikke betalte, han beholdt sine rotter, og de ynglede dygtig, så derfra forplantede de sig videre omkring igjen. Havde den mand nu betalt, så havde hele Thisted været fri for rotter.
Meddelt af Nik L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.
Her nør i Tyland kom en Nordmand og lå om natten. De vidste aldrig, hvor de skulde sætte hans madpose for rotterne, men han sagde: “De skjærer ikke min madpose.” Ja, det vilde de nu ikke love ham fri for, da rotterne var så meget i bande her på lag. De skar den også. Anden dag sagde han til dem, at de skulde ro over på en holm ude i en sø med ham og en toneg (kjærv). Så tog han en fløjte og gav sig til at blæse i den, og da kom rotterne i en forskrækkelig fart efter båden. Han blev ved at blæse, men der var èn, det varte længe, inden den kom. “Krymp du dig ikke”, sagde han, “du krympede dig ikke i nat, da du skar min madpose.” Så kom rotterne der ud på holmen og blev der. Den toneg havde han sat der ude, og den skar de rent op, derefter undergravede de holmen, og den sank så med dem.
Meddelt af Nik Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.
En skrædder her oppe fra Tistedkanten eller fra Tyland gik omkring og vilde kjøbe rav. Så kom han til et sted, hvor han lagde mærke til et fad, der stod ude i gården, og som de havde at give deres ællinger af. Han spurgte, om de vilde sælge det men det sagde de nej til, for et stenfad slog ællingerne i stykker, og det her havde de haft i mange år. Det kunde da vel lade sig betale, sagde han, og så kjøbte han fadet af folkene. Men derved blev han en rig mand, for det var et guldfad, der var bestemt til Rusland, hvor det skulde have været sat i en døbefont og brugt som døbefad.
Meddelt af Kristen Søndermark, Lyngby til Evald Tang Kristensen.
Om Kristen Spåmand i Ty fortælles, at han var en stor slagsbroder, der kunde sætte sig i respekt i kroer og værtshuse, som han jævnlig besøgte, og det må da vel have været efter hans affære med heksene i Hørdum, der jo fik ham forført til et vildt levnet. Gode kræfter havde han til enhver tid, men når det kneb for ham, drak han af en lille flaske med en rød væske, han bestandig havde i lommen, så fik han en styrke, så det var ikke til at tænke på at stå sig for ham, selv om der var en hel flok imod ham, han trak dem over bordet og smed dem på døren, som om det var en flok drenge.
En gang var han i et værtshus i Tisted kommen i klammeri med en anden, og som sædvanlig skulde næverne klare sagen. Kristen Spåmand sad på den ene side af bordet, og hans modstander på den anden. Kristen rækker over bordet for at få fat i sin fjende, men idet han søger at hive ham over til sig, klemmer han sin flaske itu mod kanten af bordet. “Av for Satan!” siger han, “der gik min saligheds flaske i stykker!” Og fra den tid duede han heller ikke stort; ti han fik nok ikke flasken fornyet.
A.C.P. til Evald Tang Kristensen.
I fjordbugten ved Tisted er i svenskekrigen nedsænket en kobberkjedel med en betydelig skat. Som mærke angives nogle døre på en gammel lade, der for flere år siden er nedbrudt, af hvilken årsag skatten næppe nogen sinde findes.
Meddelt af J.L. Griishauge til Evald Tang Kristensen.
Den hjælpsomme bjergkarl. Genfortalt af Laurits Bødker
En mand i det sydlige Thy havde en tjenestedreng til at passe hans kvæg og får, og han skulle stå tidlig op om morgenen og kom sent i seng om aftenen, så han i sommertiden allerhøjest fik fem timers søvn i døgnet. En sommermorgen kaldte husbonden som sædvanlig på ham klokken tre eller halvfire, og han kom så ud i marken med kreaturerne, men kom ikke tilbage, og ingen vidste, hvor han var blevet af. Der var en høj ude i marken, hvor der boede bjergfolk, og mange havde hørt det hamre og banke derinde, så nogle mente, at drengen muligvis kunne være blevet taget derind af dem.
Mange år efter skulle den samme mand en dag køre til Thisted med tiendekorn. Det var gået tilbage for ham, han var blevet så forarmet, at han kun havde et par usle gamle krikker at køre med og en meget skrøbelig vogn, så det gik langsomt med kørslen. Hestene blev trætte, og der var langt til vejs ende. Som han nu lå og skumplede afsted på vejen, og hestene var lige ved at styrte, blev han indhentet af en stor og stærk karl, som ville samme vej. De kom til at tale sammen, for karlen kendte manden. Det var ham, han havde tjent hos som dreng, og da manden nu blev klog på det, blev han nysgerrig efter at vide, hvor han havde været, og hvordan det hele var gået til.
Karlen fortalte da, at han den morgen havde sat sig ude ved højen og var faldet i søvn. Da han vågnede, var han kommet ind i højen og var nødt til at blive der, og han havde også haft det godt nok. Manden ville nu overtale ham til at tage tjeneste hos sig igen, da han netop trængte til en dygtig og stærk karl. Men karlen sagde nej, for han var nu en gang blevet vant til bjergfolkslivet, og da de så havde talt om et og andet, sagde han: – Ja, jeg skal skynde mig at komme afsted. Jeg skal til Klim bjerg og indbyde til barselgilde. Men jeg ser, at dine heste har for meget at trække. Jeg kan tage et par tønder korn med mig og så sætte dem af ved bommen, og jeg skal love dig for, at ingen skal tage det derfra, førend du kommer.
Så tog han en sæk under hver arm og rejste af med det, og snart var han så langt væk, at han ikke var til at se. Manden var ikke helt sikker på, at han skulle få sine sække at se mere, men da han ved aftenstid kom til Thisted bom, stod der en flok mennesker og rykkede og sled i sækkene, men de kunne ikke få dem af stedet. Manden holdt stille og spurgte dem, hvad de tog sig for. De svarede, at de to sække havde stået der i flere timer, og da ingen kendtes ved dem eller vidste, hvis det var, så syntes de, at det var en skam, at de skulle blive stående her natten over. Manden sagde så, at det var hans, og bad en karl om at hjælpe sig dem op på vognen. Efter nogen betænkning var der endelig én, der meldte sig; og så snart manden selv tog fat med, var der ikke noget i vejen for at løfte sækkene.
En aften gik en mand fra Thisted til sit hjem “Brønd”. Han var i en meget beruset tilstand, gik undervejs og bandede og yttrede sig meget misfornøjet over, at han således skulle gå, og ønskede sig en hest, at han kunne ride, som han syntes var meget bedre. Da han nu havde gået en stund i den mørke aften og vedblev at fortsætte sin banden, kom der også pludselig en stor hest til ham, som han straks satte sig op på. Da han nu syntes at sidde rigtig godt, sagde han: “Nu i Guds Navn!” men i det samme forsvandt hesten under ham, og han måtte igen gå på sine ben.
Efter Svend Grundtvig.
Oppe i Tisted ved en kjøbmand havde de et barn, der havde engelsk syge. Det restede et fjerdingår i syv år og kunde hverken gå eller stå. Så kommer der en kone der ind og vil tigge, som det da nok kan træffe. Barnepigen var ude med barnet i butikken, og det sad på disken. Så siger konen: “Det barn er nok ikke rask.” Nej, siger kjøbmanden, det havde aldrig været rask, de havde endda søgt vidt og bredt, og der var ikke noget, der kunde hjælpe. Ja, dersom de vilde beholde hende i otte dage, så vilde hun prøve at kurere barnet, men så længe skulde det vare.
Hun skulde da hjælpe konen med det om aftenen. Det skulde trækkes helt nøgen af, og så skulde det lægges på en pude på gulvet. Konen skulde have noget af hendes eget vand i en kop, og det skulde barnet have et bitte korn af med en theske tre gange, men hver gang skulde hun trine over det og tilbage igjen inavn G.F.s og G.S.s og G.H.s og hver gang føje til: Af den brønd er du kommen, og af den brønd skal du helbredes igjen. Sådan skulde der gjøres søndag, tirsdag og torsdag aften i en uge, tre gange hver aften, og så skulde barnet tages op igjen og trækkes i klæderne. Det skulde jo være efter solens nedgang og tiende naturligvis. De skulde så holde op en otte dages tid og så begynde igjen, og sådan skulde de gjøre det i tre uger. Barnet kom sig og kom til at gå. Det groede godt nok noget, men blev jo altid bitte. Konen blev der og fik hendes ophold og kom aldrig til at tigge mere.
Meddelt af Johanne Marie Kristensdatter, Ugilt til Evald Tang Kristensen.