Det forstenede brudetog.Ved Højstrup på Hannæs står der en hel del oprejste sten. Derom vil nogle vide, at det er en stensætning fra oldtiden, hvorimod andre hævder, at det drejer sig om et brudetog. En eller anden havde noget imod, at et ungt par giftede sig, og vedkommende gik til en troldkvinde, som mod en god betaling lovede at klare paragrafferne, så der intet bryllup blev. Da derfor brudetoget var på vej til Vesløs kirke, koglede hun over det, så både brud, gom og alle de øvrige sprang i sten.
Genfortalt af Gorm Benzon.
Sydøst for Tømmerby ligger en ypperlig stor gård, kaldes Terpager, som tilforne haver været en herregård og nu besiddes af bønder.
På samme Terpager mark findes tvende høje. Den første ligger nordøst fra gården, kaldes Deggerhøj, udi hvilken siges en gammel broder ved navn Anker Gammelhest med sin hustru ved navn Rold at være begraven, og fortælles, at nogle skulde en gang taget sig fore at randsage udi samme høj efter bytte, og imidlertid syntes dennem en lam gad og tvende haner at drage en hølæs og der en siger: “Se, se, der kommer en lam ged og tvende kokke for en hølæs”, bliver bytten dem forvildet.
Meddelt af Bramming. Jens Pedersen Vorgod. Præsteindberetn. til O. Worm til Evald Tang Kristensen.
I en gård nede i Frøstrup, Tømmerby sogn, har de et gammelt skab, der er muret ind i væggen. Man kan endnu se mærker i skabet af, at låsen er bleven brudt op, og der siges, at det har Svenskerne gjort for at finde penge og kostbarheder. Skabet er blevet muret ind i det våningshus, der er blevet bygget siden den tid.
Meddelt af lærer Bliksted, Hillerslev til Evald Tang Kristensen.
Syd for Tømmerby ligger Sallingshøj, hvor en general eller stor ridder ved navn Salling skal ligge begravet. i en anden lille høj, der nu er sløjfet, men lå lige nordvest for, ligger hans hest begravet med sine fire guldsko. Han selv ligger med 17 pund guld på sig.
Meddelt af P.A. Møller, Tømmerby til Evald Tang Kristensen.
En gammel mand i Tømmerby har fortalt følgende: Et sted i Ty var der en mand, som var noget klog. En dag kom en kone hen til ham og sagde, at hendes køer blev malkede ved nattetid. Så lovede han at komme hen til hande en dag, og så skulde han nok hjælpe hende og give hende et sikkert kjendetegn på, hvem der var gjerningsmanden. En dags tid efter kom en nabokone ind og bad hende være sig behjælpelig med at trække en stoppenål ud af hendes ene hånd. Den var kommen ind ved den ene side og ud ved den anden. Det var jo et sikkert kjendemærke, og konen siger så til hende: “Nå, det er dig, bitte mo’r, der går og malker vore køer.” På den måde var hun opdaget og lod den bedrift fare siden.
Meddelt af Martinus Povlsen, Testrup højsk. til Evald Tang Kristensen.
Det er ikke længe siden, at der i Lild og Tømmerby sogne var røvere, som havde deres opholdssted i en lang lyngbakke, der strækker sig langs hovedlandevejen gjennem begge sogne og kaldes Langvad bjærge. De havde lænker over vejen og narrede derved ofte de rejsende, men det kunde også ske, at en eller anden snild bondemand spillede dem et puds.
En mand i Lild havde tit haft sammenstød med dem, men var dog altid sluppen helskindet. En gang fortalte han om et af disse sammentræf således: Jeg kom en aften kjørende med et læs ål ad den berygtede vej, da der pludselig viste sig en fyr med et sort ansigt og en lang kniv i hånden, og han forlangte, at jeg skulde aflevere en del af mine ål. Jeg så jo nok, at jeg ikke kunde gjøre modstand med de bare hænder, men jeg tabte ikke modet, og idet jeg bad røveren om lov til at gå om til siden af vognen og binde hestene, som for resten ikke var så kraftige, at de behøvedes at bindes for at stå stille, gik jeg om til siden, hvor jeg vidste, at en af vognkjæppene sad løs. Jeg fik den snart i hånden, trådte hurtig frem og gav røveren et vældigt slag over den ene arm med de ord: “Dæær håer do den føøst oel.” Han blev helt forskrækket og fik endnu et par af samme slags, inden han fik tid til at samle sine tanker. Jeg spurgte ham: “Wel do ha flier, så ka do fo dem.” Men da han nu ikke syntes videre godt om den slags ål, smurte han haser det bedste han kunde, og jeg skyndte mig at komme hjem, for ikke at få flere bejlere til mine ål.
I siden af lyngbakken er endnu en stor grøn plet med nogle store huller lig gamle rævegrave, og pletten kaldes Røverstuen.
Meddelt af P. Bliksted til Evald Tang Kristensen.