Der var spøgelse i Meldmølle i Tømmerby, og det blev sådan, at ingen kunde være der. Det kunde tage borde og sengen og alle mulige ting og smide for dørene, og så snart de vilde sætte noget på bordet, krus eller andre ting, tog spøgeriet det og væltede bordet omkring. Når de skar hakkelse, kunde det tage kisten og smide op mod hanebåndet og gjorde sådan mange gange.
Folkene i møllen turde til sidst ikke være der, og der blev nogen bojet til at skulde sidde der om natten. Der var også tre karle, som bandte på, at de skulde nok holde det ud. De satte sig ved bordet, og de to tog hver i sin ende af det, men spøgeriet tog og vred bordet omkring, så de beholdt kun stumperne. Så tog møllerkonen en stor dreng ved hånden og gik over til hr. Weise, der var præst i Ust, og han spurgte hende: “Det skader vel ikke eders legeme?” Nej, sagde hun det havde det ikke fået magt til. Ja, så drev han det hele væk, så de kunde gå hjem og rolig være der for eftertiden. Da han kom tilbage fra den tur, var han gjennemvåd af sved. Min moder var så gammel, at hun kunde huske det.
Meddelt af Ane Bolette Justdatter til Evald Tang Kristensen.
I en mølle, kaldet Mellem-mølle, begyndte det på èn gang hen ad vinteren at pusle og knage i alle husene, og denne uro steg omsider til den grad, at en vagt af sognets mest behjærtede mandskab ordentligvis tilsagdes til at møde, indtil også disse blev betagne af forfærdelse, og til sidst stod møllen tom for mennesker.
I denne tid havde onde magter en forbavsende kraft over alt, hvad der var i huset. Sækkene blev af en usynlig hånd kastede imellem hverandre og ud af døren. Et stort bord, som flere stærke karle holdt på, blev med alt, hvad der var derpå, kastet langt bort. Alt løst blev kastet hulter til bulter og dandsede omkring. Det var et spektakkel og en rumsteren uden mage, uden at nogen synlig kraft kunde opdages. Forfærdelse udbredte sig rundt omkring. Der blev nu søgt råd hos alle klogere folk, men ingen havde lyst til at indlade sig med Ham selv. Stedets præst mødte i fuldt ornat, men da han fik en overhaling af nogle tønder mel og blev klemt mellem de omvæltede sække, så gjorde han ingen flere forsøg.
Da henvendte ejeren sig til præsten i Vust, dr. phil. Weise, der stod i ry for at kjende mere end sit Fadervor, og han viste også, at han forstod at opdage de skjulte fjedre, der drev værket; ti efter han et par gange havde besøgt stedet, hørte spektaklet op og har siden aldrig vist sig.
Meddelt af Lars Dybdal til Evald Tang Kristensen.
Det er sandsynligt, at det var Djævelen, der rasede i Mellem-mølle i Tømmerby. En usynlig kraft rasede og tumlede således over alt i huset, at menneskene rent måtte rømme der fra. Før denne tummel begyndte, fandt møllerkonen en dukke på loftet, som hun tog ned, og med den kunde hun gjøre store kunster. Når deres køer skulde have vand, så kunde vandtruget selv komme hjem fra åen fuldt af vand, og når køerne havde drukket, så gik det selv tilbage igjen, men til sidst blev truget hjemme, og så begyndte først tummelen. De kunde bære deres mad ind og sætte på bordet, og før de vidste af nogen ting, kunde det stå langt henne på gulvet. En fremmed kone kom ind en gang og bad om noget at drikke; da kom ølkanden af sig selv hen til konen. Manden vilde en dag til at skjære hakkelse, så tog han sine vanter eller handsker og lagde dem ved siden af sig på en bjælke og betegnede dem med Kristi kors, men han havde knap vendt sig om, før de lå oppe i hjalden i et hanebånd. En dag han gik og kjørte møg ud af stalden på en trillebør, kom hans nabokone og spurgte om det ikke var blevet bedre. “Nej såmænd er det ikke”, svarede manden meget bedrøvet, og i det samme løb hjulet af børen og bag efter konen langt hen ad vejen. Al ting i huset var, som om det havde liv og kunde af sig selv bevæge sig og gjøre, hvad det lystede.
Meddelt af Lars Dybdal til Evald Tang Kristensen.
Tømmerby mølle blev for omtrent 100 år siden berygtet for spøgeri. Der begyndte på èn gang at blive spektakkel om natten ikke alene i møllen, men også i møllehuset, og det rumsterede alle vegne både i kjælder og på loft, og flere gange, når folkene sad ved bordet, kom ølkovsen spaserende hen ad bordet fra den ene ende til den anden. Også hørtes undertiden underlige lyde, uden at det kunde afgjøres, om det var mennesketale eller ej. Tunge møbler og dragkister blev flyttede omkring på en ubegribelig måde. Mølleren kunde ingen møllerkarl få, og tjenestefolkene forlod huset, den ene efter den anden. Til sidst blev det ham for broget, og han var da nødt til at sende bud efter stedets præst. Han kom ved nattetid, iført ornat, og gik alene op i møllen. Omtrent et kvarter efter kom han igjen, fuldstændig hvid af alt det mel, han havde fået dænget over sig, vilde ikke sige et ord, var helt bleg og tog straks hjem. Han kom altså galt fra det og fik intet udrettet. Så var der en præst i et af nabosognene, som var doktor og meget anset for sin lærdom, han hed vistnok Buch. Ham betroede mølleren sig nu til, og han lovede at gjøre et forsøg. En dag kom han da og gik og undersøgte møllen og hele ejendommen, og derefter kom han og sagde, at nu var det hele forbi, nu skulde alting holde op, men mere vilde han ikke sige. Det slog også til, at spøgeriet holdt op, og så kom møllen igjen i godt ord.
Vel en 15 år efter boede i Tisted en mand, der havde hørt den historie, og den havde gjort et svært indtryk på ham. Imidlertid var den kloge præst bleven forflyttet til en egn syd for Limfjorden, og da Tistedmanden netop en gang kom til sognet, gjorde han bekjendtskab med ham og var fast bestemt på at vilde have gåden opklaret. En dag greb han så lejligheden og siger til præsten: “Vil De fortælle mig, hvordan det hængte sammen med spøgeriet i Tømmerby mølle?” Præsten blev ubehagelig berørt og vilde ikke nærmere ind på sagen, men da manden blev ved at trænge på, sagde han til sidst: “Jeg vil ikke forklare Dem sagen, da jeg har lovet at tie, kun så meget vil jeg sige, at det var et så sort og djævelsk anslag, at man næsten ikke kan forstå, hvordan det kunde opkomme i et menneskes hjærne.
Meddelt af adjunkt Dybdal, Ribe til Evald Tang Kristensen.
Fra Mellem-mølle i Tømmerby sogn på Hannæs blev en karl i begyndelsen af dette århundrede indkaldt til kongens tjeneste i Kjøbenhavn, og medens han var borte, holdt man skifte i hans hjem, hvorved man nok forurettede ham en del. Da han havde fået dette at vide, gik han en dag mismodig på hovedstadens gader. Da kom en fremmed mand hen til ham og spurgte, hvad han gik og sørgede over. Karlen vilde ikke sige det, men nu fortalte den fremmede ham det selv og føjede til, at han nok skulde hjælpe ham til at hævn. Karlen sagde da, at det ikke måtte være noget, som kunde skade hans slægtninge, og det lovede den fremmede også, samt bad ham om den næste dag at gå hen i den og den gade, der og der og kjøbe et tørklæde, som han så skulde sende hjem.
Næste dag gik karlen også der hen, og uden at han bad om det, leverede man ham straks et spraglet tørklæde, som han så sendte hjem til Mellem-mølle. Så snart det var kommet der, begyndte det at spøge så forfærdelig i møllen, at folkene aldrig havde ro, hverken nat eller dag. Det smed sækkene hulter til bulter mellem hverandre og karlen stod en dag og skar hakkelse, da hakkelseskisten pludselig fløj op og hang over hanebjælken. Fire stærke mænd sad ved et bord, og da dette også begyndte at dandse, bandte de på, at de nok skulde holde det, og hver greb fat i et hjørne af det, men alle fire hjørner brødes af, og bordet dandsede lystig videre.
En kone havde hørt tale om spøgeriet og vilde hen at se det, men medens hun var der, var alt roligt. Da hun så gik tilbage, lå der i vejgrøften en skovl, som sprang op og gav hende èn på øret. Omsider blev det folkene for meget, og da deres egen præst, pastor Friis i Kjærup, ikke kunde magte spøgeriet, gik konen ned til nabopræsten, dr. Weise i Vust. Han tog en bog og gik med den ud i sin lade; da han kom igjen, sagde han til konen, at nu kunde hun gå hjem, og siden mærkede man intet til det mærkelige spøgeri.
Meddelt af C. Kvolsgård til Evald Tang Kristensen.
Da Svenskerne kom til Tømmerby i han herred, flyede alle folk fra byen ud i et kjær vesten ude fra byen, der kaldtes Tømmerby kjær. men i Meld-Mølle, der både er vejr- og vandmølle var en karl, som var så modig, og han sagde, at han vilde blive der, han var ikke bange for Svenskerne. da han mærkede, at de nærmede sig gården, blev han lige godt ræd og skjulte sig. Så kom de ind og ledte omkring for at finde mennesker, og omsider fandt de karlen. To dragoner tog ham så og bandt ham med benene til halerne af deres haste, èt ben til hver hale, og så slæbte de ham med et langt stykke vej så længe, til han var halvt af med livet. Til sidst red de ud til hver sin side, så han blev flækket helt igjennem.
Meddelt af Lærer Bliksted, Hillerslev til Evald Tang Kristensen.