Thisted

Limfjorden, Thisted kirke, Langdyssen, Thisted, Fårtoft, Hønberg Bakke og Sennels.

Limfjorden

På det tidspunkt, da Kristus blev født, levede der i Jylland en troldkvinde, som blev meget fortørnet, da hun fik dette at høre. hun sagde da, at nu ville hun føde én, der skulle blive endnu større, men da hun fødte, bragte hun et svin til verden. Dette svin voksede hurtigt og blev så stort, at dets børster ragede op over skoven, og det rodede så dybt i jorden, at vandet til sidst strømmede fra havet ind i hulen, som svinet havde gravet, og derved opstod den fjord, der kaldes Limfjorden.
J. M. Thiele

 En ung frue gjorde sig engang til af, at hun ville føde en søn, der var større end Kristus. Men da hun første gang lå i barselseng fødte hun et underligt væsen af skikkelse som en gris, som dog siden voksede sig så stor, at når grisen færdedes i skov eller krat, så man dens børster rage op over træernes toppe. Denne gris, der blev kaldt Limgrim, rodede så meget i jorden, at havet løb ind i landet, og denne fjord blev derfor kaldt Limgrimsfjord, hvilket senere blev til Limfjorden.
J. M. Thiele

Der var en frøken eller sådan en fin tingest, hun ønskede, at hun skulde få et barn, der skulde overgå verdens skaber. Det fik hun også, og det var ligesom en stor orne, der voksede og blev så stor, at børsterne ragede over trætoppene. Der var også skov helt nord på den gang og så blev den ved at gå og rode oppe i den strækning og lavede en hel del huller, og det blev så til Limfjorden.
Meddelt af J.B. og M.H. Lille-Tåning til Evald Tang Kristensen.

Thisted kirke

Den nordre gang i Tisted kirke kaldes Brændevinsgangen og skal have fået dette navn deraf, at bønderne i denne gang stod og drak brændevin og spiste deres brød under prækenen.
Evald Tang Kristensen.

Fra Tisted kirketårn skal der gå en løngang til det sted i Dragsbæk hvor kapellet stod, nemlig en ottendedel mil i vestlig retning og østen for markedspladsen. Gangen skal så have sin udgang i siden af den bakke, hvorved kapellet stod. Markedet, som holdes der èn gang om året, kaldes Kappelsten marked efter nogle ruiner af kapellet, som nu er forsvundet.
Evald Tang Kristensen.

Bispens sten. Genfortalt af Gorm Benzon.
Ved koret i Thisted kirke findes en gammel gravsten, som kaldes Bispens sten (sidder nu i tårnet). Den brugtes forhen af skolebørn, der stak knappenåle ned ved siderne af den.

Sådanne ofre var nødvendige, hvis man f.eks. var kommet på kant med en lærer i skolen, for så sørgede bispen for at formilde hans sind, så man undgik straf. Havde man glemt at læse på lektierne, var det også nyttigt at skænke salig bispen et par knappenåle, for så blev man ikke hørt.

Endelig ville nogle nåle stukket ned, inden man gik til eksamen, modvirke, at man fik opgaver, som man ikke kunne klare. – Måske bruges metoden endnu i al stilhed.

Den nordre omgang i Thisted kirke kaldes iøvrigt brændevinsgangen, dér stod bønderne nemlig under gudstjenesten og spiste mellemmadder og drak brændevin, for præsten kunne ikke se dem fra prædikestolen.

Langdyssen

Tæt nordvest for Tilsted ligger en stor kjæmpegrav Langedås. På vestre ende er der en fordybning, og for en snes år siden var det endnu skik, at byens indvånere ofrede her hvert år på anden pinsedag, enhver efter sin evne, somme penge og andre en knappenål. Jeg vèd intet om oprindelsen til denne skik, og ikke heller, om den er i brug endnu.
Meddelt af Nik. Christensen til Evald Tang Kristensen.

Vest for Tisted ligger en langstrakt høj, kaldet Lang-Dås. Der skal den bekjendte stærke Niels Kristian Iversen Kåstrup have fået sin ualmindelige styrke. Som dreng lå han en middagsstund ved højen og faldt i søvn. Da han vågnede, blev han bange, han skulde få skjænd, når han kom hjem, fordi han ikke var kommen i rette tid, og han gav sig derfor til at græde. Men så kom højmanden ud med en skefuld grød og sagde: ” Du må ikke græde! spis denne grød.” Drengen spiste, og da grøden smagte godt, bad han om endnu en skefuld; men højmanden sagde: “Du kan ikke tåle mer, så bliver du for stærk. Gå nu hjem og sig, du har fået af højmandens grød, så lader de nok være at skjænde på dig.”

Fra den dag af voksede drengens kræfter, så at han snart blev vidt bekjendt for sin store styrke. Der fortælles om ham, at da han en dag gik og pløjede, kom en fremmed til ham og spurgte, hvor den stærke mand boede. “han boer i den gård, du kan se der,” svarede han og tog i det samme ploven med den højre hånd og pegede med udstrakt arm mod den nærliggende gård.
Meddelt til Evald Tang Kristensen.

Der er kraft i troldegrød. Genfortalt af Gorm Benzon.
Langdaas er navnet på høj vestligst i Thisted, og i den bor der en bjergmand, som skal være et elskværdigt gemyt. En dag lå der en lille vogterdreng, som hed Niels Kristian Iversen, og hvilede sig på højen. Han var sat til at vogte en flok køer, og han skulle være tilbage med dem ved gården ved middagstid. Det gik imidlertid hverken værre eller bedre, end at Niels Kristian faldt i søvn, og det var et godt stykke ud på eftermiddagen, da han omsider vågnede.

Han blev meget bange og begyndte at græde, for han kunne nok tænke sig, at der ikke var noget godt i vente, når han kom hjem med flere timers forsinkelse.

Pludselig begyndte det at bævre så sært i højen, den ene side revnede, og ud trådte bjergmanden, han balancerede med en stor hornske, hvorpå der lå en rygende varm grødklat. Han rakte drengen skeen med de ord, at hvis han spiste grøden og fortalte hjemme, at han havde fået bjergmandsgrød, så var der næppe nogen, der havde lyst til at gøre ham noget. Drengen fulgte opfordringen, og grøden smagte ham så godt, at han bad om at få nok en skefuld, men det gik ikke, sagde bjergmanden, for så ville han få så megen kraft, at han kom i vanskeligheder dermed. Så gik bjergmanden atter ind i højen, som lukkede sig efter ham, og drengen fik samling på køerne og gik hjem.

Det gik ganske som bjergmanden havde sagt, og fra den dag tog knægtens kræfter voldsomt til. Da han blev karl kunne ingen tumle ham, men eftersom han var en godmodig fyr, gjorde det nu ikke så meget. Som voksen nedsatte han sig i Kaastrup, hvortil folk snart valfartede for at se fænomenet. En dag var en københavner kommet til egnen, og han ville også nok se den stærke mand i Kaastrup. På marken uden for byen fik han øje på en bonde, som stod og ordnede noget ved en af de gode gammeldags træplove. Han gik hen til ham og spurgte, om ikke han kunne udpege stedet, hvor den stærke bonde boede.

Joh, det kunne han da nok, og med den ene hånd tog han ploven, løftede den op og pegede ned mod en gård i byen. – “Manden bor såmænd dér, og i øvrigt er han mig,” sagde han.

Langdaas ligger der endnu, og det er da muligt, at en og anden, der trænger til lidt ekstra styrke her i livet, kan få bjergmanden i tale.

Thisted

Nordligst i Tisted plantage har ligget en gård, der hed Bisgård. Engen norden for kaldes endnu Bisgård eng. Der har gået en jomfru nede i plantagen, og hun skulde have født i dølgsmål og smidt barnet i gårdens brønd. Der gik hun så og søgte efter det. Brønden er til endnu, men tildækket.
Meddelt af Lars Peter Eriksen, Hassing.

I nordsiden af Tisted plantage har ligget en gård ved navn Bisgård, der nu er forsvunden. Man har længe efter kunnet finde en brød inde mellem træerne ved en af de mørke gange i plantagen. Der i nærheden var det efter sigende ikke rådeligt at færdes ved aftenstid, ti da færdedes en hvidklædt jomfru der. Hun havde tjent på Bisgård og havde ombragt sit barn, hvorfor hun ikke kunde finde ro i graven. Engen norden for plantagen bærer endnu navn af Bisgård eng.
Meddelt af N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

Tisted har en gang gået helt ned til Fortoft, men er bleven ødelagt ved en ildebrand. Rådstuen stod i gl. dage på Østergade. man fandt en gang ved at grave der, hvor den havde stået, benrade af mennesker. det spøger også her.
Evald Tang Kristensen.

Tisted skal have sit navn af, at der omkring i amtet ligger ni steder, som alle har sted i enden af navnet, og Tisted skal så være det tiende.
Evald Tang Kristensen.

I Kirkebjærg i Tisted har der været en lindorm, men den blev hugget i stykker, da manden gravede ned i bjærget.
Meddelt af Nik. Christensen til Evald Tang Kristensen.

I Kirkebjærg, Tisted sogn, findes omtrent atten huller, lige så mange, som der er gårde og huse i sognet, og der gjemte folk deres bohave og kostbarheder i krigens tid.
Evald Tang Kristensen.

For mange år siden levede en kone i nærheden af Tisted, hvis barn var bleven forbyttet. Konen var så vred på skiftingen, at hun næsten ikke kunde lide at se den. En nabokone gav hende det råd, at hun skulde lade, som om hun vilde male barnet på håndkværnen. Da konen nu forestillede at ville male den her skifting, begyndte denne, der ellers ikke havde ladet høre fra sig, at vræle, og i det samme kom en bjærgmandskone med konens eget barn og smed det til hende, idet hun sagde:

“Der har du dit, så vil jeg ha’ mit;
du har ikke gjort mod mit,
som jeg har gjort mod dit.”
Meddelt af Lærer Søren Ditlevsen, Elsted til Evald Tang Kristensen.

En Nordmand, der kunde fordrive rotter, kom til Thisted, og der vilde de så have ham til at fordrive dem. Han tog sig det også på mod en vis betaling af hver af beboerne. Men der var èn af dem, som ikke vilde betale. Så kaldte Nordmanden alle rotterne til sig og drev dem ned i Limfjorden. Men den mand, der ikke betalte, han beholdt sine rotter, og de ynglede dygtig, så derfra forplantede de sig videre omkring igjen. Havde den mand nu betalt, så havde hele Thisted været fri for rotter.
Meddelt af Nik L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.

Her nør i Tyland kom en Nordmand og lå om natten. De vidste aldrig, hvor de skulde sætte hans madpose for rotterne, men han sagde: “De skjærer ikke min madpose.” Ja, det vilde de nu ikke love ham fri for, da rotterne var så meget i bande her på lag. De skar den også. Anden dag sagde han til dem, at de skulde ro over på en holm ude i en sø med ham og en toneg (kjærv). Så tog han en fløjte og gav sig til at blæse i den, og da kom rotterne i en forskrækkelig fart efter båden. Han blev ved at blæse, men der var èn, det varte længe, inden den kom. “Krymp du dig ikke”, sagde han, “du krympede dig ikke i nat, da du skar min madpose.” Så kom rotterne der ud på holmen og blev der. Den toneg havde han sat der ude, og den skar de rent op, derefter undergravede de holmen, og den sank så med dem.
Meddelt af Nik Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.

En skrædder her oppe fra Tistedkanten eller fra Tyland gik omkring og vilde kjøbe rav. Så kom han til et sted, hvor han lagde mærke til et fad, der stod ude i gården, og som de havde at give deres ællinger af. Han spurgte, om de vilde sælge det men det sagde de nej til, for et stenfad slog ællingerne i stykker, og det her havde de haft i mange år. Det kunde da vel lade sig betale, sagde han, og så kjøbte han fadet af folkene. Men derved blev han en rig mand, for det var et guldfad, der var bestemt til Rusland, hvor det skulde have været sat i en døbefont og brugt som døbefad.
Meddelt af Kristen Søndermark, Lyngby til Evald Tang Kristensen.

Om Kristen Spåmand i Ty fortælles, at han var en stor slagsbroder, der kunde sætte sig i respekt i kroer og værtshuse, som han jævnlig besøgte, og det må da vel have været efter hans affære med heksene i Hørdum, der jo fik ham forført til et vildt levnet. Gode kræfter havde han til enhver tid, men når det kneb for ham, drak han af en lille flaske med en rød væske, han bestandig havde i lommen, så fik han en styrke, så det var ikke til at tænke på at stå sig for ham, selv om der var en hel flok imod ham, han trak dem over bordet og smed dem på døren, som om det var en flok drenge.

En gang var han i et værtshus i Tisted kommen i klammeri med en anden, og som sædvanlig skulde næverne klare sagen. Kristen Spåmand sad på den ene side af bordet, og hans modstander på den anden. Kristen rækker over bordet for at få fat i sin fjende, men idet han søger at hive ham over til sig, klemmer han sin flaske itu mod kanten af bordet. “Av for Satan!” siger han, “der gik min saligheds flaske i stykker!” Og fra den tid duede han heller ikke stort; ti han fik nok ikke flasken fornyet.
A.C.P. til Evald Tang Kristensen.

I fjordbugten ved Tisted er i svenskekrigen nedsænket en kobberkjedel med en betydelig skat. Som mærke angives nogle døre på en gammel lade, der for flere år siden er nedbrudt, af hvilken årsag skatten næppe nogen sinde findes.
Meddelt af J.L. Griishauge til Evald Tang Kristensen.

Den hjælpsomme bjergkarl. Genfortalt af Laurits Bødker
En mand i det sydlige Thy havde en tjenestedreng til at passe hans kvæg og får, og han skulle stå tidlig op om morgenen og kom sent i seng om aftenen, så han i sommertiden allerhøjest fik fem timers søvn i døgnet. En sommermorgen kaldte husbonden som sædvanlig på ham klokken tre eller halvfire, og han kom så ud i marken med kreaturerne, men kom ikke tilbage, og ingen vidste, hvor han var blevet af. Der var en høj ude i marken, hvor der boede bjergfolk, og mange havde hørt det hamre og banke derinde, så nogle mente, at drengen muligvis kunne være blevet taget derind af dem.

Mange år efter skulle den samme mand en dag køre til Thisted med tiendekorn. Det var gået tilbage for ham, han var blevet så forarmet, at han kun havde et par usle gamle krikker at køre med og en meget skrøbelig vogn, så det gik langsomt med kørslen. Hestene blev trætte, og der var langt til vejs ende. Som han nu lå og skumplede afsted på vejen, og hestene var lige ved at styrte, blev han indhentet af en stor og stærk karl, som ville samme vej. De kom til at tale sammen, for karlen kendte manden. Det var ham, han havde tjent hos som dreng, og da manden nu blev klog på det, blev han nysgerrig efter at vide, hvor han havde været, og hvordan det hele var gået til.

Karlen fortalte da, at han den morgen havde sat sig ude ved højen og var faldet i søvn. Da han vågnede, var han kommet ind i højen og var nødt til at blive der, og han havde også haft det godt nok. Manden ville nu overtale ham til at tage tjeneste hos sig igen, da han netop trængte til en dygtig og stærk karl. Men karlen sagde nej, for han var nu en gang blevet vant til bjergfolkslivet, og da de så havde talt om et og andet, sagde han: – Ja, jeg skal skynde mig at komme afsted. Jeg skal til Klim bjerg og indbyde til barselgilde. Men jeg ser, at dine heste har for meget at trække. Jeg kan tage et par tønder korn med mig og så sætte dem af ved bommen, og jeg skal love dig for, at ingen skal tage det derfra, førend du kommer.

Så tog han en sæk under hver arm og rejste af med det, og snart var han så langt væk, at han ikke var til at se. Manden var ikke helt sikker på, at han skulle få sine sække at se mere, men da han ved aftenstid kom til Thisted bom, stod der en flok mennesker og rykkede og sled i sækkene, men de kunne ikke få dem af stedet. Manden holdt stille og spurgte dem, hvad de tog sig for. De svarede, at de to sække havde stået der i flere timer, og da ingen kendtes ved dem eller vidste, hvis det var, så syntes de, at det var en skam, at de skulle blive stående her natten over. Manden sagde så, at det var hans, og bad en karl om at hjælpe sig dem op på vognen. Efter nogen betænkning var der endelig én, der meldte sig; og så snart manden selv tog fat med, var der ikke noget i vejen for at løfte sækkene.

En aften gik en mand fra Thisted til sit hjem “Brønd”. Han var i en meget beruset tilstand, gik undervejs og bandede og yttrede sig meget misfornøjet over, at han således skulle gå, og ønskede sig en hest, at han kunne ride, som han syntes var meget bedre. Da han nu havde gået en stund i den mørke aften og vedblev at fortsætte sin banden, kom der også pludselig en stor hest til ham, som han straks satte sig op på. Da han nu syntes at sidde rigtig godt, sagde han: “Nu i Guds Navn!” men i det samme forsvandt hesten under ham, og han måtte igen gå på sine ben.
Efter Svend Grundtvig.

Oppe i Tisted ved en kjøbmand havde de et barn, der havde engelsk syge. Det restede et fjerdingår i syv år og kunde hverken gå eller stå. Så kommer der en kone der ind og vil tigge, som det da nok kan træffe. Barnepigen var ude med barnet i butikken, og det sad på disken. Så siger konen: “Det barn er nok ikke rask.” Nej, siger kjøbmanden, det havde aldrig været rask, de havde endda søgt vidt og bredt, og der var ikke noget, der kunde hjælpe. Ja, dersom de vilde beholde hende i otte dage, så vilde hun prøve at kurere barnet, men så længe skulde det vare.

Hun skulde da hjælpe konen med det om aftenen. Det skulde trækkes helt nøgen af, og så skulde det lægges på en pude på gulvet. Konen skulde have noget af hendes eget vand i en kop, og det skulde barnet have et bitte korn af med en theske tre gange, men hver gang skulde hun trine over det og tilbage igjen inavn G.F.s og G.S.s og G.H.s og hver gang føje til: Af den brønd er du kommen, og af den brønd skal du helbredes igjen. Sådan skulde der gjøres søndag, tirsdag og torsdag aften i en uge, tre gange hver aften, og så skulde barnet tages op igjen og trækkes i klæderne. Det skulde jo være efter solens nedgang og tiende naturligvis. De skulde så holde op en otte dages tid og så begynde igjen, og sådan skulde de gjøre det i tre uger. Barnet kom sig og kom til at gå. Det groede godt nok noget, men blev jo altid bitte. Konen blev der og fik hendes ophold og kom aldrig til at tigge mere.
Meddelt af Johanne Marie Kristensdatter, Ugilt til Evald Tang Kristensen.

Fårtoft

En dreng i Fårtoft gik en juleaften udenfor døren og blev rent henne med det samme. Mange år efter red en mand ved midnatstid på landevejen og blev indhentet af èn, der red på en trebenet hest. “Å,å!” siger manden, “hvem er dette her menneske?” – “Har I aldrig hørt tale om en dreng, der blev henne juleaften? ti det er mig.” – “Å, så! hvordan er det gået til?” – “Ja, jeg var jo noget let i munden; da jeg var kommen uden døren, kommer der en karet lige gjennem vor gård, og jeg giver mig til at råbe: Å, lad mig komme op at age! men lige med det samme sad jeg bag på kareten og kjørte med lige ind i Bulbjærg.” – “Er der da ikke råd til at komme derfra?” – “Nej, såmænd er der ej! Jeg passer deres høveder og får mad og drikke nok; men det er jo ikke min slags folk, og du kan nok tænke, det er kjedsomt for mig aldrig at høre et Guds ord eller komme til alters; det eneste, jeg har at ro mig ved, er den krumme, jeg kan uden ad. Men de har deres væsen for dem selv, og det kan nu ikke blive anderlunde. Men jeg har ellers travlt, for vor gamlemo’r er død, og jeg skal byde folk til begravelse fra Gasbjærg og mange store høje, og jeg skal være hjemme i morgen årle.” Siden har man ikke hørt til ham.
Meddelt af Fru E. Dybdahl, Sennels, til Evald Tang Kristensen.

I en gård i Malle i Ty, er der i stalden en bås, hvor der aldrig kan stå rødt kvæg bundet om juleaften. I en anden gård høres ofte en hest gå i stalden, slæbende med et jærngrimeskaft, men der er dog ingen.
Meddelt af J.C. Overgård til Evald Tang Kristensen.

Hønberg Bakke.

På landevejen mellem landsbyen Skinnerup og Thisted, særdeles på Hønberg-bakken, skal det ikke være rigtig fat. En nat kom der en købmand fra Thisted ridende, da stod bakken i lys lue. Hvad havde han at gøre: i galop til nærmeste bondegård, fik folkene på benene, bevæbnede med høtyve, møggrebe og stager, og begav sig så i spidsen for disse til den farlig berygtede Borgbakke, – dog denne gang fik de tapre ikke deres mod behov, thi lyshylstret hidrørte far et læs sild, der var væltet i grøften; men ellers siger man forvist, at der på dette strøg vandrer en hovedløs hest eller en brølende løve, der nok ikke skal være god at møde.
Efter Svend Grundtvig.

Sennels

Da Sennels kirke blev bygt, blev der ført to klokker her over fra England til den; men den ene gik under. Derfor siger Sennels klokke, når den ringer:

“Mi mååg leger å æ fywebonnd!”

og når fjenden kommer i landet, og den ringer til storm, så ringer klokken i fjorden med.
A. Olrik.

En herremand på Ullerupgård spøgte efter hans død. Næsten hver nat kom han kjørende ad landevejen vester på fra Tisted i en karet med fire heste for. Så hørte man tale om en præst, der skulde kunne forstå sig på at mane, og ham måtte man da have bud efter. der blev lejet en vognmand fra Tisted til at hente ham, og da han nu kom kjørende med ham, bad præsten ham om, at han måtte mage det sådan, at han kunde møde gjengangeren på selve landevejen, inden de kom til Tisted. Lige før de så mødte ham, stod præsten af vognen og sagde til kusken: “Nu må du forholde dig rolig, i hvad du end ser, der sker.”

Præsten stoppede så gjengangeren, og han måtte kjønt holde stille. Lidt efter forsvandt hestene, og så forsvandt kareten, og præsten og gjengangeren stod nu ene med hinanden på landevejen. Da ser vognmanden, at gjengangeren begynder at synke i jorden. Da han var kommen omtrent ned til midt på knæene, tænkte vognmanden: “Han skal ligevel også have en bitte påmindelse fra mig af, for han har tit gjort mig megen ulejlighed, når jeg har færdedes på vejen ved nattetid.” Dermed tager han en vognkjæp og går hen bag til gjengangeren og driver ham et slag oven ned i hovedet, for at han bedre kunde synke, men det gik den modsatte vej, og straks sad han igjen i kareten med hestene for, præsten havde dog endnu så megen magt over ham, at han ingen steder kunde kjøre. Så siger præsten til vognmanden: “Tror du nu, du kan være rolig, så skal vi forsøge endnu en gang.” Han gik tilbage til sin vogn, og det gik så som første gang.

Omsider fik præsten magten med gjengangeren, så han blev manet ned i jorden, men da præsten kom tilbage til vognen, da svedte han, så det løb af ham som om det var blod, og så sagde han til vognmanden: “Det var en hård tur, og det var din skyld, for jeg måtte indgå på den betingelse, at du aldrig vover dig uden for Tisted by, når solen ikke er på himlen.” Der gik så nogle år hen, da var det en dag, at han kjørte sand til byen, og så han imod aften var der en gammel kone, der bad ham om at hente et læs sand til hende. Vognmanden så på sit uhr og svarede: “Ja, jeg kan vel nok komme med det, inden solen går ned.” Men siden er der ingen, der har set ham.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.

Østen fra Tisted ligger en herregård sønden landevejen, og der kom en gjenganger ridende til. Han bandt hans hest uden gården, og så kom han ind i nogle kamre, men ikke ind i sovekammeret, derimod satte han hans ansigt på vinduerne til det. Nu var de jo kjede af hans fart, og så var der en præst, de kaldte den bitte præst, han kunde mane de døde, min fader vidste nok, hvor han boede, ham hentede de. Han spurgte ud om, hvad vej gjengangeren tog, og det siger de ham. Så går han om i haven for sovekammervinduet, der var jo også bedst handel til at tage imod ham. Den døde slog bogen fra ham tre gange, men han var belavet på det og havde èn at tage til igjen. Så manede han ham i luften, og når det var klart vejr, kunde de se, han svævede oppe i luften over gården. Præsten vilde ikke ind hverken først eller sidst og tog så hjem igjen.
Meddelt af Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.

Op