På Teglgården i Vestervig der gik det i ældre tid meget slemt til med drik og kortspil. Så var det en gang, et spilleselskab havde siddet der en tre døgn i træk, og det var om aftenen, at èn af selskabet kom uden for, da stod der en ung smuk person. Spilleren spurgte ham, om han havde ikke lyst til at komme ind og få et slag kort med. Jo, det havde han god lyst til, og så kom han med ind. Men førend han gav sig med i spillet, forlangte han, at der måtte ikke komme lys under bordet.
Imidlertid forsvandt der nu og da et kort, og der var så èn, der uden at tænke ved det tager lyset og ser efter, om der skulde ligge nogle under bordet. Da opdager han, at denher unge person havde en underlig fod med kløer på, som han fattede om bordtremmen med, og kløerne stak gjennem støvlen. Han blev forskrækket og gjorde de andre opmærksomme på, at der var noget galt fat, den nye spillemand måtte de se at blive skilt ved igjen. Men det kunde ikke lade sig gjøre. De kunde ikke få ham til at gå, ihvad de så gjorde ved ham, for de havde selv indbudt ham, og derfor vilde han blive, så længe han lystede.
Her var så gode råd dyre. Men der var nogle, der kjendte en præst, der hed Klemmen Ufødt, ham fik de at have bud efter, og da de fik hentet ham, så tog han sig også på at få den fremmede ud. Men først lod han præsten høre, at han havde ikke noget at sige her, for han var ikke født. “Ja, enten jeg er født eller ufødt”, siger præsten, “så skal du herud”, og så måtte han ud gjennem korset i en vinduessprøjse. Men præsten levede ikke ret længe efter.
Meddelt af Nik L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.
Ejeren på Teglgården i Vestervig var anset for en rig mand. I den tid der var pengemangel i landet, havde han ret til at udstede pengebilletter, der gjaldt lige med statens. Men det viste sig siden efter, at han havde udstedt flere, end han kunde indløse. under boets opgjørelse døde han, men på samme tid kom der en vældig stor og tung tønde ombord på et skib, der lå ved Krik og blev ført til Norge. Hvad der var i den, vidste ingen, men lige så lidt vidste ligsynsmændene, hvad der var i ligkisten, og da en af dem blev spurgt om det, svarede han, at der lå ganske rigtig noget, der lignede et lig, men ansigtet var syet ind, så de kunde ikke se, hvem det var. Det var folketro der på egnen, at manden var i tønden og kommen til Norge, og der skal endog have været dem, der har truffet ham der oppe i levende live.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.
En kone fra Vestervig har fortalt om hendes moder, at en dag hun stod og kjærnede, da kom der en fattig tiggerske ind og spurgte, om hun skulde lære hende at kjærne smør. “Nej”, siger den gamle, “det behøver a ikke, for det kan a.” – “Ja, forstå mig nu ret,” siger tiggeren, “det gjælder om at få meget smør af lidt fløde.” – “Ja”, siger konen igen, “æ plejer altid at få smør, ligesom æ får fløde til, og det er æ godt fornøjet med”. Hun vilde ikke have hende til at lære sig det.
Meddelt af L.N. Bertelsen, Ø.-Vandet.
Der var en gang en skipper fra Vestervig, som sejlede til Norge, men det blev vinter for ham, og han måtte da blive i Norge en tid. Han blev hos en af indbyggerne i Finmarken, og da juleaften kom, spurgte hans vært, om han ikke kunde have lyst til at vide, hvad de spiste til juleaftens-nadver i Vestervig. Jo, det vilde han da gjærne vide; ja, han vilde endog give en halv pot brændevin derfor. Det blev så bestemt, og Finnen drak den ene pægl og snakkede så lidt. Derpå drak han den anden pægl og lagde sig så på gulvet. Hans kone tog da en dyne og lagde over ham; der lå han og rystede en halv time, derefter lå han stille en halv time, vågnede derpå og fortalte, hvad de fik til nadver, og til bevis på, at han havde været der, fremlagde han en kniv og en gaffel, som skipperen ganske rigtig kjendte som sine, da han brugte det, når han var hjemme i Vestervig.
Meddelt af P. Chr. til Evald Tang Kristensen.
I Vestervig kirke har der for en 20 år siden hver nytårsdag under prækenen været hørt et barneskrig. Det menes at være fra munketiden, men ingen vèd noget rigtigt derom. Men der var da en præst så klog, at han kunde få det afskaffet. Før var der næsten ingen, der turde gå til kirken nytårsdag.
Meddelt af F.L.Gr. til Evald Tang Kristensen.