Peder Gyldenstjerne friede til en datter på Vestervig kloster. Så kom hun hen at besøge ham, og han udtalte sig med, at han vilde bygge et slot i et morads uden for gården, hvor der var dybt og klart vand. Hun tog da en guldring af hendes finger og smed derud, idet hun sagde, at lige så umuligt det var at finde den ring, lige så umuligt var det at bygge et slot her. Han vilde dog prøve det. En tid efter fangedes der en fisk i moradset, og da de gjorde den ren, fandt de en guldring i fisken. Peder Gyldenstjerne byggede slottet, hvoraf der endnu findes spor, idet der endnu er store sten i grunden, men det hele er forvirret groet til. Et gammelt vers siger:
Timgård, den røde
lagde Vestervig kloster øde.
Meddelt af Henrik Jensen. Hornborg til Evald Tang Kristensen
En af munkene i Vestervig kloster forførte en kone i Vestervig, og da hun så gik til sin mand og fortalte ham sammenhængen, foer han straks af sted og traf munken knælende for alteret, der slog han ham ihjel, og pletterne af blodet, som farvede kirkens gulv, skal undertiden vise sig, især når en eller anden ulykke skal hjemsøge byen. Man har brudt gulvet op og lagt nye sten, men det hjælper intet.
Meddelt af Jfr. Bernstorff til Evald Tang Kristensen.
Der skal have været et nonnekloster ved gården Kappel i Vestervig, og fra Vestervig kloster til klosteret i Kappel siges at have været en løngang, hvor igjennem munkene færdedes, når de besøgte nonnerne. Imellem klostrene var en afstand af omtrent en fjerdingvej. I min barndom blev der gravet en grav tæt ved den nordre stette på Vestervig kirkegård, og da manden havde graven færdig, slap han igjennem med den ene fod. Da han prøvede med sit redskab, hvor dybt hullet var, kunde han ingen bund nå. Men det blev ikke nærmere undersøgt. jeg så graven. Folk mente, at det var løngangen, han der var truffen på.
Meddelt af lærer Bertelsen, Østen-Vandet til Evald Tang Kristensen.
I året 1703 blev Vestervig kloster ødelagt af en brand, og årsagen til branden skal have været den daværende ejer, assessor Peder Moldrups gerrighed. Ved juletid var der nemlig strandet et skib på kysten, og skipperen var i besiddelse af adskillige kostbarheder, både guld og sølv og relikvier, som han nødig ville miste. Alligevel skal den ovennævnte Peder Moldrup have frataget ham disse skatte, hvorefter skipperen da udbrød: “Ja, så sandt som vi nu har en sørgelig juleaften, skal I også få en sørgelig nytårsaften!” Denne spådom gik også i opfyldelse. Skibet havde for en del været ladet med papir, og da det var blevet vådt, blev det hængt op på gårdens lofter for at blive tørt. Da fruen om aftenen nu gik derop med et lys, gik der ild i papiret, og gården gik således op i luer.
J. M. Thiele
Provst Bendix i Vestervig var en aften til selskab på Kloster. ligesom gjæsterne så skal til at gå til bords, giver han nogle stamp i jorden og siger: “Stå!” Da nu de andre gjæster vilde vide, hvad det havde at betyde, så siger han: “Ja, jeg må øjeblikkelig hjem, men jeg skal snart være her igjen”. Han går så, og da han nu nærmer sig hjemmet, kommer den ene tørre torsk ud af den vestre gavl på huset efter den anden. præsten blev stående lidt uden at lade sig se eller høre, men endelig råber han derop: “Har du nu ikke snart nok?” Tyven havde jo nær tabt næse og mund af forskrækkelse, og det viste sig så at være en kjendt mand. Præsten siger til ham: “Vil du nu have den godhed at gå ned og bære mig de torsk op igjen, hvor du har taget dem.” Ja, det vilde han så gjærne, når han så måtte være fri med det. “Ja, for den gang,” sagde provsten, “men vov dig aldrig mere ind på sådant noget”.
Samme provst kjørte en aften over vejen ved Tybjærg. På èn gang gik hestene i stå. Karlen skulde nu lette hovedlaget på den ene hest og gå foran og se tilbage. Så så han et uhyre sidde bag i vognen. Nu skulde han tage det frahånds baghjul af og smide op bag i. Da han kom hjem, skulde han skyde vognen ud i en dam og lade den stå der til næste dag.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.