Velberstoft blev en pige bortført af en bjærgmand. En gang som hendes broder pløjede ved siden af højen, hvor bjærgmanden boede så han hende af og til uden for højen, men lige som han så hende, så forsvandt hun igjen. Deres ind- og udgange var der ingen, der kunde forstå. Endelig er han så nær, en gang hun er ude, at han kom imellem hende og højen, og så kommer han til at tale med hende. Hun sagde da til ham: “Det eneste råd at komme herfra på er, at du pløjer tre furer lige her fra højen og hjem til døren, derpå spænder du den frahånds hest fra og rider på den på disse tre furer; jeg skal nok være færdig, når du kommer, at sætte mig op til dig; men vogt dig for, at hesten ikke træder uden for furerne; ti så er det forbi med os begge, for bjærgmanden kommer nok bag efter os. Når vi så kommer hjem, så kommer han og vil skjænke dig vin i et guldbæger. Du skal også tage det og lade, som om du drikker, men alligevel kaste det over din aksel og putte bægeret i din lomme.” Som sagt, så skete det, og pigen blev således frelst.
Meddelt af Lars Dybdahl, Sennels til Evald Tang Kristensen.
Der boede en mand i Vebberstoft, som hed Anders Godrum, han havde en datter, som hed Ingeborg. Hun var noget fjottet og kunde næsten ikke tale så rigtig, at man vel kunde forstå hende. Da hun blev så stor, at forældrene kunde skjønne derpå, så bar de næsten tvivl om, at det var deres eget naturlige barn; de henvendte dem derfor til en klog mand, og denne sagde: “Jo, det er eders eget barn, men I var, medens det var spædt, en gang fraværende, og det har grædt, og der boede en ellekone under eders naboers hyldetræ; hun har hørt det græde, er så gået ind og har givet det die, og dette,” siger han, “er der ingen råd til.” Der var også mange, der påstod, at de tit havde set, at disse hyldetræer hængte fulde af linnedstykker, og på et øjeblik kunde de forsvinde.
Meddelt af Lars Dybdahl, Sennels til Evald Tang Kristensen.
Der er en høj nede ved Vibberstoft her i Villerslev, som hedder Wolshøj, og der skal have været en nisse, men han blev forjaget, og så tog han bolig nede ved en gård, hvor der lå en lille høj, som kaldes Stjenkow. Det var den østligste gård i Vibberstoft by. Da han skulde jages derfra, sagde han:
“Ja, mo æ ett i Wolshyw blyww, så skal di mæ ett a Stjænnkåw dryww.”
Meddelt af Lærer P.C. Sørensen, Villerslev til Evald Tang Kristensen.