Vilsund har fået navn efter en kjæmpe ovre i Ty, der hed Ville. Så vilde han en tur til Mors og fik sine lange støvler ned fra knagen. Han gik nu tværs igjennem vandet; men da han så gik hjem igjen, havde han fået en dragt på ryggen – der vides ikke, hvad det var – og så sank han så dybt, at der gik vand i hans ene støvle. Da skal han have bandet over hans moder, der havde opfødt en knold og ikke en kjæmpe.
Meddelt af H.Th. Nybo til Evald Tang Kristensen.
Der kommer en bitte mand ind til færgemanden ved Velsund sådan i mørkningen, om han ikke kunde få ham til at færge over for sig. Ja, hvad det var med? Det kunde han få at se, når de var færdige. Den bitte mand var med på hans overfart, og ham kunde han se, men ikke andet. Han skulde sige stop, når han ikke vilde have mere på færgen, for han vidste jo bedst, hvad den kunde bære.
Så blev de ved hele natten, og færgen sank så dybt hver gang, som den kunde. Til sidst spurgte den bitte mand om, hvad han nu blev skyldig. Ja, det vidste han næsten ikke, det måtte han selv om. Så fik han også mere, end han egentlig vilde have haft. Til sidst sagde den bitte mand: “Du vilde vel gjærne se, hvad du har fragtet over i nat?” Ja, det vilde han ret gjærne, for han havde hverken set, der kom noget i færgen eller af den. Så tager den bitte mand en hat op af hans lomme og flyr færgemanden, den vilde han forære ham. “Når du tager den på dit hoved, så kan du se, hvad du har færget over med, og så kan du se alt, hvad andre mennesker kan ikke se.”
Så tager han hatten på og ser op efter Tylands side, der er jo store bakker på den side af Velsund, og så vrylede det op ad bakkerne med folk, lige så tæt som bier, sådan bitte mennesker, og de kravlede op ad bakkerne, ja, der var i millionvis. Så siger den bitte mand: “Ja, nu er vi der, alle de bjærgmænd, der var på Mors, og vi kunde ikke være der længere for Guds ord og dingdang. Nu må vi ud og vandre andre steder hen.” Færgemanden beholdt hatten og kunde for fremtiden ej alene se bjærgfolkene, men og de højtidsaftener, hvad bryllup¬per og dødsfald der skulde ske i årets løb.
Meddelt af Mads Filtenborg, Stevnstrup til Evald Tang Kristensen.
En gang bestemte bjærgfolkene over hele landet at ville rejse; rejsen skulde gå for sig om natten, ti denne var for dem, hvad dagen er for os. Den største part kom over ved Velsund. Om aftenen, før de rejste, kom èn af dem til færgemanden og bad, om hans færge og både måtte gå frem og tilbage hele natten. Han skulde ikke bryde sig om andet, end når det stødte fra land, så skulde der roes, og han skulde nok blive belønnet. Han fik også sin betaling, for han var en fattig mand, men fra den tid af blev han en hovedrig mand. Som færgemanden fik ordre til, således gik det også; han så alligevel intet, men næste dag, der solen begyndte at stå op, kunde man se en uhyre skare ligesom en tyk sky, der drev langs med landevejen på den anden side af sundet.
Meddelt af Lars Dybdahl til Evald Tang Kristensen.
Der var en færgemand ved Vilsund, han havde en Cyprianus. Så var han gået til kirke en dag, og da kommer karlen ind og giver sig til at rode i nogle papirer, og der finder han Cyprianus og giver sig til at læse i den. Så kommer Fanden og spørger om, hvad han befalede. Han blev dødelig angst og vidste snart ikke, hvad han skulde sige. Endelig kommer han i tanker om at sige: “Du kan bygge en bro over Vilsund.” Så farer han jo væk.
Da færgemanden kommer og går hjem, ser han, at ler og skidt står i en lang søjle ud over sundet, og da han skulde se til, stod fanden oppe i bakkerne og skrabte, te sand og ler og grus røgte ud fra ham. Så vidste han jo straks, hvad der var ved det. Og hvis der skulde blive en bro over sundet, vilde det blive et slemt indgreb i hans næring. Han skyndte sig da hjem og fik fat i bogen, læste så Fanden tilbage igjen og sagde til ham, at han skulde lade den byggen bro være. Nu holdt det arbejde op, men en kan se det endnu. Der er en hel lang hale ud i vandet, som om den kunde være skrabt ud. Den kaldtes af de gamle Djævletungen eller sådan en ting.
Meddelt af Nik Tøger Dissing, Mors til Evald Tang Kristensen.
Min fader tjente som færgekarl ved Vilsund, og han har fortalt om noget, som havde tildraget sig før hans tid. Færgemanden var en dag gået i kirke i Flade, og karlen var ikke til stede, så hans datter var ene hjemme. Så tager hun en bog, der stod henne på hylden, og læste i. Da hun havde læst lidt, kom der en stor mand ind, og han så noget grim ud, og det var Fanden selv. Han spørger, hvad hun havde kaldt ad ham til. Ja, hun havde ingen kaldt ad. Jo, hun havde kaldt ad ham i en bog. Ja, det kjendte hun ikke. Om hun så vilde sige, hvad han skulde bestille. Ja, det vidste hun snart ikke, men om han så vilde bygge en bro over fjorden.
Nu er der store bakker ved Vilsund, og han kommer ud og giver sig i lag med bakken og fik en stor odde ud, som er der endnu. Imidlertid kom hendes fader ud af kirken, for han kunde mærke på sig, at der var noget galt hjemme, og nu ser han straks, da han kommer hen ad vejen, te der var et menneske, der øste bakkerne ud i fjorden, og han må jo have ham stoppet, for han vilde ikke have det arbejde gjort, det var jo at gå ind i hans næring. Så vil han altså forbyde ham det, men han svarer, at han er kaldt ad. Ja, så skulde han fly ham til noget andet. “Ja, bi nu lidt”, siger manden, “så vil a tænke noget op.” Imidlertid havde manden fået ladet hans grynbøsse, og så river han en helvedes stor s… og siger: “Driv mig nu den ind, hvor den kom ud.” Da fløj Djævelen over 18 kirkesogne og fik ikke uden et svøbeslag på den, og så måtte han give tabt, han kunde ikke få fat i den. Så var de ham kvit.
Meddelt af Nik Mads Filtenborg, Stevnstrup til Evald Tang Kristensen.
En af dværgenes anførere besluttede at lægge bro over Vilsund, så de kunde komme over til ty. I den hensigt fyldte han sin ene bulvante med jord, men da han kom derned til fjorden, slap der hul på vanten, så han tabte det, men deraf blev de store sundøer, som når langt ind i fjorden og letter overfarten, men nu opgav han bestemmelsen, da han ikke havde noget at bære jord i længere. Så måtte de have færgemanden til at sætte dem over.
Meddelt af F.L.Gr. til Evald Tang Kristensen.