Vestervig – Vilsund

Vestevig, Skt. Thøgers kilde, Liden Kirstens grav, Vestervig kloster, Ashøje, Hurup, Vilsund, Ås og Skjoldborg

Vestervig

På Teglgården i Vestervig der gik det i ældre tid meget slemt til med drik og kortspil. Så var det en gang, et spilleselskab havde siddet der en tre døgn i træk, og det var om aftenen, at èn af selskabet kom uden for, da stod der en ung smuk person. Spilleren spurgte ham, om han havde ikke lyst til at komme ind og få et slag kort med. Jo, det havde han god lyst til, og så kom han med ind. Men førend han gav sig med i spillet, forlangte han, at der måtte ikke komme lys under bordet.

Imidlertid forsvandt der nu og da et kort, og der var så èn, der uden at tænke ved det tager lyset og ser efter, om der skulde ligge nogle under bordet. Da opdager han, at denher unge person havde en underlig fod med kløer på, som han fattede om bordtremmen med, og kløerne stak gjennem støvlen. Han blev forskrækket og gjorde de andre opmærksomme på, at der var noget galt fat, den nye spillemand måtte de se at blive skilt ved igjen. Men det kunde ikke lade sig gjøre. De kunde ikke få ham til at gå, ihvad de så gjorde ved ham, for de havde selv indbudt ham, og derfor vilde han blive, så længe han lystede.

Her var så gode råd dyre. Men der var nogle, der kjendte en præst, der hed Klemmen Ufødt, ham fik de at have bud efter, og da de fik hentet ham, så tog han sig også på at få den fremmede ud. Men først lod han præsten høre, at han havde ikke noget at sige her, for han var ikke født. “Ja, enten jeg er født eller ufødt”, siger præsten, “så skal du herud”, og så måtte han ud gjennem korset i en vinduessprøjse. Men præsten levede ikke ret længe efter.
Meddelt af Nik L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.

Ejeren på Teglgården i Vestervig var anset for en rig mand. I den tid der var pengemangel i landet, havde han ret til at udstede pengebilletter, der gjaldt lige med statens. Men det viste sig siden efter, at han havde udstedt flere, end han kunde indløse. under boets opgjørelse døde han, men på samme tid kom der en vældig stor og tung tønde ombord på et skib, der lå ved Krik og blev ført til Norge. Hvad der var i den, vidste ingen, men lige så lidt vidste ligsynsmændene, hvad der var i ligkisten, og da en af dem blev spurgt om det, svarede han, at der lå ganske rigtig noget, der lignede et lig, men ansigtet var syet ind, så de kunde ikke se, hvem det var. Det var folketro der på egnen, at manden var i tønden og kommen til Norge, og der skal endog have været dem, der har truffet ham der oppe i levende live.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.

En kone fra Vestervig har fortalt om hendes moder, at en dag hun stod og kjærnede, da kom der en fattig tiggerske ind og spurgte, om hun skulde lære hende at kjærne smør. “Nej”, siger den gamle, “det behøver a ikke, for det kan a.” – “Ja, forstå mig nu ret,” siger tiggeren, “det gjælder om at få meget smør af lidt fløde.” – “Ja”, siger konen igen, “æ plejer altid at få smør, ligesom æ får fløde til, og det er æ godt fornøjet med”. Hun vilde ikke have hende til at lære sig det.
Meddelt af L.N. Bertelsen, Ø.-Vandet.

Der var en gang en skipper fra Vestervig, som sejlede til Norge, men det blev vinter for ham, og han måtte da blive i Norge en tid. Han blev hos en af indbyggerne i Finmarken, og da juleaften kom, spurgte hans vært, om han ikke kunde have lyst til at vide, hvad de spiste til juleaftens-nadver i Vestervig. Jo, det vilde han da gjærne vide; ja, han vilde endog give en halv pot brændevin derfor. Det blev så bestemt, og Finnen drak den ene pægl og snakkede så lidt. Derpå drak han den anden pægl og lagde sig så på gulvet. Hans kone tog da en dyne og lagde over ham; der lå han og rystede en halv time, derefter lå han stille en halv time, vågnede derpå og fortalte, hvad de fik til nadver, og til bevis på, at han havde været der, fremlagde han en kniv og en gaffel, som skipperen ganske rigtig kjendte som sine, da han brugte det, når han var hjemme i Vestervig.
Meddelt af P. Chr. til Evald Tang Kristensen.

I Vestervig kirke har der for en 20 år siden hver nytårsdag under prækenen været hørt et barneskrig. Det menes at være fra munketiden, men ingen vèd noget rigtigt derom. Men der var da en præst så klog, at han kunde få det afskaffet. Før var der næsten ingen, der turde gå til kirken nytårsdag.
Meddelt af F.L.Gr. til Evald Tang Kristensen.

Skt. Thøgers kilde

Ikke langt fra det sted i Thy, hvor Vestervig kloster ligger, gik St. Thøger i land for at udbrede kristendommen der på egnen. På strandbredden byggede han sig en lille hytte og en kirke, og kirken blev senere en af de rigeste i landsdelen. I begyndelsen vandt hans lære dog ingen synderlig udbredelse blandt folk, men engang da han havde lagt sig til at sove på det sted, hvor hans kirke nu er, sprang der en kilde frem under hans hoved, og da indså man, at han var en Guds mand. Ved denne kilde byggede man ham da en kirke, som dog nu er sunket i grus, men kilden besøges endnu af mange syge ved St. Hans.
J. M. Thiele

Om St. Tøgers kilde på den gamle kirkegård i Vestervig fortælles ellers, at det var en lægedomskilde, og vist er det, at mange rejste dertil for at få en drik vand af den; ja, den syge behøvede end ikke selv at komme der, blot han kunde få vandet, så havde det undergjørende kraft nok. Men så var det en gang, en mand fra Vesterby havde et par skabede helmisser, som han red ind til kilden med, for at lade dem drikke, og siden tabte vandet sin kraft. i min barndomstid, i trediverne og fyrrerne, var der endnu vand i kilden, og da blev gitteret omkring den holdt vedlige, men senere fyldtes den med snavs.
Meddelt af L.N. Bertelsen, Østen-Vandet til Evald Tang Kristensen.

St. Hans nat samledes alle heksene på Vestervig kirkegård omkring st. Tøgers kilde i skikkelse af katte med gloende øjne. Så tjente der også et stykke forvoven knægt på Kloster en gang, og han var ikke mere ræd, end han vilde se deher kunster ved kilden. Han gik ned, siden solen var af syne, og fik noget kirkegårdsmuld hjem, og der det var ud ad aftenen, stillede han sig an med det på hans hoved og under hans fødder inden stetten.

Det varede ikke svar længe, inden han blev så mange katte vaer, der dandste om kilden. Der han så havde set på det en bitte krumme, gik han hjem efter en kat af hans, og den kylte han imellem de andre. Den blev snart splittet ad, og der han så det, pillede han hjem og i hans seng, det første han kunde.

Han havde ligget lidt, da blev der sådan et spektakkel ved hans kammerdør, te det var fælt, og det varede ikke længe, før der kom ind af kattene, ihvor meget han stræbte at holde dem ude. Det så galt ud, men han fik ved en gammel rusten sabel, der hængte der, og den slog han løs med og ramte en bitte mis. Med èt blev de henne, men om andendagen var det ene lår i stykker på en kone i nabolaget, og dem, der så det, sagde, at det var hugget næsten rent over.
Meddelt af Joh. N. til Evald Tang Kristensen.

En karl, der tjente på Vestervig kloster, havde hørt tale om, at heksene samledes og dandsede rundt om st. Tøgers kilde hver st. Hans aften, men kun den, som havde kirkegårdsmuld på hovedet, kunde se det. Han dristede sig da til en sådan aften at gå ind på kirkegården og tage kirkegårdsmuld på hovedet, og da det blev hen ved midnatstid, kom ganske rigtig heksene og gav sig til at dandse om kilden. Da han havde set på dem det, han vilde, tog han sin kat, som var fulgt med ham, og kastede den ind imellem dem.

Han gik så hjem og i seng, men som han lige var ved at falde i søvn, hørte han en kat mjave ved kammerdøren, og i den tanke, at det var hans kat, som var kommen og vilde ind, som den plejede, stod han op og lukkede døren op. Aldrig så snart han havde gjort det, så vrimlede det ind i kammeret af katte, der rev og bed om sig, så det var grueligt. I sin nød greb karlen en gammel kårde, der var sat fast med spidsen i loftet; med den huggede ham løs på kattene, indtil han sårede èn af dem. Med skrig og jamren flygtede de alle sammen bort, men næste dag rygtedes det, at en kone i Vesterby havde fået et slemt sår i det ene lår, og hun blev en krøbling alle sine dage.
Meddelt af L.N. Bertelsen, Ø.-Vandet til Evald Tang Kristensen.

I skjellet mellem stenbroen og møddingen skrås for en stalddør i en gård i Randrup, Vestervig, har stået et trækors, hvorpå der var følgende indskrift:

Det er for ingen overtro,
men til et stadigt minde
st. Tøgers kors i dette bo,
som I nu her kan finde.

Da Tyboernes apostel, st. Tøger, drog omkring og forkyndte Guds ord, kom han også til den nævnte gård i Randrup, og der traf han manden stående i sin stalddør. Som de nu taltes ved, beklagede han sig over sine mange uheld på kreaturerne, men da sagde st. Tøger: “Sæt en Kristi kås, hur æ no stoer, så skal ed nåk blyw bæjer.” Straks udsprang en kilde der på stedet – en hellig kilde, hvor mangfoldige syge i lange tider kom til helbred, og den beholdt sin lægende kraft, indtil manden i den gård der sønden for vanhelligede den ved at vaske nogle skabede helmisser deri. At der blev sat et kors ved siden af kilden, følger af sig selv, og det blev holdt vedlige ind i dette århundrede.

Da meddeleren heraf i 1849 kom til Randrup, var kilden der endnu og flød af en lille brink ud i en dam, men korset var forsvundet. Nu er både kilde ag dam afsivet gjennem bakken ned i Kiddal til fjorden. Korset kunde en gammel kone, Ingeborg Povlsdatter, huske, og hun opgav mig indskriften, den hun som barn, født på nabogården, havde læst mangfoldige gange og derfor kunde uden ad.
Meddelt af Johan Nielsen til Evald Tang Kristensen.

Ved Troldgab norden for Tøgers kilde er en høj, der kaldes Trolleshøj, og den bærer navn efter en svensk anfører Trolle, som der ligger begravet. I de senere år er der gravet en hel del hesteben og en gammel stigbøjle af messing op nede i kjæret i Troldgab, det kaldes nu Hassing Grønne. Man mener, at Svenskerne der har søgt en overgang, og så er blevne siddende i moradset.
Meddelt af Lars Peter Eriksen, Hassing til Evald Tang Kristensen.

Liden Kirstens grav.

Uden for den nordre kirkedør i Vestervig ligger der en usædvanlig lang gravsten med et indhugget kors og en ulæselig indskrift. Under den ligger kong Valdemar den Førstes søster, Liden Kirsten, begravet. Engang mens kongen var ude på rejse, var hun kommet i kærlig forståelse med dronningens broder, prins Buris af Venden, og var blevet med barn ved ham. Da kongen ved sin tilbagekomst erfarede dette, lod han Liden Kirsten kalde op til dans og dansede hende til døde; og han lod prins Buris blinde og kastede ham i fængsel.

Da kongens vrede senere havde lagt sig lidt, tillod han den ulykkelige prins Buris at vælge sig et andet fængsel, og han valgte da Vestervig kloster, hvor han lige til sin død blev holdt i fangenskab i et tårn, der dengang stod der, hvor kirkegården nu er, og det fortælles, at han om livet havde en lænke, der var så lang, at han fra sit tårn kunne nå hen til Liden Kirstens grav, som han daglig besøgte. Men hans søster, dronningen, der altid havde været hadefuld over for Liden Kirsten, kom engang ridende forbi graven, og hun red da for sports skyld hen over ligstenen; men stenen var ikke så hård som hendes hjerte og der blev derfor spor i den af hestens hov.
J. M. Thiele

En kærlighedstragedie. Genfortalt af Gorm Benzon.
På Vestervig kirkegård ligger en dobbelt, romansk gravsten, og under den er ifølge sagnet Valdemar I’s søster, Liden Kirsten og prins Buris begravet. Stenen findes ud for kirkeskibets norddør, og det er skik, at brude efter vielsen lægger deres buket til parret, der elskede hinanden så højt, men først i døden forenedes.

Medens kongen var i felten, indledte prins Buris et forhold til hans søster, og det endte med, at Liden Kirsten blev frugtsommelig. Da Valdemar vendte hjem og opdagede hvad der var sket, dansede han Liden Kirsten ihjel, medens han lod øjnene udstinge på prinsen og kastede ham i fængsel.

Liden Kirsten blev begravet på Vestervig klosters kirkegård, og nogle år senere, da kongens vrede var kølnet lidt, lod han prins Buris flytte til Vestervig, hvor han hensattes i et tårn, der vendte ud mod kirkegården. han var bundet om livet med en jernlænke, og den var så lang, at han kunne nå hen på sin elskedes grav, som han her dag besøgte.

Dronningen, som var søster til Buris, havde altid hadet liden Kirsten og viste engang sin hån ved at ride over hendes grav. Stenen var dog ikke så hård som dronningens hjerte, og hestens hov satte et kendeligt mærke i den.

Da prins Buris døde, blev han gravsat ved siden af Liden Kirsten, og hermed var en såre bedrøvelig kærlighedsaffære slut.

Det fortælles, at paven lod grundlæggeren af Vestervig kirke og kloster, Sct. Thøger helgenkåre, og hans jordiske rester blev, som skik og brug var, fremdraget fra jorden og blev ved en højtidelighed nedlagt i et helgenskrin. Det skal angiveligt være sket i 1117. Sct. Thøger var imidlertid ikke tilfreds, for en nat åbenbarede han sig for præsten i kirken. Han trak stærkt på det ene ben og sagde, at skavanken skyld¬tes, at man havde glemt en af hans knogler i jorden, da man gravede ham op.

Det blev naturligvis nu rettet, og Sct. Thøger følte sig ikke foranlediget til at spøge mere.

Bispen havde imidlertid nægtet at være til stede ved Thøgers helgenkåring, og da højtideligheden var overstået, kom han til Vestervig, hvor han fik helgenskrinet åbnet. Så tændte han et bål på gulvet og smed en af Thøgers knogler på ilden åbenbart i den hensigt efterhånden at tilintetgøre hele skelettet. Men hvad skete? – Knoglen sprang af sig selv ud af ilden og landede på alteret. Endnu engang forsøgte bispen sig, men da resultatet blev det samme, bøjede han sig for Thøgers hellighed.

Sandt et sige, er det dog yderst tvivlsomt, hvorvidt Thøger nogensinde blev helgenkåret, men for den danske befolkning stod han som en helgen, og især i Nørrejylland dyrke¬des han.

——

I klosterkirken hørte man ofte et lille barn græde og klage, ja, det blev nogle gange så slemt, at præsten måtte afbryde sin prædiken. I midten af forrige århundrede hændte det imidlertid, at et stykke af kirkemuren nær det sydøstlige hjørne i skibet, skred ud, og indenfor viste der sig et lille, firkantet rum på hvis bund lå en hob aske og nogle ben. Distriktslægen undersøgte knogleresterne og oplyste, at de stammede fra et ganske lille barn. Efter dette fund, er der aldrig hørt barnegråd i kirken, uden at det har haft en naturlig forklaring.

——

Klosteret var sæde for munke af augustinerordenen, og det hændte, at disse viste en uheldig interesse for væsener af det modsatte køn. De lavede således en løngang under Limfjorden over til Kabbel, hvor der var nonner (!) – Der er under pløjning fundet murrester i jorden, som folk troede var noget af en stensat gang.

——

En munk fra klosteret forførte en kone fra Vestervig, men hun fik skrupler og tilstod alt for sin mand. Han greb en økse, styrtede op i kirken og fandt munken liggende på knæ foran alteret. Manden tog intet hensyn til stedets hellighed; han kløvede munkens pandebrask, og det blod, som udrandt, farvede kirkens gulv rødt. Siden blev det blodfarvede gulvstykke fjernet, men hvis en ulykke truer Vestervig by, bliver pletterne på ny synlige. Der er også flere gange set spøgende munke på stedet, hvor klosteret har stået.

En frue på Vestervig kloster skulle ud at rejse, og da hun var kommet ud i kareten løb forvalteren til med et stykke papir, som han bad hende skrive under på. I skyndingen nåede hun ikke at læse det igennem, inden hun prentede sit navnetræk, og det viste sig senere, at hun ved sin underskrift havde givet ham skøde på gården. Det var den berygtede bondeplager, senere kammerassessor Mollerup (d. 1737), der på denne måde skaffede sig herremandsværdigheden.

(I sandhedens interesse må det påpeges, at helt så enkelt gik det ikke til, men historien dækker ganske godt de metoder, som hr. Mollerup, hvorom lidet eller intet godt er at sige, betjente sig af.)

Vestervig kloster

Peder Gyldenstjerne friede til en datter på Vestervig kloster. Så kom hun hen at besøge ham, og han udtalte sig med, at han vilde bygge et slot i et morads uden for gården, hvor der var dybt og klart vand. Hun tog da en guldring af hendes finger og smed derud, idet hun sagde, at lige så umuligt det var at finde den ring, lige så umuligt var det at bygge et slot her. Han vilde dog prøve det. En tid efter fangedes der en fisk i moradset, og da de gjorde den ren, fandt de en guldring i fisken. Peder Gyldenstjerne byggede slottet, hvoraf der endnu findes spor, idet der endnu er store sten i grunden, men det hele er forvirret groet til. Et gammelt vers siger:

Timgård, den røde
lagde Vestervig kloster øde.
Meddelt af Henrik Jensen. Hornborg til Evald Tang Kristensen

En af munkene i Vestervig kloster forførte en kone i Vestervig, og da hun så gik til sin mand og fortalte ham sammenhængen, foer han straks af sted og traf munken knælende for alteret, der slog han ham ihjel, og pletterne af blodet, som farvede kirkens gulv, skal undertiden vise sig, især når en eller anden ulykke skal hjemsøge byen. Man har brudt gulvet op og lagt nye sten, men det hjælper intet.
Meddelt af Jfr. Bernstorff til Evald Tang Kristensen.

Der skal have været et nonnekloster ved gården Kappel i Vestervig, og fra Vestervig kloster til klosteret i Kappel siges at have været en løngang, hvor igjennem munkene færdedes, når de besøgte nonnerne. Imellem klostrene var en afstand af omtrent en fjerdingvej. I min barndom blev der gravet en grav tæt ved den nordre stette på Vestervig kirkegård, og da manden havde graven færdig, slap han igjennem med den ene fod. Da han prøvede med sit redskab, hvor dybt hullet var, kunde han ingen bund nå. Men det blev ikke nærmere undersøgt. jeg så graven. Folk mente, at det var løngangen, han der var truffen på.
Meddelt af lærer Bertelsen, Østen-Vandet til Evald Tang Kristensen.

I året 1703 blev Vestervig kloster ødelagt af en brand, og årsagen til branden skal have været den daværende ejer, assessor Peder Moldrups gerrighed. Ved juletid var der nemlig strandet et skib på kysten, og skipperen var i besiddelse af adskillige kostbarheder, både guld og sølv og relikvier, som han nødig ville miste. Alligevel skal den ovennævnte Peder Moldrup have frataget ham disse skatte, hvorefter skipperen da udbrød: “Ja, så sandt som vi nu har en sørgelig juleaften, skal I også få en sørgelig nytårsaften!” Denne spådom gik også i opfyldelse. Skibet havde for en del været ladet med papir, og da det var blevet vådt, blev det hængt op på gårdens lofter for at blive tørt. Da fruen om aftenen nu gik derop med et lys, gik der ild i papiret, og gården gik således op i luer.
J. M. Thiele

Provst Bendix i Vestervig var en aften til selskab på Kloster. ligesom gjæsterne så skal til at gå til bords, giver han nogle stamp i jorden og siger: “Stå!” Da nu de andre gjæster vilde vide, hvad det havde at betyde, så siger han: “Ja, jeg må øjeblikkelig hjem, men jeg skal snart være her igjen”. Han går så, og da han nu nærmer sig hjemmet, kommer den ene tørre torsk ud af den vestre gavl på huset efter den anden. præsten blev stående lidt uden at lade sig se eller høre, men endelig råber han derop: “Har du nu ikke snart nok?” Tyven havde jo nær tabt næse og mund af forskrækkelse, og det viste sig så at være en kjendt mand. Præsten siger til ham: “Vil du nu have den godhed at gå ned og bære mig de torsk op igjen, hvor du har taget dem.” Ja, det vilde han så gjærne, når han så måtte være fri med det. “Ja, for den gang,” sagde provsten, “men vov dig aldrig mere ind på sådant noget”.

Samme provst kjørte en aften over vejen ved Tybjærg. På èn gang gik hestene i stå. Karlen skulde nu lette hovedlaget på den ene hest og gå foran og se tilbage. Så så han et uhyre sidde bag i vognen. Nu skulde han tage det frahånds baghjul af og smide op bag i. Da han kom hjem, skulde han skyde vognen ud i en dam og lade den stå der til næste dag.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.

Ashøje, Hurup

Tæt ved landevejen ved foden af den ene Åshøj i Ty findes en meget stor dynge småsten. Her skal i gammel tid være henrettet en meget stor forbryder, måske to, og siden tog enhver vejfarende, der kom forbi, en sten op og kastede på retterstedet.
A.C. Poulsen til Evald Tang Kristensen.

Åshøje i Ty skal en gang blive havbanker, og der skal fiskes torsk på Vestervig kirkegård, men så er også Verdens ende nær forhånden.
Meddelt af A.C. Poulsen til Evald Tang Kristensen.

I Refsbisgård hede er en lille knold, og i den ene side af den er en hule, hvori der ligger en stor sten. den knold kaldes Røverstueknold, og der har været røvere. For at få dem udryddet spændte omegnens folk 4 bøller for den sten og kjørte den op ovenpå højen. Der sank den igjennem og knuste røverne.
Meddelt af Jens Bisgård, Hurup til Evald Tang Kristensen.

Røverkuler har der været mange af i Ty. Der har været èn i Voldhøj, som ligger i kjæret mellem Dover og Boddum, og èn i Sindrup bakker, to i Hurup sogn, samt èn ved Gramstrup i Kloster sogn (Vestervig). Den høj i kjæret mellem D. og B. er omgivet af en fordybning, og en stensat vej går der ud til.

De røvere i Sindrup bakker var selve bymændene i S., der plyndrede dem, der færdedes ad vejen, der går tæt forbi bakkerne. Det er ikke ret mange år siden den røverkule blev funden, men da var der jo ingen røvere i den.

Den ene af kulerne i Hurup lå ved Ashøje. Stedet kjendes endnu af et lille hul i jorden, som skal føre der ned til. Der er nemlig ingen, som tør vove at betræde kulen. Røverne der nedstammede fra en pige, som var bleven lokket og havde født en dreng, der siden blev hendes mand. Hun havde fra først af gravet kulen og boede deri tillige med sit barn.

Den anden kule i Hurup har været ved Refsbøl. Den blev funden derved, at en del bøller blev spændte for en stor sten, som de trak i jærnlænker over marken. Da den kom over det sted, faldt den ned deri. Refsbøl har sit navn af disse bøller.

Kulen ved Gramstrup lå oppe ved nogle høje. En mand i G. gav anledning til, at røverne blev grebne, han så nemlig en dag nogle af dem komme, og da han nok kunde skjønne, at de vilde ind til ham, lagde han op med sin dreng, som stod i stuen hos ham, at han vilde lade, når de kom ind, som han var kommen i trætte med drengen, og så give ham en ørefigen, hvorpå drengen skulde sige, at han vilde ikke være der længere, og så løbe ud og tage en hest og ride til Vestervig Kloster og bede om hjælp. Som sagt så gjort, manden skjændte på drengen, da de kom ind, og gav ham en ørefigen, hvorpå han løb ud og red til klosteret, og fik krigsfolk med sig, der så kom og tog røverne til fange, imedens de sad og nød den gode levemåde, manden i Gramstrup havde sat for dem.
Evald Tang Kristensen.

Sejerskilde smed i Hurup mødte en gang en hovedløs hest. Så siger han til den: “Hvor har du gjort af dit hoved, bitte karl?” Straks gav den sig til at fnyse, så ild og røg stod ud af halsen på den.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.

Vilsund

Vilsund har fået navn efter en kjæmpe ovre i Ty, der hed Ville. Så vilde han en tur til Mors og fik sine lange støvler ned fra knagen. Han gik nu tværs igjennem vandet; men da han så gik hjem igjen, havde han fået en dragt på ryggen – der vides ikke, hvad det var – og så sank han så dybt, at der gik vand i hans ene støvle. Da skal han have bandet over hans moder, der havde opfødt en knold og ikke en kjæmpe.
Meddelt af H.Th. Nybo til Evald Tang Kristensen.

Der kommer en bitte mand ind til færgemanden ved Velsund sådan i mørkningen, om han ikke kunde få ham til at færge over for sig. Ja, hvad det var med? Det kunde han få at se, når de var færdige. Den bitte mand var med på hans overfart, og ham kunde han se, men ikke andet. Han skulde sige stop, når han ikke vilde have mere på færgen, for han vidste jo bedst, hvad den kunde bære.

Så blev de ved hele natten, og færgen sank så dybt hver gang, som den kunde. Til sidst spurgte den bitte mand om, hvad han nu blev skyldig. Ja, det vidste han næsten ikke, det måtte han selv om. Så fik han også mere, end han egentlig vilde have haft. Til sidst sagde den bitte mand: “Du vilde vel gjærne se, hvad du har fragtet over i nat?” Ja, det vilde han ret gjærne, for han havde hverken set, der kom noget i færgen eller af den. Så tager den bitte mand en hat op af hans lomme og flyr færgemanden, den vilde han forære ham. “Når du tager den på dit hoved, så kan du se, hvad du har færget over med, og så kan du se alt, hvad andre mennesker kan ikke se.”

Så tager han hatten på og ser op efter Tylands side, der er jo store bakker på den side af Velsund, og så vrylede det op ad bakkerne med folk, lige så tæt som bier, sådan bitte mennesker, og de kravlede op ad bakkerne, ja, der var i millionvis. Så siger den bitte mand: “Ja, nu er vi der, alle de bjærgmænd, der var på Mors, og vi kunde ikke være der længere for Guds ord og dingdang. Nu må vi ud og vandre andre steder hen.” Færgemanden beholdt hatten og kunde for fremtiden ej alene se bjærgfolkene, men og de højtidsaftener, hvad bryllup¬per og dødsfald der skulde ske i årets løb.
Meddelt af Mads Filtenborg, Stevnstrup til Evald Tang Kristensen.

En gang bestemte bjærgfolkene over hele landet at ville rejse; rejsen skulde gå for sig om natten, ti denne var for dem, hvad dagen er for os. Den største part kom over ved Velsund. Om aftenen, før de rejste, kom èn af dem til færgemanden og bad, om hans færge og både måtte gå frem og tilbage hele natten. Han skulde ikke bryde sig om andet, end når det stødte fra land, så skulde der roes, og han skulde nok blive belønnet. Han fik også sin betaling, for han var en fattig mand, men fra den tid af blev han en hovedrig mand. Som færgemanden fik ordre til, således gik det også; han så alligevel intet, men næste dag, der solen begyndte at stå op, kunde man se en uhyre skare ligesom en tyk sky, der drev langs med landevejen på den anden side af sundet.
Meddelt af Lars Dybdahl til Evald Tang Kristensen.

Der var en færgemand ved Vilsund, han havde en Cyprianus. Så var han gået til kirke en dag, og da kommer karlen ind og giver sig til at rode i nogle papirer, og der finder han Cyprianus og giver sig til at læse i den. Så kommer Fanden og spørger om, hvad han befalede. Han blev dødelig angst og vidste snart ikke, hvad han skulde sige. Endelig kommer han i tanker om at sige: “Du kan bygge en bro over Vilsund.” Så farer han jo væk.

Da færgemanden kommer og går hjem, ser han, at ler og skidt står i en lang søjle ud over sundet, og da han skulde se til, stod fanden oppe i bakkerne og skrabte, te sand og ler og grus røgte ud fra ham. Så vidste han jo straks, hvad der var ved det. Og hvis der skulde blive en bro over sundet, vilde det blive et slemt indgreb i hans næring. Han skyndte sig da hjem og fik fat i bogen, læste så Fanden tilbage igjen og sagde til ham, at han skulde lade den byggen bro være. Nu holdt det arbejde op, men en kan se det endnu. Der er en hel lang hale ud i vandet, som om den kunde være skrabt ud. Den kaldtes af de gamle Djævletungen eller sådan en ting.
Meddelt af Nik Tøger Dissing, Mors til Evald Tang Kristensen.

Min fader tjente som færgekarl ved Vilsund, og han har fortalt om noget, som havde tildraget sig før hans tid. Færgemanden var en dag gået i kirke i Flade, og karlen var ikke til stede, så hans datter var ene hjemme. Så tager hun en bog, der stod henne på hylden, og læste i. Da hun havde læst lidt, kom der en stor mand ind, og han så noget grim ud, og det var Fanden selv. Han spørger, hvad hun havde kaldt ad ham til. Ja, hun havde ingen kaldt ad. Jo, hun havde kaldt ad ham i en bog. Ja, det kjendte hun ikke. Om hun så vilde sige, hvad han skulde bestille. Ja, det vidste hun snart ikke, men om han så vilde bygge en bro over fjorden.

Nu er der store bakker ved Vilsund, og han kommer ud og giver sig i lag med bakken og fik en stor odde ud, som er der endnu. Imidlertid kom hendes fader ud af kirken, for han kunde mærke på sig, at der var noget galt hjemme, og nu ser han straks, da han kommer hen ad vejen, te der var et menneske, der øste bakkerne ud i fjorden, og han må jo have ham stoppet, for han vilde ikke have det arbejde gjort, det var jo at gå ind i hans næring. Så vil han altså forbyde ham det, men han svarer, at han er kaldt ad. Ja, så skulde han fly ham til noget andet. “Ja, bi nu lidt”, siger manden, “så vil a tænke noget op.” Imidlertid havde manden fået ladet hans grynbøsse, og så river han en helvedes stor s… og siger: “Driv mig nu den ind, hvor den kom ud.” Da fløj Djævelen over 18 kirkesogne og fik ikke uden et svøbeslag på den, og så måtte han give tabt, han kunde ikke få fat i den. Så var de ham kvit.
Meddelt af Nik Mads Filtenborg, Stevnstrup til Evald Tang Kristensen.

En af dværgenes anførere besluttede at lægge bro over Vilsund, så de kunde komme over til ty. I den hensigt fyldte han sin ene bulvante med jord, men da han kom derned til fjorden, slap der hul på vanten, så han tabte det, men deraf blev de store sundøer, som når langt ind i fjorden og letter overfarten, men nu opgav han bestemmelsen, da han ikke havde noget at bære jord i længere. Så måtte de have færgemanden til at sætte dem over.
Meddelt af F.L.Gr. til Evald Tang Kristensen.

Ås

Her ovre i Ås bjærg nord for Bakgården på vestre side af fjorden var 12 røvere, og det var ikke godt at færdes der om natten. Det var lige så fast, te de forliste deres drenge der i Bakgården, og de vidste ikke, hvor de blev af, for det var ubekjendt for dem, at røverne var der. Omsider fik de en dreng, og han blev ikke sådan henne for dem, men han sagde dem jo også besked, om der skulde blive en stud eller et høved henne, så måtte de ikke blive vred på ham, for sådan var det, den dag skulde nok komme, da de skulde få betaling for deres kreatur.

Han vogtede jo høvderne der nør i bjærget, og røverne vilde jo have èt, når de havde det behov. Nu stod drengen jo så højt for røverne, for det han var villig til at lade dem få at får eller en stud, hvad tid de vilde have, og han skulde have hans juleaftens-nadver ved dem, men den holdt de lille juleaften. Der lå den gang krigsfolk i Tisted. Drengen fortæller nu folkene i Bakgård, hvor han skulde hen til juleaften, og da var røverne hjemme, derfor skulde de til den aften få krigsfolkene hentet, så de kunne være der, når han var tagen af sted, og passe på at komme ind i stilhed. Deres geværer stod runden om ved siden i hullet, sagde han, og dem skulde de se at tage. Som nu røverne sad ved bordet og var helt glade, kom krigsfolkene ind ad døren, og de blev grebne alle tolv og kom siden af med livet. Folkene i Bakgården fik nu betaling for deres kreaturer, og drengen blev godt belønnet for hans ulejlighed.
Meddelt af Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.

Skjoldborg

Der kom et par fremmede en juleaften til Skjoldborg, og de anstillede dem så svare, te det var forskrækkeligt, men manden troede dem jo ikke vel. Så siger han til hans kone: “Ja, a ynder ikke de fremmede, her er kommen, a vil tage til Tisted – for der var jo krigsfolk – og så skal du sige, a er tagen ud i stalden til hestene, men du må vide at traktere og være god ved dem det ståend.” Nu var der jo ikke så forskrækkelig langt til Tisted. De fremmede åd og drak og var hele karle, men tykte jo, det var sært, manden blev henne. Så kom han og var nu så svar ved dem. Endelig begyndte de at snakke om, hvor hans penge var. Han tykte ikke, de skulde have penge også, nu han havde været god ved dem med levemåde. Jo, de vilde, ellers skulde han miste hans liv; de skulde nok selv finde dem, i så fald han vilde ikke vise dem. Ja, så kunde de følge med ham herind, når de vilde partu have dem. Der var nu gang ind ad den anden stue, og da han lukte døren op, sagde han højt: “Nu bitte karle, nu har I hørt det der udenfor, hvad det er for fremmede, a har, nu vil a bede jer om at komme ind.” Så forlangte de ingen penge, de fik andet at tænke på og blev grebne med det samme.
Meddelt af Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.

Ebbe Skammelsøn fra Norentoft slog den pige ihjel, han vilde have haft til kone, derefter dræbte han hans hest i Spåndal sønden for Rostrup og gik til gården og talte til manden ved vinduet. Det var major Gyde, som den gang boede på Rostrup, og han havde Ebbe Skammelsøns søster til kone. Så lukkede han ham ind og skjulte ham. Hans søster vidste ikke, at han var der, førend mange år efter. En gang tog Gyde fra by og foregav, at han vilde ud efter en slægtning, der skulde have nådsensbrød ved ham. Så kom han tilbage om natten og havde ingen med sig, men lukkede Ebbe ud, og siden gik han åbenbart på gården. Før havde det hedt sig, at han var død og henne.
Meddelt af Anders Bang, Jannerup til Evald Tang Kristensen.

Til gården Nodentoft mellem Tisted og Skjoldborg henføres visen om Ebbe Skammelsøn. Gården har i sin tid været en meget stor gård. Det har aldrig været rigtig der på gården siden, og til for ikke så farlig mange år siden var blodpletterne endnu at se, men nu er den gl. bygning reven ned. Selve begivenheden må på Nordentoft aldrig omtales med et eneste ord, langt mindre visen synges derom, ti så kommer straks den gl. fru Skammel og sætter sin blodige afhugne hånd på vinduesruden, for det var jo hende, der var skyld i den hele ulykke.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.

I Skjoldborg i Ty havde de lavet gammeløl. Men da de skulde til at tappe af tønden, var der ikke øl, men noget, der brumlede. Så kjørte de tønden ned i nogle bakker et stykke fra fjordbakkerne og grov den ned der. Det dyr, der var avlet i den tønde, skal vokse der og bryde ud og være så ualmindelig stort, når det kommer ad af fjordbakkerne, at det vil ødelægge det halve af Ty.
Meddelt af Dissing, Erslev til Evald Tang Kristensen.

Op