Her ovre i Ås bjærg nord for Bakgården på vestre side af fjorden var 12 røvere, og det var ikke godt at færdes der om natten. Det var lige så fast, te de forliste deres drenge der i Bakgården, og de vidste ikke, hvor de blev af, for det var ubekjendt for dem, at røverne var der. Omsider fik de en dreng, og han blev ikke sådan henne for dem, men han sagde dem jo også besked, om der skulde blive en stud eller et høved henne, så måtte de ikke blive vred på ham, for sådan var det, den dag skulde nok komme, da de skulde få betaling for deres kreatur.
Han vogtede jo høvderne der nør i bjærget, og røverne vilde jo have èt, når de havde det behov. Nu stod drengen jo så højt for røverne, for det han var villig til at lade dem få at får eller en stud, hvad tid de vilde have, og han skulde have hans juleaftens-nadver ved dem, men den holdt de lille juleaften. Der lå den gang krigsfolk i Tisted. Drengen fortæller nu folkene i Bakgård, hvor han skulde hen til juleaften, og da var røverne hjemme, derfor skulde de til den aften få krigsfolkene hentet, så de kunne være der, når han var tagen af sted, og passe på at komme ind i stilhed. Deres geværer stod runden om ved siden i hullet, sagde han, og dem skulde de se at tage. Som nu røverne sad ved bordet og var helt glade, kom krigsfolkene ind ad døren, og de blev grebne alle tolv og kom siden af med livet. Folkene i Bakgården fik nu betaling for deres kreaturer, og drengen blev godt belønnet for hans ulejlighed.
Meddelt af Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.