For mange år siden vilde en herremand opføre en mølle på en høj, som lå lige ved hans gård, og han havde akkorderet med en tømmermand om at bygge møllen, men natten efter akkorden kom tre småpuslinger til tømmermanden for at få ham til at forhindre, at møllen blev bygget. Han gik da om morgenen til herremanden og vilde gjøre, hvad han formåede, men da han kom til gården, havde herremanden hængt sig om natten, og der blev ingen mølle bygget. Om samme høj fortælles, at der findes store skatte i den, men at de kan ikke udgraves, før gården brænder, da skal der kunne findes så meget, at gården kan opbygges påny.
Meddelt af Kristoffer Holm, Sønderhå til Evald Tang Kristensen.
Fra herregården Øland i Harring sogn var for mange år siden to karle ude at pløje i nærheden af en dysse, som ligger lidt fra gården. Da de nu pløjede forbi, lå der en skåde, som var itu, og de hørte èn råbe: “Ja, nu har jeg dejen færdig, men intet at sætte den i ovnen med, hvad skal jeg stakkels kvinde gjøre?” Den ene karl havde tilfældigvis et par søm i lommen, hvormed han gjorde skåden i stand og lagde den der, hvor han havde taget den. Den anden karl sagde nu til ham, at han skulde forlange et brød i løn for at have istandsat skåden. Da de om eftermiddagen kom i marken, var skåden væk, men der lå to små brød på en stor sten ved dyssen. Karlen, som havde gjort skåden i stand, tog det ene brød og spiste; men den anden karl tog det andet og puttede i lommen for at vise det til gårdens folk. Om natten blev han så syg, at han var døden nær, og først den tredje dag efter var han fuldkommen rask.
Meddelt af Kristoffer Holm, Sønderhå til Evald Tang Kristensen.
Øland ejedes for en snes år siden af en hr. G. Tæt vesten for våningshuset ligger en meget stor høj omgivet af en grav, og den ene side af højen er bevokset med kratskov. I samme skal være en guldrok, hvorfor gården skal gjenopbygges, når den en gang brænder. G. fik i sinde at anlægge en mølle på højen og begyndte med at lade den jævne oven på. Den første nat, efter at arbejdet var begyndt, kom et par små grå mænd ind i stalden til en gammel røgter, som lå der, og pålagde ham at sige til hr. G. næste morgen, at hvis han ikke ophørte med at grave i højen, skulde der ramme ham en stor ulykke. Røgteren udførte hvervet, men G. lod ikke til at agte på det og blev ved med arbejdet. Dog hørte han snart efter op dermed, afskedigede på èn gang alle arbejderne, og lod højen forblive i samme tilstand, hvori de forlod den. Men fra den tid var G. som forvandlet, gik tankefuld omkring og nedtrykt, og efter nogle ugers forløb hængte han sig. Efter hans død skal der være fundet et papir, hvori han gjorde det til en forpligtelse for gårdens følgende ejere aldrig at røre højen.
Meddelt af A .C. P til Evald Tang Kristensen.
Der er en lille sø eller stor dam ved gården Øland, hvor der ligger en pæn rund høj ud i. En gang, da en af ejerne havde taget sig for at ville grave den høj ud, kom der om natten en lille pusling i grå klæder ind i kammeret til karlene, som skulde grave i højen, og sagde til dem, om de vilde hilse herremanden, at han skulde lade det være, ellers skete der en ulykke. Det vilde han imidlertid ikke og blev ved at grave. Men snart efter brændte gården. Den har brændt èn gang før, og når den brænder tredje gang, så må højen graves ud, og så finder de en skat, hvorfor hele gården kan blive bygget op.
At der var noget galt ved det med den høj, havde folk også en anden gang fået bevis på. Staldkarlen havde nemlig lov til at have et par får og få græsset på gården, og de får havde han en dag fået båret over på højen. Der var nemlig vand imellem højen og land, og der var lagt et langt gangbræt derover. Han syntes jo, at de kunde have det så godt der ovre, for der var græs nok. De stod der også den hele dag, men formelig sultede, da de ikke kunde bide et eneste græsstrå over; det var troldtøjet, som hindrede dem i det.
En af ejerne der – han hed vist Skibby – gik fra forstanden, og folk sagde, det kom af, at han havde rodet i højen.
Meddelt af Lærer Helligsø, Borup til Evald Tang Kristensen.
Gamle-Hans i Barmer fortalte, at da han var ung og tjente på Øland, skulde han en aften fodre hestene. Det var så mørkt som en brand. Han stak skovlen i hakkelsen og førte den til krybbemundingen, men i det samme føg hakkelsen om ørene på ham, og han hørte da noget bag ved sig, der lo: “Hahaha!” Det var da gårdbukken, som havde lagt sig i hakkelsen, og Hans havde taget ham med i skovlen. Fra den tid rørte han al tid om i hakkelsen for at mærke, om der var noget deri.
Meddelt af Nik. Christensen til Evald Tang Kristensen.
I mange år før Øland i Harring brændte, har man vidst, at det skulde ske, og set den stå i lue. Manden selv har også set det, en gang han kom fra Tisted. Han skulde just til at dreje af fra landevejen, da han ser, at gården er gloende over alt, og så kjørte han jo til, så hestene var færdige at styrte. Sådan blev han ved, til han kom hjem, da var det ingen ting alligevel.
Sådan var det også med Anders Smeds i Nørhå, før det brændte; folk rendte efter det, og når de havde så rendt et stykke, blev det borte med et.
Meddelt af P. Uhrbrand til Evald Tang Kristensen.
Ved en herregård i Thy, der hedder Øland, ligger en temmelig stor høj, hvortil knytter sig et sagn, at dersom den jævnes eller udgraves, vil det bekomme ejeren ilde. En fordums ejer af gården troede ikke, det kunne betyde noget, og havde tænkt at bygge en vejrmølle på den, havde også begyndt forarbejdet ved at grave i højen for i den at danne en kælder, men så kom røgteren næste dag og bad husbonden dække højen igen, for han havde ingen ro haft den nat, de underjordiske havde været hos ham og påbudt ham at sige husbonden, at dækkede han ikke straks højen, ville det gå ham ilde. Manden troede ikke, det havde nogen fare, og vedblev at lade arbejde i højen, men få dage efter døde han helt uventet. En senere ejer af gården var så omhyggelig for højen, at han i de skriftlige bestemmelser for forpagteren havde forbudt denne at grave eller på nogen måde forandre højen.
Efter Svend Grundtvig.
Øland gård er brændt to gange, og den skal brænde en gang endnu. Når det sker, så må manden grave en høj ud, som ligger på marken, og deri skal han finde ej alene så meget guld, som gården kan bygges op for den sidste gang, men også, hvad den har kostet at bygge op for de to foregående gange.
Meddelt af Jebjærg Højskole til Evald Tang Kristensen.
Tæt uden for gården Øland i Ty ligger en meget smuk høj i et vandkjær, så at vandet står rundt om højen, der kun er tilgjængelig over en træbro. Om denne gangbro (høj?) fortælles, at den skal indeholde en skat, men som ingen tør søge efter, inden gårdens ejere er blevne så udhungrede, at intet middel til at opholde livet er tilbage, uden det at gribe til tiggerstaven. Da måtte der søges i højen, og skatten udtages under et deri stående stenbord, hvorved den, som havde ejet den, skal sidde og sove på en stol, indhyllet i en munkekappe med armene lagt på bordet. Højen er overalt grøn, og uden om den er anlagt gange op til det øverste af højen.
I gården Ølands have er en dam med en ¢; på øen er skjult en skat. Når gården er brændt tredje gang, skal skatten komme frem, og den opbygges prægtigere end nogensinde før. Men hvis nogen vil løfte skatten før, koster det ham hans liv eller forstand. Gården er i mands minde brændt èn gang, men vist også en gang tidligere.
M. Olrik.
Der er en gård i Harring, der hedder Øland. Tæt ved gården er et lille kjær, der ligner grave omkring et voldsted, og midt på dette er en høj, der ser ud som en kjæmpehøj. I den har der været spået af, at der skal være en skat, og når gården Øland brænder tredje gang, skal skatten kunne hæves, men før ikke. Gården er brændt to gange.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.
I en høj ved herregården Øland, Ty, der er omsluttet af haven, er en skat. Den nuværende ejer freder smukt om den, men en af forrige ejere, der lod grave efter skatten, begik kort efter selvmord.
Meddelt af N.P. Jensen, Hassing til Evald Tang Kristensen.
På Øland mark var et sted, hvor man sagde, at der hver st.-Hans aften skød en kjedel op af jorden fuld af guld og skatte, og ovenpå den lå en lille sort hund. Så var der en mand, der var kommen i forlegenhed, han skulde af med hans landgilde, og han havde ingen penge. Det hørte hans lille datter, og da hun nu vidste af den skat at sige, og det igjen blev st.-Hans aften, så gik hun ud på den plads, hvor kjedelen skød op, og ganske rigtig stod den der, og den lille sorte hund lå ovenpå. Så tager hun og løser sit forklæde af, svøber det om hunden og lægger den pænt ned på jorden, tager dernæst så meget af skatten, som hun tykte, og lægger hunden op igjen. Den siger så: “Havde du ikke taget mig så sødt og lagt mig så blødt, skulde du ikke have kommet sådan fra det”.
Meddelt af L.N. Bertelsen til Evald Tang Kristensen.
Hr. Daniel Andersen i Roesholm var gift med Ane Jensdatter, og de er begge begravede under præstens stol i koret i Stagstrup kirke. Hans og hendes billeder findes udskårne på præstens stol i Harring kirke. Formandens enke boede i præstegården og døde 1652. Daniel Andersen skrev så overordentlig smukt, og derfor blev han også kaldet Daniel prenter, han skrev sig selv D. A. Helsingør. I kirkebogen er skrevet med aldeles sort blæk, så han har været meget omhyggelig. Under hans hånd står blandt andet der anført: Alle Helgenes aften 1650 blev Christen Jensen Rø af Stagstrup rettet og halshugget ved Hillerslef ting.
Evald Tang Kristensen.
Møllebyggeriet på troldehøjen. Genfortalt af Gorm Benzon.
Om C.C. Godskesen der ejede Øland fra 1831 og til sin død i 1841, fortælles følgende sagn: Ikke langt fra gården ligger en høj omgivet af grave og med lidt beplantning. I højen er begravet en guldrok, for hvis værdi Øland kan genopbygges, når den engang brænder; det vil dog være nytteløst at lede efter skatten, thi den skal ikke findes, før herregården ligger i ruiner.
Godskesen var ingen overtroisk mand, han agtede at bygge en mølle på højen og gik på trods af folks advarsler trøstigt i gang hermed. Den første nat efter arbejdets påbegyndelse kom der to små grå mænd ind i stalden til den gamle røgter og pålagde ham at sige til Godskesen, at hvis han ikke holdt sig væk fra højen, ville en stor ulykke ramme ham.
Røgteren gjorde som begæret, men Godskesen bare lo ad ham og gravede videre. Længe varede det imidlertid ikke, førend han pludselig afskedigede arbejderne og pålagde dem ikke at tage eet spadestik mere. Siden da var han ganske forandret; forhen havde han været en lystig, jovial mand, men nu gik han nedtrykt og tankefuld omkring, og efter nogle ugers forløb, hængte han sig. Der skal senere være fundet et papir, hvori det gjordes til en forpligtelse for gårdens kommende ejere aldrig at krænke højens fred.
I 1851 nedbrændte gårdens avlslænger, og da havde både ejeren og andre et stykke tid forinden set forbrand.