Da æ var 11 år, skulde æ lige ved solnedgang hen at lede efter køer. Da kommer der en 7, 8 små mennesker henne på Remmene sønden og vesten for Kjæn Smeds Sande og norden for Nørkjær Remme. Æ stod på en høj bakke og så dem. Da tænkte æ: “Nu kommer du nemt efter at få spor på dine køer.” Æ troede nemlig, det var pastor Bruns sønner og Hansens sønner fra Lyngholm, der havde været ude i klitten. Da æ står der, giver de dem til at lege der på Remmene. Det var nogne stakkede, tykke nogne, det var nogne sære lave kvabbier, men de kunde endda springe ud til alle sider og springe så langt op og ned ad bakken, te æ kunde ikke nær springe sådan ned ad, og æ var endda god til det. Så blev æ jo ræd, og æ sætter afsted gjennem Nørkjær, gjennem rojk (dvs.: tørvedynd) og skidt, te æ var så overbesat med lævver, og æ blev ved, til æ kom op på diget ved vor mark, og da var det først, æ turde se mig om.
Meddelt af Anders Kristensen Istrup, Ørum til Evald Tang Kristensen.
Fru Trine Jacobsen fortæller: Da min ældste søster opholdt sig på Ørumgård i Ty i 1840-41, ejedes den af en tysker, der hed Eybert. Ham sagde de om, at han var dobbeltgjænger. Således kunde min søster høre ham gå og sjokke på sit værelse i sine morgensko på samme tid, hun så ham ude i gården. Vi syntes, at det var så uhyggeligt. Han var indvandret fra Tyskland og havde mange penge, og rygtet sagde, at han mulig var kommen til dem på en mindre pæn måde.
Meddelt af O. Chr. B. til Evald Tang Kristensen.