Øsløs

I Øsløs sogn er der en jævn stor bondegård, som kaldes Bisgård eller Bispegård, for der er sagn om, at her har været et bispesæde. På den gårds mark var der en meget stor høj, som næsten al tid stod grøn. En meget varm sommerdag, fortælles der, kom en uhyre stor fugl, som kunde skygge over hele højen, når den bredte sine vinger ud. Beboerne, som så det fæle uhyre, blev meget bange for det, og ingen af dem turde komme i nærheden af det.

Nu havde de på Bisgård en tyr, som var gal, og der var kun èn af gårdens folk, som turde komme til den. Der bestemtes da, at den skulde prøve en dyst med fuglen, og de fik den da drevet ud. Da den nu følte sig fri, løb den først hornene i en harve og splittede den så aldeles ad, at der ikke blev det mindste tilbage, som kunde kaldes en hel pind, eller bruges til nogen ting. Alle lovede sig nu god held og lykke med tyren og troede, at den nok skulde få bugt med fuglen.

De fik den da også op til højen efter, og lige så snart den fik øje på fuglen, så sparkede den i jorden med benene og stangede i den med hornene og brølede, så det kunde høres milevidt hen. Fuglen begyndte nu at forsvare sig og slog så eftertrykkelig med vingerne, at tyren ikke kunde komme den nær. Nu vendte tyren sig om og vilde gjøre et hovedangreb på højen, og den løb og brølede og stampede i jorden, så det var grueligt at se. Da den nu igjen kom hen imod fuglen, fløj denne op og ned igjen på tyren, slog sine kløer i den og fløj så til den forskrækkede mængdes store forbavselse med den ud over Limfjorden ad Himmerland til, og væk var den. Lang tid efter spurgtes der, at en uhyre fugl med en tyr i sin klo var dreven i land på Bjørnsholms klosters ejendom, som er en mil syd for Løgstør.
Meddelt af Georg Himmelstrup til Evald Tang Kristensen.

Der var en pige i Søndergård i Øsløs, hun havde fået et barn i dølgsmål, og det smed hun hen til bindehunden, og så blev der sådant spøgeri; hunden var så gal og urolig, så de kunde ikke have den, men de kunde lige godt ikke få den af med livet, for det den havde fået kristent blod. Det spøgeri gik altid og sagde: “Frels mig, frels mig!” Det var, når pigerne sad og malkede i nødset, de hørte det. Så gik den ene pige hen til præsten og spurgte efter, hvad hun skulde sige til det. Han sagde, hun måtte nok snakke til det, men hun måtte ikke love det noget.

Om anden dags aften, de sad og malkede, kom det igjen og sagde: “Frels mig!” Så siger hun: “Ja, kan det ske i Guds navn?” Men det ja skulde hun ikke have haft med, for hun måtte jo ikke love den noget. Så blev hun tåbelig for det, og der kom bud efter præsten, han skulde hen og gjøre det klar. Men det kunde han ikke rigtig have med at gjøre. Så kom der bud efter en anden præst nede fra Vendsyssel, der var så klog. Han satte det ned på det uderste af deres ejendom, og så kommer det hvert år skridende et kokketrin længere hen på andre deres ejendom. Der kom en gang en pige og gik over det, hun blev også tosset og var det til hendes død, for hun vidste ikke, det var der. Ja, hun var ikke tosset hele tiden, men en gang imellem, a kjendt godt pigen.
Meddelt af N.-Vissing til Evald Tang Kristensen.

På en gård i Han herred tjente en gang en pige, der ved manden blev moder til et barn, som hun imidlertid undlivede straks efter fødselen. Kort efter døde både manden og pigen, og barnemordet var endnu ikke blevet opdaget. Så fik pigen ingen ro i graven, men gik igjen hver nat, ja, hun havde endog så megen magt, at hun kunde vise sig før solnedgang. Især holdtes der et forskrækkeligt styr ved hundehuset, hvor hun først skulde have gjemt barnets lig, og i svinestien, hvor det derefter skulde være blevet nedgravet, og ingen kunde om aftenen eller om natten komme igjennem den port på gården, hvor spøgeriet havde sin gang. Men der var en pige i gården, som havde kjendt den afdøde, og en gang, da spøgelset viste sig ganske tydelig, talte hun det til med de ord: “Skal jeg ikke hjælpe dig i Jesu Kristi navn?” – “Nej, nej,” snærrede det og vendte sig truende imod hende, hvorpå det fortsatte sin gang, men pigen gik fra forstanden og blev en stakkel, indtil hun døde. Enkekonen, som beboede gården, bestemte sig nu til at sælge den, da hun syntes, at det blev for galt, men inden dette skete, kom en kapellan til sognet, og han manede gjenfærdet bort fra gården, men det fik lov at beholde en lille rund plet på marken så stor som bunden af et kar, mere magtede kapellanen ikke. Intet kan gro på dette sted og der går spøgeriet endnu.
Meddelt af A.C. Nielsen, Malle til Evald Tang Kristensen.

I Søndergård i Øsløs på Hannæs har det, så længe man kan mindes, ikke “været rigtig fat”. Derom vèd de fleste, som har færdedes i gården, at fortælle, og det er kun 8-9 år siden spøgeriet holdt op. Om aftenen kunde man høre klirren i kjøkkenet og muslen i afsides værelser næsten til stadighed. En skrædderpige gik sent i seng en aften og skulde ligge i et sengkammer på den anden side storstuen; i denne mødte hun en stor sort puddelhund, der ikke kunde være af gårdens. Hun skyndte sig i seng. Da hørte hun stønnen og pusten. Pusleriet forsvandt i et mørkt lille kammer ved siden af hen ad natten. Lignende fortællinger har flere at berette derfra. Mest omtalt er dog den kvindeskikkelse, som indtil for ni år siden om natten bevægede sig ved gården. Det var en høj og kraftig kvinde med hovedet stærkt indbyldtet. Hun kom udefra og standsede altid i porten, hvor hun opholdt sig lidt og syntes at famle med hånden. Derpå skred hun ud af porten om laden og forsvandt i kjæret. En gudfrygtig pige i gården opfattede skikkelsen som en hvileløs gjenganger og vilde gjerne hjælpe den til ro. Efter at have rådført sig med præsten, nærmede hun sig en aften til gjengangeren, men siden blev hun meget syg og blev ved at være det. Efterhånden udeblev skikkelsen.
Meddelt af Joh. Skjoldborg, Kollerup til Evald Tang Kristensen.

En mand på Hannæs havde en meget lyksom gås. Formodentlig har dette vakt et ondt menneskes misundelse, ti gjæjlinger, der var sunde og friske, blev èn gang, som om de var fra samlingen, vilde hverken æde eller drikke, dandsede rundt i oprejst stilling og stillede sig til sidst med ryggen mod væggen, gabte og døde. Ejeren søgte råd mod den formentlige forhekselse hos en klog mand, og denne rådte ham at give hver af de efterlevende tre peberkorn. Dette blev gjort ved de tre, der var tilbage, og disse kom sig og blev til dejlige gjæs.
Meddelt af Joh. Skjoldborg, Kollerup til Evald Tang Kristensen.

Anders Mauridsen, der af nogle kaldes hr. Einar, var i 1603 præst i Øsløs, Vesløs og Arup i Vester Hanherred i Vendsyssel. Han var der imidlertid kun ét år, eftersom han døde under den hårde pest, der rev en stor del af befolkningen i hans sogn bort. Han fik sin helsot, fordi han af mangel på folk selv måtte give en hånd med for at få liget af en pestbefængt sænket ned i graven, og i sin ligtale skal han samtidig have taget afsked med menigheden, da han følte, at dette ville blive hans død.
J. M. Thiele