I Østerild mellem Ålborg og Thisted boede der engang en mand, der havde sin kone mistænkt for at være en heks. Dette ville han skaffe sig vished om ved på en St. Hansaften at holde øje med, om hun skulle til gæstebud hos fanden. Hele aftenen lurede han på, hvad hun foretog sig, og han så hende da tage en lille flaske med smørelse frem af et gemme, hvorefter hun gav sig til at oversmøre et såkaldt ovntræ, som man bruger til at rage brød ud af ovnen med. Hun satte sig da overskrævs på ovntræet og sagde: “Nu i fandens navn!” hvorpå hun med fuld fart foer op igennem skorstenen.
Nu gjorde manden, som han havde set konen gøre, og fløj bag efter hende på et andet ovntræ. Til sidst faldt han ned i en gård, hvor stuen var fuldt oplyst og fuld af mennesker. da han kom derind, så han fanden gå omkring og heksene sidde til bords, og øverst ved bordet så han sin kone. Fanden kom nu hen til ham og spurgte, hvad han ville, hvortil han svarede, at han var fulgt efter sin kone. Da rakte “gamle Erik” ham en bog, hvori han skulle skrive sit navn, hvilket han også gjorde, men tilføjede: “I Guds navn.” Da fanden nu atter fik bogen og så, hvad han havde skrevet, udstødte han et brøl, og hele gården styrtede sammen. den næste morgen befandt manden sig i et hul ude på marken mellem en hel dynge menneskeknogler, men sin kone så han aldrig mere.
I Holbergs lystspil Uden Hoved og Hale, 1. akt, 5. scene, fortæller Roland det samme sagn.
J. M. Thiele
I nærheden af Østerild mellem Ålborg og Thisted tjente en karl på en gård, hvor madmoderen var en heks, uden at han vidste af det. Selv om hun gav ham god og sund kost, ville han dog ikke trives og blev mere og mere mager for hver dag. I bedrøvelse herover gik han til en klog mand og klagede sin nød. Da erfarede han, at hans madmoder var en heks, der om natten, når han sov, skabte ham om til en hest og red på ham til Troms kirke i Norge, så det var ikke så mærkeligt, at han blev udtæret. Den kloge mand gav ham da en salve, som han skulle smøre sit hoved med om aftenen; når han da var faldet i søvn, ville han få en stærk kløen i hovedet, og han ville så vågne og se, at han befandt sig uden for Troms kirke i Norge.
Karlen gjorde, som han havde fået besked på, og da han vågnede den næste nat, stod han uden for Troms kirke i Norge, og i hånden havde han hovedtøjet til en hest, hvilket han havde skubbet af ved at klø sig i hovedet, og bag ved sig så han flere heste, der var bundet sammen ved hinandens haler. Da han havde stået således uden for kirkedøren i nogen tid, kom hans madmoder ud og smilede ganske venligt til ham. Men han gav tegn til, at hun skulle komme nærmere, og da hun kom, kastede han hovedtøjet over hendes hoved. I samme øjeblik blev hun til en dejlig hoppe. Nu steg han op på hoppen og red hurtigt hjemad, men på vejen holdt han ind ved en smed og lod ham lægge fire nye sko på hoppen.
Ved sin hjemkomst fortalte han sin husbond, at han havde været ude og købe en prægtig hoppe, som nok ville kunne gå i spand med den, han havde i forvejen, og manden købte hoppen af ham for en god betaling. Men da husbonden tog hovedtøjet af, forsvandt hesten, og i dens sted stod madmoderen midt i gården med nye hestesko på hænder og fødder. Da fortalte karlen hele sagens sammenhæng, hvorefter kællingen blev jaget på porten, og hun fik aldrig jernskoene af hverken hænder eller fødder.
J. M. Thiele
I Østerild mellem Ålborg og Thisted var der engang mange hekse. En jæger, der ofte kom forbi gården Baller, så jævnligt uden for denne gård en hare eller en vildand, men selv om han skød og var sikker i sit skud, ramte han dog hverken den ene eller den anden.
Engang så han en and ligge i et vandhul lige ved gården og skød flere gange på den, men den blev liggende, som om intet var hændt. Da nu hverken hagl eller kugler ville bide på den, skar han en sølvknap af sin trøje, sværgede tre gange over den og lagde den i bøssen. Nu ramte han anden, men den fløj op af vandet, ind i gården og skjulte sig hønsehuset. Han løb da ind på gården og fortalte folkene, der sad ved aftensbordet, hvad der var sket, og forlangte den and, han havde skudt.
Manden sagde da, at han jo kunne gå ud i køkkenet og sige det til pigen, så skulle hun skaffe ham hans and. Men da han kom ud i køkkenet, sad der en led gammel kælling ved skorstenen. Hun havde kun én sko på, og blodet løb i stride strømme ned ad hendes ben, hvorfor hun forklarede, at hun havde pådraget sig skaden ved at falde og slå sig. Men jægeren var straks klar over, at hun var den heks, han havde skudt på, og skyndte sig derfra så hurtigt, han kunne.
Ved Torresø i Krogsbøl sogn så man ofte før i tiden en hare strejfe rundt om aftenen, men hvor meget man end skød efter den, hjalp det ikke, idet den blot slog en høj latter op.
J. M. Thiele
I Østerild mellem Ålborg og Thisted er der et hus, der kaldes Hatof. I nærheden ligger der en høj, hvori der bor en ellesmed. Ofte hører man om natten, at der bliver smedet derinde, og på højens ene side er der et hul, hvor man om morgenen kan finde slagger og hammerskæl liggende spredt omkring.
J. M. Thiele
I en gård i nærheden af Østerild mellem Ålborg og Thisted syntes husbonden og madmoderen, at deres middagsmad altid slap for tidligt op, selv om der var lavet nok så rigeligt. De rådførte sig derfor med deres karl, som var et kvikt hoved, om hvad årsagen mon kunne være. Karlen vidste nok, at en nærliggende høj var beboet af bjergpuslinger, og han var af den mening, at disse måske spiste med, og besluttede sig derfor til at passe nøje på.
Da middagsmåltidet den næste dag var færdigt, gik han ud til højen og lagde øret til, og han hørte da, at der var en del larm og uro dernede, og at én sagde til en anden: “Giv mig min hat, maden er færdig!” Da råbte karlen også: “Giv mig min hat!” hvorpå der blev svaret: “Der er ikke andre tilbage end gammelfars!” “Den er god nok,” svarede karlen, og straks blev der kastet en hat ud af højen til ham. Da han satte den på hovedet, så han bjergfolkene myldre ud af højen og løbe ned til hans husbonds gård. Han gik da bag efter dem og kom ind i stuen, hvor han så, at de allerede sad ved bordet og spiste af en pandekage, som konen havde sat frem på en pande, og det varede ikke længe, før pandekagen var spist op. Fortrydelig over, at der ikke var mere tilbage, sprang en af bjergpuslingerne op på bordet og løsnede sine bukser over den tomme pande. Da karlen så dette, tog han sin kniv og gav den uforskammede en flænge i rumpen, så han udstødte et skrig, hvorpå de alle løb bort.
Nu tog karlen hatten af, kaldte på madmoderen og folkene og spurgte, om de havde set noget, men de svarede, at de nok havde hørt døren gå og nogen skrige, ellers havde de ikke lagt mærke til noget. Da karlen om aftenen skulle til at gå i seng, hørte han spanden blive trukket op og ned af brønden. Han tog nu hatten på og gik ud i gården, hvor han så bjergfolkene have travlt med at vande deres små heste. Han spurgte dem nu, om de kunne tænke sig den samme behandling som i middags, men de bad ham så mindeligt om at få lov til at vande deres heste ved brønden, da der ikke var noget vand i højen, og dette gav karlen dem lov til på betingelse af, at de aldrig mere ville komme og stjæle af middagsmaden.
Den næste morgen fandt karlen to guldstykker hængende på brønden, og fra den dag af kunne konen have sin middagsmad i fred for de ubudne gæster.
J. M. Thiele
Fra kroen i Østerild mellem Ålborg og Thisted kan man til venstre se fire høje. Disse har engang været beboet af mange elverfolk, og det er vel nu et halvt hundrede år siden, at følgende begivenhed fandt sted:
Den mark, som højene ligger på, ejedes af en bonde, der brugte den til græsning. Imidlertid havde denne bondes søn i lang tid lagt mærke til, at en elverpige ville forlokke ham, når han om aftenen var ude for at flytte hestene. Han bad derfor sin fader, om han ikke selv ville flytte hestene, og det gjorde han. Men en smuk efterårsaften nogen tid efter fik drengen lyst til at gå derud, og da han kom forbi en af højene, var pigen der atter, og han lod sig forlokke af hende.
Noget senere skete det en nat, da bonden lå i sin seng, at han blev vækket af nogle slag på porten, og da han gik derud, stod der en mand, som sagde, at hans datter var ifærd med at barsle, og at bondens søn var udlagt som barnefader, hvorfor han ville have ham med sig, for at sønnen kunne vedkende sig barnet. Da drengen hørte dette, stod han op, klædte sig på, og skønt hans fader ikke ville tillade ham det, gik han alligevel ud til den fremmede mand, der sad på en hest, som ikke var større end en kalv. på den fremmede mands anmodning satte drengen sig op bag på hesten, og nu red de med stor hast ud til de fire høje. Her blev drengen spurgt, om han ville vedkende sig barnet, og da han gjorde det, blev han natten over i en af højene, men den næste dag kom han tilbage med så mange penge, som han kunne bære.
J. M. Thiele
Kommentar fra Thisted Museum: Kløvenhøj ligger på Oddershede Mark i Skovsted, men på grund af navneligheden har sagnet om lindorden i nyere tid fejlagtigt været knyttet til Kløv bakke.