Om Ydby kirke havde der snoet sig en lindorm, som var så lang, at hovedet lå ved den ene side af kirkemuren, og halen ved den anden. På èn gang kunde den æde en hest og en ko, og den slugte alle dem, der kom i nærheden. Da nu folk ikke kunde komme i kirke for den, fødte de en tyrekalv op, og folk fra sognet bar i tre år nymalket mælk sammen til den, hvorpå de førte den til kirken. Men ormen var for stærk, og med nød og næppe frelstes tyren. I fire år til fødtes den nu på samme måde og overvandt da lindormen, hvis skrog blev ført ud på en i fjorden liggende ubeboet holm, som er østen for Boddum og deraf har fået navnet Lindholmen. Den blev ført derhen, fordi den var giftig, og for at den ikke skulde forpeste luften.
Meddelt af H.A.B til Evald Tang Kristensen.
I gamle dage var der kommet en lindorm på Ydby kirkegård. Den voksede og blev meget farlig, ti den vilde tage både mennesker og dyr, og til sidst var den så lang, at den nåede helt rundt om kirken, så ingen turde komme der. Så hittede manden i æ Kjærregård på råd. Han lagde en tyrekalv til, og den fik i fire år al den nymalkede mælk, den kunde drikke. Længe havde den været mandvolm, og ingen kunde komme den nær uden pigen, som gav den mælken. Da den nu var fire år, sagde manden til hende: “Å, tag æ spand og list æ tyr med dig op på æ kirkegård, og så kan du jage æ spand inden æ stette og så rende hjem.” Skjøndt pigen var gruelig bange, blev dette gjort. Men da lindormen nu så tyren, kastede den sig over den, og der kom til at stå en frygtelig kamp. Men tyren vandt sejr, og lindormen blev stukken ihjel. Den er nu begravet i den lille høj lige vest for kirken, som endnu hedder Lindormehøjen.
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.
Norden for Ydby kirke på kirkegården er der en stor flad høj, og efter sagnet er der så meget guld deri, at kirken kan bygges op derfor, når den brænder tredje gang. Men hvem der vover at grave i højen, før kirken er brændt, skal dø, inden året er omme. – Den nuværende kirkesanger siger, at højen efter hans undersøgelser består af murbrokker under grønsværen. Ydby fik sit kapel ligesom Vestervig m.fl. kirker, da stiftet var i band for drabet på biskop Oluf Glob.
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.
På Ydby kirkegård ligger enhøj, hvori der skal være en kjedel med penge, som ikke kan optages, før en gang kirken brænder. Flere har forsøgt på at grave i højen efter dem, men er straks blevne så syge, at de ikke har kunnet grave videre. De penge skal bruges til at bygge kirken op for, når den en gang brænder.
H.A.B.- Evald Tang Kristensen
Det skete en gang i Flarup, da folkene kom ud fra deres juleaftensnætter, at der sad en kat i kjeldetruget. Så tog tjenestedrengen en pisk og bankede den kat i, men da spyttede den noget på ham, og så døde han om anden dagen.
Johan Jensen, Mollerup til Evald Tang Kristensen.
I Ydby boede en gammel kone, der kaldtes Ma’ Dappes (rundfed, en dappes: højst trivelig person); hun var slem til at hekse. Så var der en slem smed i Kobberød, der vilde drive løjer med hende, og han gik til hende og bildte hende ind, at han vilde lære hendes klogskab. “Ja, mit barn”, siger hun, “vil du gjøre, som a siger, så må du komme til mig på søndag aften ved midnatstide oppe på kirkegården.” Det lovede han og kom også til bestemt tid. Kjællingen var mødt.
“Nu mit barn”, sagde hun, “gjør nu, som æ gjør”, og dermed slængte hun hendes træsko, rendte hen til kirkedøren, fløjtede ind ad nøglehullet og sagde: “Æ gi’r mig Fanden i vold.” Han rendte bag efter og skreg: “Æ gi’r dig Fanden i vold.” – “Du må ikke sige sådan..” Men han blev ved at sige det alle tre gange, for de løb jo tre gange rundt. “Gjør det igjen, så skal du aldrig glemme mig”, sagde hun, men han blev ved sit.
Just som han havde sagt det sidste ord, kom der så mange katte, te han kunde ikke tælle dem, og deres øjne var glød, og de mjavede og pustede og tog svært afsted. Smeden rendte uden træsko ud af stetten, men med et fælt følgeskab. Vester ud ad landevejen lod han stå, og djævlene fulgte ham, til han kom til en ager hør, dèr slængte han sig i og lå til dag, og der var han i fred. den gang solen kom, pillede han af hjem. Siden den tid var der aldrig så en kjæbe på ham som før.
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.
I Tingbakkerne østen for Sinnerup by i Udby sogn var der i gamle dage en røverbande på 12 personer, og den plyndrede fjernt og nær, og var til stor plage. Gjærne var nogle af dem hjemme, men somme tider var de også alle borte. Så trængte de til en husholderske, og en dag trak de da en lille pige fra Sinnerup ind i hulen, og hun måtte tjene dem og blive hos dem i flere år.
Ved hulens munding havde de en klokke, og fra den var der spændt en snor over til de østlige bakker, for at den kunde lyde, når nogen vejfarende kom forbi om natten. Således fortsatte de deres uvæsen år efter år, og det i mange år. Men en sommerdag, pigen stod derude, red en karl, en af hendes barndoms venner, der forbi. Hun sprang hen imod ham, han greb hende op på hesten og red til Sinnerup med hende, alt hvad han kunde.
Nu blev røverierne værre end før, og folk tænkte til gavns på at blive plagen kvit. Af pigen fik de at vide, at de gudsforgående karle holdt juleaften hellig. Da skulde ikke alene deres håndværk ligge ned, og deres våben forvares inde i et lille kammer, men kunde de gjøre noget godt, så vilde de, kun blev der som sædvanlig sat vagt. Så lod de Sinnerup folk en af deres karle gå ud på Tyholm lille-juledags formiddag, og om aftenen skulde han komme tilbage.
Det gjorde han, og da han var kommen over vadestederne mellem fjorden og vejen, gav han sig til at råbe, at han var gået vildt. Røvernes vagt gik da hen til ham og vilde hjælpe ham på ret vej, til Sinnerup nemlig, men han lod, som han blev ved at være forstyrret og kunde ikke blive ret vendt. Røveren måtte da blive ved længere, end han vel vilde, og pludselig rejste der sig bag ham og den anden en hel række kraftige karle. Disse overmandede skurken, bandt og kneblede ham, og nu drog de til kulen. Der blev kampen kort, ti man besatte først kammerdøren, og enden blev, at alle røverne blev fangede levende. Og for deres mange ugjerninger måtte de bøde med livet. Nogle siger, at de blev sønderslidte af løbske heste, andre, at de blev satte i pigtønder og rullede ihjel efter løbske heste. Men kløften i Tingbakken viser endnu stedet, og den kaldes Røwerståww den dag i dag.
Når man er kommen over Tyholm ad Udby til, over Vejlebro altså, har man Tingbakkerne på venstre hånd. Der, hvor jærnbanen går bakkerne nærmest, sees kløften. Nogle hundrede alen sydvest for var det oldtidens tingsted, som har givet højene og bakkerne der omkring deres navne af Tingbakker og Tinghøje. Tingstedet blev opbrudt omtrent 1810.
Meddelt af Joh. Nielsen til Evald Tang Kristensen.
Bunden opsparing (gendigtning af Egon Nielsen om lindormen ved Ydby kirke))
Det hændte engang da den kristne livsstil endnu ikke var solidt indøvet og de gamle synder stadig havde magt, at gudsfolket i Ydby lagde sig sådan ud med den himmelske Fader at han måtte spærre dem vejen til nådens midler. I dag ved ingen hvad der var kommet parterne imellem, men at det var noget slemt, er uomtvistelig. Havde den himmelske Fader ikke for længst sat regnbuen til tegn på at han aldrig mere vil hjemsøge verden med Syndflodens rædsler, kan der næppe være tvivl om at han i al fald havde ladet Skibsted fjord gå et godt stykke over sine bredder. Men Gud stod ved sit tegn. Ja han vendte endnu en gang sin store vrede til et forunderligt gode. Det er der bevis for.
Selvfølgelig kender den himmelske Fader alt og alle. Han vidste udmærket at ydbyboerne nemt vender vrangen til. Der måtte træffes strenge foranstaltninger for at hindre dem adgang til kirken. De var stolte af deres store kirke med det høje tårn som kan ses så langt bort at det vel var tvivlsomt om der boede mennesker så dybt inde under himmelranden. men hvis der gjorde, kunne de se Ydby kirke. Ingen behøvede at spørge om folket i Ydby var et kristent folk. Det så man på afstand. Og nu havde de altså alligevel misforstået noget – de var kommet til at fornærme den himmelske Fader. Præster og munke havde bildt dem ind at dét var så godt som umuligt, bare man huskede at bøde med mange lys til alteret. Og det huskede de, for det var jo i grunden billigt sluppet. Således tullede de troskyldigt videre i de gamle synders mangfoldighed. men hver eneste helligdag knælede de dybt og gjorde mange korstegn for pande og bryst og alle udsatte steder. Man tager ikke munden for fuld når man siger at de forlystede sig i troen. Indtil den søndag morgen da det gik op for dem at der var noget galt.
Det var en dag i den tidlige sommer. Vandet pludrede i bækkene og man kunne høre alt det grønne gro – eller var det kirkeklokkens sprøde klang? Det er ikke nemt at høre forskel. Ydbyboerne var kommet agende og gående fra fjern og nær, men de nåede ikke længere end til porten i kirkegårdsdiget. Dér var der myldrende sort af mennesker. Den blege angst lyste i deres ansigter. – Gud er blevet gal! sagde de til hinanden. Vi har lagt os ud med den himmelske Fader! Anden forklaring kunne ingen finde på det frygtelige der var sket: i nattens løb var der lagt en lindorm foran kirkedøren! Dér lå den med ild i det skummende gab da de førstankomne var nået gennem porten frem til kirken. De kom hastigt tilbage og smækkede porten efter sig. Efterhånden var hele sognet forsamlet i rædsel. De dristigste kappedes om at stikke næserne ind mellem portens tremmer for at få et glimt af uhyret. En enkelt havde endda mod til at kravle op på diget hvor han rejste sig i fuld højde. Men han kom snart ned igen. Kvinderne stod længst tilbage – med ryggene klemt mod jordemoderens hus. De græd og holdt små tørklæder for næserne. men midt i rædselen var alle grebet af stor undren – for kirkeklokken klang. Det var Helligånden der drev den, mente de klogeste af mændene. Anderledes kunne det ikke forholde sig eftersom ringeren stod aldeles lamslået iblandt dem. Han havde fået et chok da han som den allerførste bogstavelig talt var ved at falde over lindormen foran kirkedøren. Præsten og munkene havde det ikke meget bedre. Den himmelske Fader havde spærret sit ejendomsfolk adgang til nådens midler. Ingen tvivl om det.
Det blev en langstrakt historie. Tiden gik og lindormen voksede. Til sidst snoede den sig omkring hele kirken og bed sig selv i halen, men blev i øvrigt liggende. Kun Gud ved hvad den tog næring af. Den bulnede ud. Den antog giftige farver. Og når nogen af nysgerrighed dristede sig hen til kirkeporten, spyede den ild og edder i lange stråler. Det hjemsøgte folk måtte lade deres børn døbe i fjordene. For de ville ikke opgive troen – skønt det var svært at bevare den. Når det skulle være på den måde! Unge mennesker som var kommet hinan¬den nærmere end godt er, blev viet i dølgsmål. De døde blev flyet til jorde under gamle træer. Meningen var at ligene skulle graves op igen og sænkes i indviet jord når Guds vrede var drevet over. Det havde nok lange udsigter.
Dengang var der i Ydby sogn en gård som hed Helvede. Og nu hittede manden i Helvede på at han ville opdrætte tre tyrekalve. Der har altid været gode penge i avlstyre. Kalvene blev udelukkende fodret med sødmælk og det varede ikke længe inden de var så farlige at ingen kunne komme dem nær. De brummede og stangede ad hvem som helst, undtagen malkepigen. Hun kom flere gange om dagen med svingfyldte spande til de uvorne dyr og så var de så blide som lam. For hun havde forstand på tyrekalve. Derfor slog det en dag ned i hende af de kunne ordne lindormen. Hun snakkede ikke med nogen om det – manden i Helvede ville blive tåbelig hvis han hørte hvad hun havde i sinde. Hun pøsede sødmælk i de tre tyrekalve til det gnistrede i deres øjne og brunsten hang som blylodder mellem deres ben. Så bad hun en aften sit Fadervor toogtyve gange – syv for hver tyr og én gang for sig selv. Herefter hun listede op til kirkeporten med en stor balje sødmælk. Hjertet hamrede i hende da hun åbnede porten – den havde ingen åbnet i tre år. Uden en lyd satte hun den tunge balje fra sig lige indenfor. Lindormens øjne flammede, men den opdagede intet. Så listede hun hjem igen. Men hun lod kirkeporten stå på klem.
Den nat sov alle i Helvede trygt og godt, bortset fra malkepigen. Hun holdt sig vågen. i det første dagslys hentede hun de farlige tyrekalve i stalden og førte dem i tøjr til kirken. Da de nåede frem, kunne tyrene se mælkebaljen mellem tremmerne i porten. Der stod damp ud af deres næsebor. De sænkede hovederne og tog tilløb – med bagbenene først. Jord og grus føg fra deres klove. Da slap malkepigen tøjret og lod dem springe. porten røg op med et brag. Mælken sprøjtede. Lindormen løftede hovedet og spyede ild. Kampen var i gang. Tyrenes horn rev alenlange flænger i lindormens bug. Men den holdt ud til solen stod højt på himlen. Da havde der samlet sig mange mennesker i en kreds omkring malkepigen. De gruede da hun gik gennem porten for at klø de frygtindgydende tyrekalve i panden. Men da viste det sig hvordan den himmelske Fader vender ondt til godt. Thi ormelejet skinnede af purt guld – barre ved barre hele vejen rundt om Ydby kirke. Det var nær kommet til tumulter. Folk kom farende med deres gode råd om hvad al den usandsynlige rigdom kunne bruges til. Manden i Helvede var inde på at han burde have en rimelig part da det dog var hans tyrekalve der havde sat livet på spil. Men malkepigen sagde at han kunne få sin betaling hos hende og så var der ikke mere snak om det. Enden blev at Guds ejendomsfolk i Ydby kom på kristlige tanker. De besluttede at gemme alt guldet i en stor høj på kirkegården. Dér skal det henstå som bunden opsparing indtil kirken, som det er forudsagt, brænder tredje gang. Det kan snart ske, for den er brændt to gange. Til den tid skal der så bygges en ny kirke, større og flottere end nogen anden i landet. Da vil det, om ellers holder sin pris, kunne ses endnu dybere ind under himmelranden at folket i Ydby er et kristent folk. For de gamle synders mangfoldigheds skyld er der dog lagt den klausul på kapitalen at hvis nogen i utide hæver selv det mindste forskud, skal det gå vedkommende ukristeligt ilde.