Seminariet i Snedsted

Danmarks første seminarium, Blaagaard i København, startede allerede i 1791. Præsterne var imidlertid ikke tilfredse med de nye lærere. De mente, at livet i hovedstaden havde en uheldig indflydelse på lærernes moral.

En præst på Lolland fik derfor år 1800 lov til at indrette et seminarium i sin præstegård. I 1812 blev der oprettet et præstegårdsseminarium i Snedsted.

Seminariet i Snedsted startede i præstegården, men i 1813 kunne man tage en ny skolebygning i brug. Her blev seminaristerne undervist, og der var også plads til en børneskole, så de nye lærere kunne prøve at undervise. Præsten hed Niels Bentzon, og han startede med kun syv elever. Elevtallet steg imidlertid, og efter få år havde præsten to lærere til at hjælpe med undervisningen. Det var Georg Pfaff og Peter Algreen.

I 1826 havde seminariet besøg af kong Frederik den 6. Han lovede penge til at udvide seminariet, og året efter rådede seminariet over en stråtækt bygning, der var 22,5 m lang og 7,5 m bred. I denne bygning blev den kendte skolemand Christen Kold uddannet som lærer 1834-36.

I 1830 fik Snedsted ny præst og dermed en ny seminarieforstander. Gerhard Brammer hed han, og han skrev flere bøger. Den betydeligste var om pædagogik og udkom i 1838. Det var Danmarks første lærebog i pædagogik, og den blev brugt i mange år på landets seminarier. Han tog ikke afstand fra, at børn skulle lære katekismus udenad. Men han mente, det var bedre at fortælle for de mindre børn. Christen Kold blev senere kendt for ikke at ville bruge udenadslære. Hos Brammer lærte han om den frie fortælling, som han senere blev berømt for at videreudvikle.

Brammer blev senere biskop. Kort tid før han blev biskop, forlod han Snedsted, hvor Ludvig Chr. Müller i 1842 blev ny præst. Han havde efter sin eksamen været lærer for Søren Kierkegaard, H. C. Andersen og to af Grundtvigs sønner. I hans tid forfaldt bygningerne, og han flyttede seminariet til Ranum i Himmerland.