4.000 f. Kr. – 1.700 f. Kr.
For 6000 år siden begyndte menneskene i Danmark at dyrke jorden og holde husdyr. Landbruget blev ved med at være befolkningens vigtigste levevej næsten helt op til vor tid. Landbrugets begyndelse er en af de største forandringer, der er sket i menneskenes måde at leve på.
En bonde lever helt anderledes end en jæger. F.eks. skal han gemme en del af dette års høst til næste år, så han kan så igen. Det betyder, at bonden må planlægge for fremtiden. Bonden må også arbejde meget mere end jægerne. I oldtiden måtte han f. eks. lave rydninger i den tætte urskov, som dækkede landet. Skovens almindeligste træer var lind, eg og elm. Inde i urskoven levede stadig vildsvin, kronhjort og rådyr.
Selv om befolkningen var blevet bønder, blev de dog ved med at gå på jagt, når markarbejdet og pasningen af dyrene gav dem tid til det.
Når bønderne skulle rydde et stykke skov, var deres vigtigste redskab den slebne flintøkse, og den huggede lige så godt som moderne økser. Derefter satte man ild til skovbunden. Branden varede flere dage, og tilbage blev et tykt lag aske og trækul. I dette sorte lag såede bønderne hvede og byg. Men de kunne bare høste et par år i træk. Så var næringsstofferne i askelaget opbrugt, og marken blev forladt. I stedet lod man kvæget græsse her, indtil skoven langsomt bredte sig igen. I mellemtiden havde bønderne ryddet nye marker i skoven.
Bøndernes husdyr var okse, får, ged og svin. Skovrydningen krævede, at mange mennesker arbejdede sammen. Derfor måtte man også bo sammen i landsbyer. På den måde kunne man sammen fordele og planlægge arbejdet med husdyrene, korndyrkningen og jagten.
I landsbyerne fremstillede bønderne de redskaber, som de brugte til deres daglige arbejde. Her arbejdede flinthuggeren med at lave de tunge, slebne flintøkser. Flinthuggeren reparerede også beskadigede flintøkser. Han lavede desuden andet værktøj, der blev brugt, når man skulle fremstille både, hustømmer og vogne. I landsbyen arbejdede tillige pottemageren, som lavede lerkar til opbevaring og kogning af maden.
Flinten havde afgørende betydning i bondestenalderen. Det er samtidigt et meget holdbart materiale, så flintværktøj kan findes så at sige i alle sogne i Thy. Man fristes næsten til at sige, at Thy har været én stor boplads. På Knudsbjerg i Sennels sogn har der ligefrem været et værksted for tilhugning af flint, og her er i tidens løb indsamlet store mængder af flint. På Thisted Museum kan man se mange eksempler på, hvor dygtige flintsmedene blev i slutningen af bondestenalderen, f.eks. en meget flot pilespids fra Vust.
Også rav fundet ved havet var meget efterspurgt. Det blev brugt i byttehandel eller til smykker. I Sjørring blev der i 2005 gjort et meget stort fund af flere tusinde ravperler, som Nationalmuseet har erklæret for danefæ.
På museet i Thisted kan man se perlekæder af rav, der er fundet i Morup Mølle, Nørhå og Skjoldborg. Museet udstiller også rav, der har været ofret til guderne. Det drejer sig om fem ravøkser, der er fundet under en sten i Hørdum. Da dronning Margrethe i 1989 besøgte Thisted, fik hun en kopi af én af økserne.
Udstillet på museet er desuden en lille dynge ravklumper, som i bondestenalderen blev ofret i en mose ved Bedsted. Ved ofringen blev der stillet tre flintøkser som et ”telt” over ravklumperne. I Lille Todbøl mose i Kallerup sogn undlod man ravet og ofrede seks flintøkser, som nu er udstillet på museet. Her kan man også se et offerfund på syv økser fra Borggård ved Hundborg.
Gravformer
I begyndelsen af bondestenalderen begravede man de døde i enkeltmandsgrave, undertiden under husets gulv for at have dem i nærheden af sig. Senere begyndte man at opføre varige boliger til slægtens døde. Det var dysser og jættestuer – store, stenbyggede gravkamre, som kunne rumme mange begravelser.
De fleste danskere ved, hvordan en dysse ser ud. Den består typisk af tre oprejste sten med en større liggende ovenpå. Men sådan har dysserne ikke altid taget sig ud. Da de var nye, var de helt eller delvist dækket af en jordhøj, der var omgivet af en række sten. Deres nuværende udseende er altså resultatet af forfald.
Man skelner mellem runddysser og langdysser. Runddysserne indeholder næsten altid kun et gravkammer, mens langdysserne kan have op til fem kamre. I dag kendes mellem to og tre tusinde dysser, en brøkdel af det oprindelige antal. Dette storstilede byggeri fandt sted mellem ca. 3600 og 3200 f. Kr.
Jættestuerne er bygget i bondestenalderen omkring 3.200 før Kristi fødsel. Navnet fik de langt senere, da man sagde, at kæmpestore jætter havde bygget de store gravkamre. En jættestue har indgang til graven, der således kunne bruges som begravelsesplads i mange år. De døde fik ofte våben eller smykker med i graven, og uden for indgangen blev der ofret mad og drikke.
Bortset fra jættestuen Lundehøj i Heltborg så er der kun fundet rester af dysser og jættestuer her i området. Mange af de store sten er blevet brugt til vejarbejder og anlæg af jernbaner. Så sent som ved anlæggelsen af Thisted-Fjerritslev Jernbane i begyndelsen af 1900-tallet fjernede man store sten fra en jættestue på Øsløs Mark.
I 1985-86 udgravede Thisted Museum resterne af en 60 m lang langdysse med to gravkamre, hvor der blev fundet mange ravperler, menneskeknogler og et par lerkar. På Gadegård i Helligsø sogn udgravede museet i 1988 resterne af en jættestue. Fundene fra denne udgravning er udstillet på museet, og det er også tilfældet med ravperler fra et ødelagt dyssekammer i Nørhå. Museets magasin rummer desuden fund fra en ødelagt dysse i Skjoldborg.
Flintminer
Politikens bog om Nordjylland (Svend Sørensen)
Nordjylland er kendt for sine flintminer, hvor man i stenalderen hentede råmateriale til fremstilling af redskaber. Flinten blev dannet som lag og knolde på havbunden sammen med kridtet for 60 til 70 millioner år siden. I det varme hav var der rige forekomster af kiselalger og havsvampe med et skelet af kiselnåle. Kisel består af grundstofferne silicium og ilt, og under forrådnelsen gik silicium i forbindelse med kuldioxid og dannede flint (SiO2).
Flinten er høvlet op af isen og findes overalt i det nordjyske morænelandskab. Overfladeflint er imidlertid skadet af frosten, så man må gå ud fra, at man i stenalderen især hentede flint ud af skrænterne. I bondestenalderen begyndte man imidlertid at grave ned i kridtet på steder, hvor den lå tæt ved overfladen. Det var bl.a. tilfældet syd for Aalborg og i Nordthy.
For at nå ned til flinten gravede man mineskakter, der i Thy nåede ned til 7-8 meters dybde. Langs flintlagene blev der gravet vandrette gange for at få størst muligt udbytte. Skakterne blev gravet tæt op ad hinanden, og når man begyndte på en ny skakt, blev det opgravede kridt hældt ned i de udtjente skakter. Derfor optræder flintminerne i dag som pletter med en anden struktur end det omgivende kridt.
Disse pletter blev første gang konstateret i kridtet på Skovbakken ved Aalborg i 1950. Syv år senere blev de opdaget i Hov nordøst for Thisted. Her blev der bl.a. fundet en hjortetak, som havde været brugt til at løsne flinten med. Der blev også fundet skeletter af smådyr, som var forulykket i skakten.
Flinten fra de nordjyske flintminer var en handelsvare, der blev transporteret ad søvejen til kysterne i Norge og det vestlige Sverige. Minedriften tyder på et bedre organiseret stenaldersamfund end det, der normalt viderebringes i vittighedstegninger