Hekseforfølgelser

Selv om mange »hekse« gik op i røg, så er deres skæbne bevaret i de gamle retsprotokoller.

Det er meget svært at læse den gamle håndskrift, men det er allerede gjort af 5. C. Sortfeldt (1867-1936), der var førstelærer i Skjoldborg fra 1901 til 1934. Sortfeldt har skrevet om hekseforfølgelserne i Thy-området i perioden fra 1616 til 1626. Beskrivelserne står i »Historiske Aarbøger for Thisted Amt«, årgang 1917 og 1919.

Vi bringer her disse artikler i meget forkortet form:

Troldmanden fra Refs

I 1620 blev Christian Munk fra Refs kendt skyldig i trolddom ved Refs Herreds Ting. Beboerne havde i mange år frygtet hans trolddomskunster, men netop på den tid var der mange hekseprocesser ud over landet. Mellem 200 og 300 mennesker fra forskellige herreder vidnede mod ham på forskellige retsmøder.

Den ældste beskyldning var over 30 år gammel. Niels Jensen havde dengang solgt en ko til Christian Munk, der ville have en nyfødt kalv med i handelen, men det ville Niels Jensen ikke. Straks efter døde kalven, og i mange år derefter kunne Niels Jensen ikke opføde kalve på sin gård.

Peder Poulsen i Refs vidnede, at for 15 eller 16 år siden kom han og Chr. Munk i skænderi. Næste nat blev Peder Poulsen meget syg og sendte bud efter Chr. Munk, som han beskyldte for al være skyld i sygdommen. Chr. Munk lovede ham, at han nok skulle blive vel tilpas igen, og de skete også!

Ved det sidste forhør blev der oplæst en skriftlig beskyldning, som præsten havde skrevet for Christen Laursen i Hurup. Han var for tre år siden blevet opsøgt af Chr. Munk, der hævdede, at hans datter havde 1 mark til gode i løn. Det endte i skænderi og trusler, og et halvt år senere mistede Chr. Laursen en kvie med kalv samt to føl. Året før var der også sket noget mærkeligt, hed det i den skriftlige anklage. En hare kom tre dage i træk ind i gården og sprang for hver husdør, og den 4. dag lå den bedste ko død i båsen. Men ikke nok med det: midt i høbjergningstiden var hans stue blevet opsøgt at et spøgelse. Brevet slutter af med at slå fast, at det alt sammen må være sket på grund af Chr. Munks trolddomskunster.

Dødsdommen over Chr. Munk blev stadfæstet ved Viborg Landsting.

Heksene i Stagstrup

I 1616 blev Margrethe Christensdatter og Elle Jensdatter dømt som troldkvinder ved Hassing Herreds Ting. De boede begge i Stagstrup, men var flyttet dertil.

Det startede med et skænderi mellem de to kvinder, og i hidsighed beskyldte de hinanden for at være troldkvinder. Elle Jensdatter var særlig forbitret over, at Margrethe fra jul og til Valborgs dag (1. maj) af én ko havde samlet, hvad der svarer til 78 kg smør. Det måtte være fanden selv, der havde hjulpet hende.

Niels Pedersen havde hørt skænderiet og fortalte om det rundt om i byen. Snart fik de to kvinder skyld for alle de ulykker, der havde været i sognet i den tid, de havde boet der.

Foruden Niels Pedersen var der mange andre vidner. Jens Christensen fra Stagstrup vidnede, at han mistede to kreaturer efter at have været uenig med Elles mand om en byager. Efter den tid avlede han kun tidsler på den omtalte ager, selv om han gødede lige så godt som sine naboer, der avlede godt med korn på deres agre.

Ved Landstinget i Viborg blev Elle Jensdatter frikendt, mens Margrethe Christensdatter blev dømt og kort tid efter brændt.

Anders Skolemester fra Ørum

Mange hekseprocesser havde forbindelse med hinanden. Det fik Anders Skolemester fra Ørum at mærke. Før Jesper Degn i Bedsted i 1601 blev brændt for trolddom, havde han blandt andet sagt, at han havde lånt en »lærebog« af Anders Skolemester.

Anders Skolemester slap med skrækken i første omgang, men da Chr. Munk blev anklaget i 162C, var det galt igen. Chr. Munk fortalte, at han tre år tidligere havde fået et par strømper af Else Laust-datter i Heltborg for at gå bud til Anders Skole-mester. Anders Skolemester skulle komme og »døve den sag, at hendes Søsterdatter havde ladet sig beligge af Oluf i Overgaard«. Anders Skolemester var med andre ord blevet bedt om at foretage en ulovlig abort.

Med denne bekendelse som grundlag blev Anders Skolemester anklaget ved Ørum Kirketing og Hassing Herreds Ting, hvor der i alt vidnede op imod et halvt hundrede mennesker. Anders Skolemester blev af de 12 kirkenævninge fra Ørum sogn dømt som troldkarl, men senere frikendt af landsdommerne i Landsretten.

Heksekompagniet fra Ydby

Der må have været røre i sognet i 1621, da en halv snes kvinder og nogle medhjælpende mænd blev beskyldt for trolddom på Refs Herreds Ting.

Hovedpersonen var en gammel kone ved navn Maren Fly. Men under sagens forløb søgte hun at få en anden kvinde stillet i forgrunden, nemlig Else Christensdatter i Ydby præstegård.

Maren Fly hørte åbenbart ikke til den fåmælte natur. Hendes tilståelse og beskyldninger var mange. Ifølge en skriftlig bekendelse har hun tidligere utiltvunget sagt i præsters og dannemænds påhør, at Else Christensdatter for 12 år siden fik hende til at danse tre gange avet omkring Ydby kirke. Derefter kom Fanden til som en stor, sort, raget hund uden hale og klappede hende på ven¬stre skulder.

De fleste af Maren Fly’s tilståelser gjaldt foruden Else Christensdatter også Maren Madsdatter og Anna Sørensdatter.

I 1615 ville disse fire forgøre Else Nielsdatter fra »Brændgård«. Dertil brugte de et voksbarn, der havde været båret og »født« af en helt femte kvinde. Dukken blev herefter døbt af en mand for at skabe forbindelse mellem figuren og Else Nielsdatter. De fire kvinder satte derefter ild til voksbarnet og anbragte det ved nordsiden at Else Nielsdatters kålgårdsdige. Else Nielsdatter blev straks syg, og der gik hul på hendes venstre side, så man kunne se hendes indvolde, før hun døde. Ifølge Maren Fly gjorde heksene denne grufulde gerning, fordi Else Christensdatter ville have haft »Brændgaard« til sin datter. Men Else Nielsdatter gik i vejen for hende.

Vidnerne var ikke enige med Maren Fly. De var enige om, at hun var hovedpersonen i komplottet. Selv om hun til sidst tilbagekaldte nogle af beskyldningerne, blev hun kendt skyldig i trolddom, og Landstinget i Viborg stadfæstede dommen. De øvrige, som Maren Fly havde inddraget, blev alle frikendt.

Maren Kjøbmand i Gjersbøl

I slutningen af 1621 blev der på Hassing Herreds Ting ført sag mod Maren Jensdatter Kjøbmand i Gjersbøl. Som i mange lignende sager kan anklagen henføres til tiggeri. Den anklagede har bedt om noget mad, men er blevet afvist. Den anklagede har så sagt, at folk skulle få både skam og skade. Et senere uheld er så blevet sammenholdt med denne trussel.

Karen Madsdatter vidnede således, at Maren Kjøbmand for syv år siden opsøgte hende tre torsdage i træk og bad om småmad fra de gæs, der var slagtet. Den tredje torsdag fik hun noget, men straks derefter ville de fem gamle gæs ikke æde korn. De to gæs sultede ihjel, og de tre andre var næsten døde, før de blev solgt til naboen, hvor de kom til kræfter igen.

Maren Jensdatter fortalte på tingstedet, at hun for et halvt år siden fulgtes med Maren Kjøbmand ud i marken til kreaturerne. Der havde Maren spurgt, hvor den kvie stod, som de havde købt af Laurs Bertelsen. Da Maren fik dette at vide, gik hun hen til kvien, strøg den baglæns henad ryggen og spyttede på den. Siden lå kvien og pintes, til den døde.

Maren Kjøbmand erklærede sig uskyldig, men underretten dømte hende skyldig. 1 januar 1622 blev sagen fremlagt for Landstinget i Viborg, hvor Maren Kjøbmand også blev dømt skyldig i trolddom.

Anna Olufsdatter Paussi

Kort tid efter, at man havde fået ram på Maren Fly, blev Anna Paussi ført til retten. Hun boede i Kjallerup i Sydthy og havde i mange år været berygtet for trolddom. Omkring 40 vidnede mod Anna Paussi, der havde haft sin gang hos de fleste af dem, og de havde givet hende mad nærmest af frygt for hendes trolddomskunster.

Niels Podemester vidnede, at han engang skubbede Anna væk fra bedet, for at hun ikke skulle træde planterne ned. Det blev hun vred over, og kort tid efter fik Niels Podemester ondt i sin hånd, hvilket efter hans mening var Annas skyld.

Det gik småt med Anna Paussis egne bekendelser i begyndelsen. Hun havde læst nogle bønner over kvæg, og hun havde ved signelse helbredt Mikkels barn, der var syg af orm.

Efterhånden kom der mere skred i Annas bekendelser. Sin egentlige indvielse som heks fik hun på Lodbjerg kirkegård, hvor hun dansede rundt om kirken, blæste ind ad nøglehullet og forsvor sig til Fanden. Ved den lejlighed var der forsamlet 13-14 personer, som skulle være i rode (råd) sammen.

Anna Paussi havde mere at sige om andre end om sig selv. Mette Rukusdatter på heden var skyld i, at præsten i Hassing døde, og Karen Madsdatter gjorde Jens Thommesen i Istrup så bange, at han ikke engang kunne sanse at trække sin skjorte på, dengang han druknede sig.

Den 31. maj 1621 dømte kirkenævnet Anna Paussi for trolddom, og dødsdommen blev stadfæstet af Landstinget.

Anna Malers fra Snedsted

Få uger efter dommen over Maren Kjøbmand, stod Anna Malers i Snedsted anklaget på Hassing Herreds Ting. I begge sager optrådte Karen Madsdatter som vidne. Hun fortalte, at for tre år siden kom Anna Malers ind til hende og lånte gær. Derefter kunne Karen ikke i langsommelig tid få held til at brygge så godt øl, som hun kunne før.

Anna Malers beskyldte selv fire andre kvinder for trolddomskunster, men det hjalp hende ikke. De 12 nævninge dømte hende skyldig, og hun blev herefter fremstillet for Landstingets dommere i Viborg. Her erklærede Anna Malers sig uskyldig, men blev hængt op på sin viden om andre kvinders bedrifter. Omsider tilstod hun, at hendes egen »dreng« kom til hende om natten i en sort kats skikkelse. Efter denne tilståelse stadfæstede Landstinget dommen.

Karen Madsdatter fra Hundborg

I maj 1622 stod Karen Madsdatter fra Hundborg anklaget for trolddom på Hundborg Herreds Ting. Niels Christensen og hustru fortalte, at deres hest var død af at æde noget byg, som Karen Madsdatter havde givet den.

Efter denne forklaring blev Karen Madsdatter dømt for trolddom. Men Karens mand, Oluf Nielsen, stævnede vidnerne for retten og påstod, at deres forklaring var usandfærdig. Ved Landstinget blev Karen Madsdatter frikendt. I dommen hed det blandt andet, at det »ikke udførdeligen bevises, at Karen Madsdatter har lovet noget Menneske ondt«.

Af denne sag fremgår det tydeligt, at det farligste anklagepunkt var, hvis det kunne bevises, at den anklagede havde lovet andre mennesker ondt. I den foreliggende sag havde det sikkert også betydning, at Karens mand tog sig af sagen og stillede modspørgsmål.

Søstrene fra Elsted

Under sagen mod Anna Malers beskyldte den anklagede søstrene Maren og Dorethe Svendsdatter i Elsted for trolddom. De slap fri ved denne lejlighed, men allerede om sommeren 1622 blev de anklaget ved Hassing Herreds Ting. 37 bevidnede, at i al den tid, de havde kendt de to søstre, havde disse været berygtede for at bruge trolddom.

Christen Mogensen i Elsted fortalte, at for nogle år siden stod han i Nørhaa præstegård og arbejdede, da Maren Svendsdatter kom ind til ham og bad ham vise hende den rette vej til havet. Da de kom sønden for kirken, sad søsteren der. Maren sagde så, at hvis han ville gifte sig med søsteren, så skulle det ikke blive til skade for ham. Efter hans afslag truede de ham, og da han kort tid efter blev gift med en enke, blev hun syg nogle dage efter brylluppet. Derefter lå hun afsindig til sengs i over 4 år, før hun døde.

Dødsdommen over søstrene blev stadfæstet ved Landstinget.

Jens Olesen i Skyum

I 1623 blev Jens Olesen i Skyum dømt for trolddom ved Hassing Herreds Ting. Landstinget frifandt ham, men kun delvist, idet man henviste klagerne til at anlægge en ny sag. Så vidt vides skete det ikke.

For Landstinget fremlagde ridefoged Peder Hansen en skriftlig klage fra Søren Lauritsen i Skyum. I klagen beskrev Søren, at han havde været i Thisted for at blive åreladt. Da han kom hjem, gik han til Jens Olesens kålgårdsdige, hvor de satte kål. Søren spurgte, om de ville bede godt for ham. Derefter blev Søren syg, og der kom mange harer i hans gård, på loftet og over sengen, så han næppe kunne holde døren lukket for dem. Søren blev så bange, at han løb forvildet rundt i byen.

Søren Lauritsen mente, Jens Olesen var skyld i sygdommen, men brevet i sin helhed tyder på, at Søren Lauritsen led af en form for sindssygdom.

Forfølgelserne ebber ud

Med ondt skal ondt fordrives. Om det er sandt, skal være usagt, men det var sikkert tankegangen bag hekseforfølgelserne. På samme vis skulle der en krig til at sætte en stopper for denne værste periode med hekseforfølgelser. Med kejserkrigens start i 1625 fik landet efterhånden andet at tænke på.

I det her omhandlede tidsrum fra 1616 til 1626 blev mindst 10 personer her i området brændt levende for trolddom. To kvinder blev landsforvist, og 4 anklagede hovedpersoner blev frikendt. Desuden blev adskillige personer, som blev inddraget i sagerne, frikendt.

Svend Sørensen i ”Tro i Thy” (1988)